DARK FUNERAL+ KRISIUN + SATANIC ASSAULT DIVISION
VOXHAL, AARHUS
12.10.16
Af Anders Nygaard
Foto: Kim Song Sternkopf HeartMatter Artworks
Satanic Assault Divison
Kort tid inden koncertstart gik det til min store glæde op for mig, at tyske Deserted Fear af uvisse grunde var blevet udskiftet med Satanic Assault Division. En kærkommen lejlighed for mig til endelig at tjekke de fynske satandyrkere ud på tæt hold. I disse moderne tider hvor black metal forkyndes i både folkekirker og landsdækkende avisspalter, er det ganske befriende at bevidne noget så sofistikeret som et klassisk black metal orkester med hang til pave-fisting, nonneforulempelse og kødelig satanisk selvophøjelse. For er det ikke netop det, som black metal, i al sin banalitet, drejer sig om? Det er, og skal helst være, et perverst angreb på alt som er pænt og etableret, og her er Satanic Assault Division i allerhøjeste grad leveringsdygtige.
”FUCK YOU!! AND EVERYTHING YOU HOLD DEAR” og ”KILL CHRIST AND PISS ON GOD”, står der på to store bannere. Satanic Assault Division gør sig ikke mange dybe eller positive tanker om hverken deres medmennesker, eller den gud de tilbeder, og det er i allerhøjeste grad en del af tiltrækningskraften. Samtidig viste Satanic Assault Division sig ganske overraskende som aftenens måske mest velspillende band, og selvom det ikke var en nem opgave at ruske liv i det onsdagstrætte publikum, så lykkedes det alligevel at få varmet salen op. Der var koncerten igennem god indlevelse fra samtlige bandmedlemmer, nogen mere stivnakkede end andre, og især forsanger Haxen og guitarist Jardén Schlesinger viste imponerende overskud.
En skarp og veludført halv time med et ægte black metal band.
Krisiun
Brasilianske Krisiun hører til den gamle garde af dødsmetal bands. Siden 1990 har de produceret og udgivet dødsmetal af en sjældent set høj kvalitet, og det senest årti har de oven i købet finpoleret formularen til noget nær perfektion. Det er nærmest ubegribeligt tight, både på plade og live, og det var også tilfældet onsdag aften i Aarhus. Især trommeslager Max Kolesne imponerer konsekvent. Det går rasende hurtigt, men samtidig består hver eneste sang af knivskarpe og præcise trommesalver. Det er en vigtig del af Krisiuns lyd og udtryk, og selvom ingen af de tre brødre lader noget tilbage at ønske rent musikalsk, så må og skal Max Kolesne bare fremhæves.
Selvom det var tight fra start til slut, så havde Krisiun ved flere lejligheder desværre svært ved at holde kontakten til deres publikum. Det er en vanskelig opgave, når man kun er tre mand på scenen, og det blev flere gange tydeligt. Forsanger Alex Camargo talte imellem numrene opmuntrende til publikum, men ofte forfaldt han desværre til upersonlige klicheer. Selvom ”broderskab” og ”taknemmelighed” er to næsten uopslidelige temaer, så må andre end mig have undret sig over, hvorvidt Camargo havde glemt, hvad han lige havde sagt. I hvert fald gentog han konsekvent sig selv imellem hvert nummer.
Både Camargo og resten af bandet bliver dog gradvist varme, og i takt med tilstrømningen af mennesker bliver de også mere og mere levende at se på. Det har en klar afsmitning på alle i salen, og det skaber derudover synlig begejstring, da de spiller et par af 90’er klassikerne. Også numre som ”The Will To Potency” og ”Blood Of Lions” fra det geniale album The Great Execution tager kegler, og så går man selvfølgelig aldrig helt galt i byen med en hyldest til Lemmy og et cover af ”Ace Of Spades”.
Hvad der startede middelmådigt endte således som en overvejende succes.
Dark Funeral
Store afsvedne metalkors (omvendte naturligvis) pryder scenen, og en storladen symfonisk intro byder publikum velkommen til aftenens ubestridte hovednavn. Selvom Dark Funeral siden begyndelsen har udgjort en reel svingdør med op imod 20 forskellige medlemmer, så har de alligevel formået at cementere deres plads som et af Skandinaviens vigtigste black metal bands. Det skyldes naturligvis, at de, trods udskiftninger i besætningen, har udgivet albums af høj kvalitet siden den første ep så dagens lys i 1994, og det seneste, Where Shadows Forever Reign, udkom tidligere i år. Det er et fremragende album og derfor også et godt fundament for en succesfuld koncert. Som det er tilfældet på pladen, startes koncerten med ”Unchain My Soul” og sluttes med titelnummeret ”Where Shadows Forever Reign”. Ikke alle blandt publikum var tilfredse med det store fokus på nyere materiale, men for os der har dyrket netop den del af bandets karriere, var det blandt højdepunkterne. Posen blev heldigvis rystet koncerten igennem, og store dele af bandets bagkatalog blotlagt.
Der er ingen glade miner, når Dark Funeral spiller koncert, og selvom jeg ikke har begreb om betydningen af forsanger Heljarmadrs demonstrativt vrede svenske gloser, så er der ingen tvivl om, at han næppe ønsker at opmuntre pøblen. Dark Funeral prædiker destruktion og ondskab, og det visualiseres smukt, fra det øjeblik de langsomt går over scenen iført læder, rustninger og nitter. Tung corpse paint, raslende kæder og klokkeslag er koncerten igennem med til at fremhæve effekten. For enhver udeforstående er Dark Funeral indbegrebet af den black metal kliché, som for mange er så svær at forstå. For de fremmødte denne aften er det indbegrebet af det omsluttende mørke, som kun black metal kan skabe.
Dark Funeral leverer en strømlinet og velspillet forestilling. I mellem hvert nummer opstår der et tomrum, hvor bandmedlemmerne vender ryggen til publikum for stille at konspirere. Kun gud ved om hvad, men det giver et behageligt afbræk, inden larmen igen bryder ud.
Selvom der ingen decideret dårlige sange er på aftenens set-liste, så opstår der alligevel øjeblikke af stilstand. Flere gange bliver det en anelse for strømlinet, og folk i salen både gaber og piller næse. Mod slutningen forlader flere Voxhall. Et lidt ærgerligt syn der nok mere skyldes det fremskredne tidspunkt end kvaliteten af bandet på scenen. Ikke desto mindre er det et faktum, at Dark Funeral, trods store øjeblikke, ikke helt formåede at fasholde publikums opmærksomhed. Lyden svingede imellem fremragende og decideret dårlig, og et antiklimaks indtraf desværre, da vokalen helt udeblev under aftenens sidste nummer.
