UGLY KID JOE + DALLAS FRASCA
AMAGER BIO, KØBENHAVN
20.10.16
Af Bell Bruun
Foto: john-son
Det hænder ofte, at bands, der havde deres storhedstid i 90’erne, forsøger at gøre et comeback og stiller op til nogle mindre vellykkede koncerter, hvor de fleste er kommet for et høre de to hits, der hærgede i radioen og på Mtv tyve år tidligere. Ugly Kid Joe kunne nemt være faldet i den, lettere sørgelige, kategori, men det gør de ikke, for de giver stadig koncerter, der er præget af et band, der faktisk tror på deres eget materiale, nyt som gammelt, og ikke mindst, et publikum, der i den grad begejstres. Dette var bandets koncert i Amager bio et slående eksempel på.
DALLAS FRASCA
Før de grimme drenge fra Californien kom på scenen, var der opvarmning i form af australske Dallas Frasca. Bandet har en karismatisk frontkvinde i Dallas Frasca, hun er en ægte rock mama, med en stemme, der lyder som en opdateret, mere rocket version af Janis Joplin, hvilket bestemt er ment som en stor en kompliment herfra. Frasca lignede en krydsning af noget fra grungegenren, lidt fra 80’ernes glam rock og lidt noget hill billy i sine stramme læderbukser, skovmandsskjorte bundet herom og med stort, platinblondt hår. Hun havde masser af energi, og leverede en overlegen vokalpræstation imens hun spillede guitar og dansede imens. Der var ikke helt så mærkbar en energi at finde i salen i Amager Bio, nok fordi, de fleste af de fremmødte ikke kendte bandet, men efter et par numre kom der dog en smule mere gang i den. Frasca blev også ihærdigt ved med at forsøge at få gang i et rockshow, som hun selv formulerede det, og det lykkedes da glimtvis. Dallas Frascas musik er uden tvivl ikke kedelig med sin 70’er-inspirerede rock, der har lidt kant og sammenlignet med albumindspilningerne var der noget mere råt og vredt over numrene fremført live. Egentlig en helt habil opvarmning, selvom publikum var en smule svære at overbevise.
UGLY KID JOE
Det med at overbevise, var til gengæld ikke noget problem for aftenens hovednavn, herrerne i Ugly Kid Joe. Hvis man ikke kender meget til bandet, kan det afsløres, at de havde nogle halvstore hits og i hvert fald ét meget stort hit i start- og midt-90’erne. Sidstnævnte er naturligvis balladen ”Cats In The Cradle”, der sågar er et cover af folkesangeren Harry Chapin, men mon ikke, mange kender Ugly Kid Joes version bedst? Der var ikke udsolgt i Amager Bio, men dog var der et pænt fremmøde, uden at der var så mange, at man ikke kunne komme op til scenen, hvilket faktisk også var tilfældet, da bandet spillede på spillstedet/sportsbaren Lions & Barrels i 2013, på trods af at der dengang var udsolgt. Bandet er ikke så stort nu, og var det vist egentlig aldrig, som andre rockbands fra samme tid, så der er noget mere intimt over at være til deres koncerter, lidt som til at være til privatfest med en masse mennesker og et meget oplagt husorkester! Bandet startede på scenen med en funk-rock intro, indtil forsanger Whitfield Crane kom på scenen til stor glæde for publikum. Denne anmelder har altid fundet det sjovt, at et band, der så gerne ville være så beskidte og grimme i deres tekster og musikvideoer med druk og dårlig opførsel, havde så, ja, decideret flot, en forsanger med høje kindben, langt blondt hår og funklende øjne, men heldigvis opvejede attituden naturligvis noget for udseendet, så det hele ikke blev alt for pænt. Pæn er han nu stadig, Crane, blot uden det lange hår, men stadig med en virkelig fed stemme; den har tiden heller ikke sat sine spor i, hvilket man allerede kunne overvære i aftenens første nummer ”Neighbor”, som inden grad er lænket tæt sammen med bandets mission om at være dem, de andre ikke vil lege med, eller i denne sammenhæng rettere, være nabo til. Under dette første nummer var lyden ikke helt optimal, og den lød især noget skrattet i mikrofonen, men det blev dog rettet. Ugly Kid Joe har efter 90’erne udgivet to albums, Stairway To Hell fra 2013 og sidste års Uglier Than They Used Ta Be, og der blev spillet flere numre fra disse, og de fungerede overraskende godt med det gamle materiale. Sjældent oplever man bands, der er forbi deres storhedstid, give koncerter, hvor folk i publikum faktisk har lyst til at høre det hele og ikke blot venter på ”hittet”, og dette var utroligt befriende at opleve i Amager bio. ”No one Survives” fra Stairway To Hell efterlod ingen i tvivl om hvorvidt Crane stadig kan synge, for hér viste han i den grad, at han også mestrer det vrængende, rå og hæse udover det mere stille, i Crane har man en frontmand, der kan lidt af hvert rent stemme- og stemningsmæssigt, og som leverer det hele troværdigt. På ”Devil’s Paradise” var hele salen også godt med, når Crane instruerede i hvordan man skulle holde hænderne i vejret i introen og derefter veje dem fra side til side, måske lidt af en kliché fra en rockfrontmand, men vi rockfans elsker jo den slags. Efter lidt af det nye blev, stort set, resten af koncerten en ren hitparade fra debuten, America’s Least Wanted: ”Cats in The Cradle” udløste en gigantisk fællessang og voksne mænd hoppede i ekstase og omfavnede hinanden i glæde, mens fanfavoritten ”Milkman’s Son” også fik folk til at brøle med. Herefter fortalte Crane, at de havde lavet noget ondt kun til deres fans, og passende spillede de så ”Goddamn Devil”, som publikum igen hoppede til i stor stil, og efter denne fulgte ”So Damn Cool”, som bare fortsatte den fest, der var i gang i salen. Den obligatoriske præsentation af bandet skulle vi naturligvis også have, og her var bandet igen de flabede og frække drenge idet trommeslageren kun var iført meget små boksershorts og lige skulle ud at poserer lidt for publikum, som besvarede det med stor begejstring, på trods af at der helt sikkert var flest hankøn til stede i salen. Men flabede knægte kan også være (lidt) seriøse mænd og dette viste Ugly Kid Joe med en akustisk del af deres koncert. Til denne spillede de den mere følsomme ”Come Tomorrow”, der også er fra debuten, og desværre også et, trods alt ret morsomt, cover af Aquas ”Barbiegirl”, da de har en tradition med at spille et kendt nummer fra det land, hvor de giver koncert. Lidt pinligt, man skal mindes om, at dét er det mest kendte herfra, men heldigvis blev King Diamond da også nævnt! Guitarist Klaus Eichstadt stod for vokalen på dette cover og, langt vigtigere, for vokalen på den herlige, og selvironiske ”Mr. Recordman”, som var lidt af en kærkommen overraskelse at få lov til at høre live. Igen var publikum taknemmeligt for alt, der blev kastet ud til dem, selv Aqua(!), og da bandet spillede to Motörhead-covers ville den vilde dans og vælten rundt nærmest ingen ende tage. Kunne det blive mere festligt efter en Lemmy-tribute? Ja, for da bandet sluttede med deres vel næststørste hit ”Everything About You” var festen virkelig på sit højdepunkt. Og hvilken fest! Ugly Kid Joe er garant for en fantastisk stemning, flabet attitude og ikke mindst glæde og fest, også tyve år efter de var allerstørst. I Amager bio var der ingen, der betvivlede at de også nu er et band, der er vigtigt for rockgenren og hvor er det dog fedt, når det grimme er så lækkert.
