VOLBEAT + AIRBOURNE
JYSKE BANK BOXEN, HERNING
19.10.2016
Af: Thomas Thomsen
Fyldt til bristepunktet skød Volbeat – onsdag aften – deres Europaturne i gang i Jyske Bank Boxen i Herning
Spørgsmålet var om kortene var blevet pakket ordentligt eller der om var behov for at blande dem på ny. Blev det den magtdemonstration som man kunne forvente sig af Danmarks største band.
Med sig til at åbne ballet havde de inviteret amerikanske Crobot og australske Airbourne med sig på scenen.
Desværre fik jeg ikke set og hørt Crobot, men må tage revanche når de rammer Forum i København næste torsdag.
AIRBOURNE
AC/DC i en yngre udgave.
Så kort og kontant kan man godt beskrive det der må betegnes som de naturlige australske arvinger til pladsen efter AC/DC.
For hvis der er noget de kan, så er det, at sparke en fest i gang. Eller forsøge på det. For den fuldendte fest kræver også et medlevende publikum, som er med på legen og klar til at kaste luftguitar og fællessang tilbage i fjæset på festarrangøren.
Det sidste manglede. For det virkede ikke til at det midtjyske publikum var indstillet på, at lege strengeleg og de skrigende halse for en stund.
Men med til en god fest, hører også at lyden sidder lige i skabet, hvilket desværre ikke var tilfældet onsdag aften.
Forsanger Joel O’Keeffes vokal forsvandt i mængden af bas, trommer og guitarriffs. En skam for når man hører hvor hidsig og kommanderende en vokal manden ellers besidder SKAL det være den man KAN høre.
Men trods publikums manglende anerkendelse af, hvor godt et band Airbourne ellers er, så forsøgte de virkelig, som i VIRKELIG at få gang i mængden.
Førnævnte Joel O’Keeffe indtog scenen som en 40 år yngre Angus Young på dobbelt duracellopladning.
De omkransende landsmænd – guitarrist David Roads og bassist Justin Street – lod ham ikke være alene. De farede rundt på scenen som blev de jagtet af en flok sultne kamphunde.
Bag dem sad Ryan O’Keeffe og smadrede løs på trommerne som en samlebåndsarbejder på akkord.
Med numre som ”Ready To Rock”, ”Runnin’ Wild”, ”Breakin’ Outta Hell”, ”Rivalry” var der kun en vej og det var fremad for fuld damp.
Airbourne er og bliver en oplevelse af de store. Og hvis lyden så ellers finder sin rette balance og et publikum der kvitterer den energi som bandet leverer, kan det kun blive større oplevelse.
VOLBEAT
Volbeat er og bliver Danmarks største band. Det kan og skal ikke diskuteres.
De favner bredere end nogensinde og er blevet hver mands eje. Ja, selv Kandis er hoppet med på vognen og spiller dansktophittet ”For Evigt”, til de danseglades store begejstring i det lokale forsamlingshus.
Normalt spiller Volbeat med et ganske højt niveau og leverer varen til UG.
Det naturlige spørgsmål var derfor, om det blev den magtdemonstration, som man kunne forvente sig.
Svaret var desværre nej.
Den var en demonstration, men ikke en magtdemonstration foran de 15.000 tilhørere på den midtjyske hede.
Mindre snak og mere musik. Eller det vil sige musikken har altid været der, men Michael Poulsen havde skruet ned for sin talestrøm mellem numrene. Og selv om han er en veltalende mand som man da gerne lytter på, så gjorde det faktisk ikke noget. Tværtimod, da det gav mere flow i showet. Hertil kom at showet ikke druknede i diverse gæsteoptrædende kunstnere, men alene havde besøg af Rod Sinclair på banjo.
Måske jeg har set Volbeat for meget på det sidste og generelt gennem tiden. Men jeg savnede noget i deres show. Noget overraskende. Der hvor jeg bliver bragt ud på dybt vand men alligevel bliver reddet af en redningskrans sendt fra himlen.
