FRANK CARTER & THE RATTLESNAKES + GOD DAMN
ATLAS, AARHUS
10.10.16
Af Anders Nygaard
Foto: Sebastian Danmark – I Do Concerts
God Damn
De tre briter i God Damn havde fået den tvivlsomme ære at varme det endnu stort set tomme spillested op. At der endnu ikke var mange mennesker til stede på Atlas lod God Damn sig dog ikke kue af, og selvom det aldrig lykkedes dem at komme helt op og ringe, så var forsøget hæderligt. Stilen er rock med en god portion støj og flere fine underliggende melodier. Faktisk er God Damn bedst, når de larmer rigtig meget, og det gjorde de heldigvis flere gange denne aften. Bedst fungerede det, når guitarist Thom Edward overlod guitaren til en af de andre musikere for udelukkende at hellige sig tjansen som forsanger. Det gav en energi, som var markant mere interessant, og egentlig var det i sig selv interessant at observere, hvordan dynamikken ændrede sig, når de to musikere byttede roller og instrumenter. Thom Edward bevægede sig på et tidspunkt ned blandt publikum med et mikrofonstativ slæbende efter sig, og selvom folk endnu ikke var vågne nok til at finde det morsomt at blive viklet ind i Edwards ledning, så var det igen et værdigt forsøg på at vække dem til live. Det tredje medlem, trommeslager Ash Weaver, bør ligeledes fremhæves, i særdeleshed måske endda. Med smækbukser og stort krøllet hår trak han naturligt opmærksomhed til sig, og trommernes placering forrest på scenen gjorde, at han blev en markant visuel aktør i bandets set-up.
God Damn leverede med deres sidste nummer aftenens hidtidige musikalske højdepunk. En lang, støjende og melodisk sang, som endelig fik folk til at nikke med hovederne. God Damn får ekstra point for forsøget og de gode intentioner.
Frank Carter & the Rattlesnakes
Frank Carter var nervøs, inden han gik på scenen denne aften i Aarhus, det lagde han ikke skjul på. I det hele taget lægger den rødhårede brite ikke skjul på ret meget. Han er en ”over sharer”, som han selv kalder det. Uanset om det handler om diarré, ståpik, bedøvede testikler, bowling, chili i røven, kærester med dårlig lugtesans, kærlighed eller had, så føler Frank Carter et instinktivt behov for at dele hver eneste indskydelse og hver eneste intime tanke med det publikum, der står foran ham. Han er en notorisk sandhedssiger og, på sin helt egen måde, en stor fortæller. Han har sammen med sit band, The Rattlesnakes, spillet udsolgte koncerter over hele Europa, men i Aarhus var der på dagen kun solgt 20 billetter, og det var grunden til Frank Carters nervøsitet. Heldigvis dukkede der mere end 20 mennesker op, og selvom der ikke var fuldt hus, så endte aftenen som et rent triumftog for Carter og hans klapperslanger.
Frank Carter er så markant og krævende en skikkels på en scene, at man ofte glemmer hans noget neutrale backing band, og ud over en til tider middelmådig lyd er det faktisk aftenens eneste anke. Det er dog til at overkomme, for Frank Carter pøser ud af sin positive energi, og han stiller sig på intet tidspunkt tilfreds med publikums engagement. Han kender hvert eneste trick i bogen, og han er ikke bange for at bruge dem, når publikum skal aktiveres. Allerede efter første nummer opfordrer han således til at pakke den høflige attitude langt væk og inviterer så hele salen på scenen for at synge fødselsdagssang for bassisten. Så er festen skudt i gang, og Carter styrer koncerten igennem publikum som marionetter. ”This is power!” brøler han triumferende, da han under ”Juggernaut” træder ud blandt publikum og stående løftes hele vejen igennem salen. Det lille stunt følges op af en gigantisk circle pit rundt om lydpulten (Atlas ringe størrelse taget i betragtning), inden hele salen sætter sig på gulvet for at høre at par storladne ord og en stille sang dedikeret til alle dem, der har mistet venner eller familie. En på mange måder utrolig klichefyldt affære men også en seance som fint eksemplificerede den respekt, der er imellem Frank Carter og hans voksende skare af fans. Han udviser så utrolig megen taknemmelighed og kampgejst, at han nemt slipper afsted med selv de mest tåkrummende optrin.
Frank Carter & the Rattlesnakes har kun et enkelt album på samvittigheden. Det er heldigvis et album spækket med hitpotentiale, og de har derfor ikke svært ved at holde niveauet igennem en hel koncert. Frank Carter taler utrolig meget imellem numrene, næsten lige så meget som han synger faktisk. ”Det sker altid, når jeg er nervøs”, proklamerer han på et tidspunkt. I modsætning til andre bands slår han dog aldrig over på autopilot, og selvom monologerne til tider bliver lange, så er der altid en mening med galskaben. Om ikke andet så lykkes det i hvert fald Frank Carter at holde humøret højt blandt publikum, og hans mange jokes og morsomme indskydelser er med til at skabe en både intim og nærmest hyggelig atmosfære. Koncerten sluttes succesfuldt af med ”I Hate You”, og publikum inviteres igen med på scenen, inden Frank Carter efter koncerten beredvilligt tropper op i merch boden, hvor han deler krammere og autografer ud til nye og gamle fans.
Publikums og bandets reaktioner taget i betragtning må aftenens koncert betegnes som en stort set ubetinget succes.
Frank Carter er et overmenneske, et sexsymbol, en entertainer og en stor fortæller og sanger. Et voldeligt stilikon – intet mindre.
