FRANK CARTER & THE RATTLESNAKES + GOD DAMN
BETA, KØBENHAVN
14.10.16
Af Bell Bruun
Da briterne i Frank Carter & The Rattlesnakes spillede en af de første koncerter om onsdagen på dette års Roskilde Festival, var der muligvis mange, der ikke kendte bandet, men efter den imponerende koncert de gav, er der næppe mange af de tilstedeværende, der glemmer bandet lige foreløbigt. Derfor var det heller ikke overraskende for denne anmelder, at bandets koncert på Beta blev udsolgt ganske hurtigt, men et er jo at give én virkelig fed koncert, noget andet er, om Carter og hans klapperslanger kunne gøre det en gang til?
GOD DAMN
Inden man fik lov til at (gen)opleve hovednavnet, var der dog opvarmning i form af det ligeledes britiske band God Damn. Bandet begår sig, til en vis grad som hovednavnet, i en slags punkrock, dog uden så meget aggression som hos Frank Carter & The Rattlesnakes. Mindre kan dog også gøre det, og deres tunge rock fungerede fint på Beta. Lyden var, som den altid er på stedet, skarp og God Damn virkede meget engagerede og professionelle som band. Forsangeren Thom Edward havde stort overskud og var flere gange ude og gå rundt blandt publikum, på en lidt skubbende facon, hvilket vel også hører sig til i en meget rock ’n’ roll opførsel. Mens trommeslager Ash Weaver forholdt sig placeret på sin trommestol, i øvrigt iført bondemandsselebukser og med lidt af et bonghår, tog Thom Edward keyboardspillerens plads et par gange, helt uden besvær, og mestrede derudover også guitaren overbevisende, altså lidt af et multitalent. Bandet har kun to albums bag sig, men de er allerede et godt og medrivende liveband, og selvom det ikke er en meget anderledes slags rock, de spiller, er det altid godt at se et band, der tror på deres egne sange og på at rocken som genre bestemt ikke er et overstået kapitel i musikhistorien.
FRANK CARTER & THE RATTLESNAKES
Efter en mindre pause blev det endelig tid til aftenens hovednavn. Der var god stemning blandt publikum og man anede en vis forventning om at det ville blive en koncert, der satte aftryk på den musikalske hukommelse. Pludselig blev det mørkt og så var han på scenen, den lille rødhårede mand med den utroligt store mængde af tatoveringer og bifaldet var stort. Bandet lagde ud med den fængende ørehænger ”Trouble”, et sangvalg der kun gjorde det allerede meget begejstrede publikum endnu gladere. Frank Carter selv er lidt af et klasseeksempel på energisk optræden og fra start var hans energiniveau da også højere end hvad man ser hos de fleste bands, herunder også punkbands. Men er det egentlig overhovedet punkrock, Frank Carter & The Rattlesnakes begår sig i? De er svære at placere, da man i den grad bliver kastet gennem hele følelsesregistreret i deres sange, og det var aftenens setliste også et godt eksempel på. Frank Carter er ikke ny på musikscenen og har tidligere været med i blandt andet bandet Gallows, der startede tilbage i 2005, men hans sammenspil med klapperslangerne er stadig forholdsvis nyt og bandet har blot et enkelt udspil bag sig, sidste års vellykkede Blossom, og setlisten bestod faktisk af samtlige otte sange fra det album. Frank Carter omtalte selv bandet koncert på dette års Roskilde Festival, en koncert, hvor de formåede at få publikum til at lave circle pit rundt om den lille Pavillionscene! Det er bestemt ikke noget, der er hverdagskost på Roskilde Festival, og det fortæller noget om, at det ikke er hvilket som helst band, man har med at gøre, når man oplever Frank Carter &The Rattlesnakes folde sig ud i fuldt flor, som de blomster, der flankerer Carters Gucci(!)-jakkesæt. Carter havde selv meget positivt at sige om bandets koncert på den danske festival og virkede på en gang stolt og ydmyg over at det med stor sandsynlighed var den koncert, der havde gjort at der var udsolgt på Beta. Efter fortællingen om Roskilde fik vi åbningsnummeret fra Blossom, den fremragende aggressive ”Juggernaut”, med den sigende omkvædlinje, hvor Carter råber ”Even on my own, you can’t stop me!”- og man tror ham! Bandet var selv ude at crowdsurfe flere gange, hvor Carter, som noget helt naturligt for ham, var vendt helt på hovedet og nærmest gik på loftet, og flere gange blev publikum også opfordret til at stage dive, men dog med lidt formaninger om måske ikke at hoppe ned på den mindste person i crowdet, sikkerhed på den vilde måde, så at sige.
Bandet har et nyt album på vej, og herfra spillede de den melodiøse første single ”Lullaby” og selv med dette mindre kendte nummer var Frank Carter indbegrebet af magtdemonstration og havde hele Beta i sin hule hånd: Når Carter sagde, at circle pitten skulle stoppe, da en fyr havde tabt sine briller, så stoppede den naturligvis og folk hjalp til med at finde de mistede briller. Efter nummeret fortalte en tydeligt begejstret Carter, at den her koncert gav ham følelsen af at komme ned ad trappen i sit hus og bare føle sig hjemme, og det er netop denne kombination af ydmyghed og musikalsk magt og nærværenhed, der gør Carter til en yderst karismatisk frontmand. Efter endnu et par vilde numre nåede bandet til deres ballade, hvis man kan kalde den det, den flotte og indfølte ”Paradise”, som fremført live er noget mere stille end på albumversionen. Ligesom det var tilfældet på Roskilde Festival, bad Carter publikum om at sætte sig ned på gulvet og tænke på dem, de havde mistet. En meget følelsesladet og smuk ting at opleve til en koncert, der to minutter før det har fået tyve mennesker plus bandmedlemmer til at crowdsurfe. Sjældent oplever man folk være helt og fuldstændigt stille under et nummer til en koncert, men hvor var det dog en fantastisk, og ikke mindst respektfuld, opførsel at overvære, og det helt uden at der blev fjernet et gram af energiudgydelse fra resten af koncerten, der sluttede med den vrede ”I hate you”, der fik hele salen til at skråle med, imens de tænkte på en person, de virkelig ikke kunne lide: ”You’re a fucking mistake! You’re an embarrassment mate!” Men ved denne koncert var der intet had, kun stor, intens glæde over denne helt unikke mand Frank Carter og hans vilde slanger. Hvis der er tale om punk, er det her britisk punks arvtagere, og hvis ikke, så er Frank Carter & The Rattlesnakes stadig, uden tvivl, et af de bedste livebands, nutidens rock har at byde på.