Der manglede led gnist og bogstaveligt talt at der blev sat ild til lortet, fordi flammer og fyrværkeribrag var der ikke noget af.
Sætlisten som de spillede kan man som sådan ikke gøre de store indvendinger imod. For den indeholdte det man kunne forvente. Et godt udpluk fra deres seneste udspil Seal The Deal & Let’s Boogie tilsat gamle numre som var det de ringer vi spiller.
Hvorfor er det så ikke godt nok. I mine øjne manglede der noget nyt. Altså ikke noget nyt materiale, men noget jeg ikke er vant til høre, eller sjældent hører.
Noget af det gamle, hvor der bliver skruet op for det VOLsomme BEAT. Der hvor du fornemmer metalsplinterne flyve om ørerne. ”Rebel Monster”, ”Healing Subconsciously”, ”The Human Instrument”, ”Mr. & Mrs. Ness” bare for at nævne nogle få stykker.
Det virkede for sikkert i mine øjne. Ingen risiko i spillet. Som en defensiv holdopstilling der ”blot” skulle køre det ene point hjem. Måske premierenerverne spillede ind.
Og var det hele så lort og lagkage. Nej, gu’ var det ej.
For det de spiller, gør de godt. I hvert fald lagt hen af vejen her onsdag aften.
For eksempel da de spillede ”Sad Man’s Tongue”, ”16 Dollars” eller ”Garden’s Tail” og taget var ved at lette med en hastighed ville få en rumraket til at skyde fart som en skildpadde til sammenligning.
Da de spillede det ¬– alt for – korte nummer Slaytan som indledning til ”Dead But Rising” eller ”Doc Holliday” som var tungere end tungt.
Eller da de spillede ”Goodbye Forever” og det båndoptagede gospel kor ramte med en præcision, som selv DSB ville misunde.
For slet ikke at tale om ”For Evigt”, hvor det 15.000 mands store kor sang, så hårene rejste sig af bare fryd.
Det var til tider rigtig tungt og højt. Så højt, at det kunne overdøve mågerne langs den jyske vestkyst. Til tider var lyden dog lidt broget og støjende på den ufede måde og virkede til at den blev kastet rundt i lokalet. Men det var skønhedspletter i det store billede.
At Volbeat er et folkeligt og band med overskud, beviste de så sandelig på det afsluttende nummer ”Still Counting”, hvor den yngre generation blev inviteret på scenen.
Tid til omfavnelse og highfives mens de spillede. Tid til at en lille pige spillede guitar sammen med Michael Poulsen. Tid til en selfie da de unge mennesker skulle forlade scenen og de spillede nummeret færdigt. Det var fandme overskud og kunne kun bringe et smil frem på læben trods det, at de ikke spillede det bedste jeg har hørt dem.
Jeg ved de kan spille bedre. Sommerens Tinderbox og Nibe Festival var gode eksempler på dette.
Næste torsdag får de muligheden for at tage revanche i Forum i København og inden da rundt i Skandinavien.
Om vi ser udskiftninger i sætlisten tvivler jeg på, men man har lov at håbe.
Det spillede de:
Airbourne:
I må undvære den kronologiske rækkefølge på grund af lightdemens..
Volbeat:
Intro – Born To Raise Hell (Motorhead)
The Devil’s Bleeding Crown
Heaven Nor Hell / A Warrior’s Call / I Only Wanna Be With You
Lola Montez
Let It Burn
Sad Man’s Tongue
Hallelujah Goat
The Gates Of Babylon
Slaytan / Dead But Rising
16 Dollars
Maybellene I Hofteholder
For Evigt
Guitar Gangsters & Cadillac Blood
Cape Of Our Hero
The Garden’s Tale
Goodbye Forever
Fallen
Ekstra:
Black Rose
Doc Holliday
Seal The Deal
Still Counting
