KVELERTAK + THE DOGS + DEAD LORD
AMAGER BIO, AMAGER
26.10.2016
Af Hesselager
Fotos: John-son
Hvor lillesøsteren Beta 2300 med sit intime rum og manglende distance mellem publikum og kunstnere har etableret sig som den perfekte koncertplatform for musik fra undergrunden, har den større og mere formelle Amager Bio været traditionelt spillested for de etablerede og relativt velrenommerede kunstnere. Det var derfor noget en bedrift for de norske black metal-hardcorepunkere i Kvelertak, at de i aftes spillede på Amager Bio og ikke Beta 2300 med et show som tog næsten komplet fordel af de muligheder for en større oplevelse netop denne koncerthal tilbød.
Første navn på programmet var Dead Lord, et svensk orkester der har markeret sig som del af en ny bølge af traditionelle heavy metal/hard rock-kunstnere der i stedet for enten begyndelsen af 80’erne eller de tidlige 70’ere tager størstedelen af deres inspiration fra midten og slutningen af 70’erne. (se også Horisont, Hypnos og Slough Feg) Klædt i batik og denim, ledt af sanger/guitaristen Hakim Krim der lignende en gensplejsning mellem Tony Iommi og Phil Lynott, markerede Dead Lord sig som en klar arvtager til ikke kun Thin Lizzys stræk fra Fighting til Black Rose og Judas Priests første fire lp’er men også det britiske progressive rock-kultband Wishbone Ash. Deres lyd tog afsat i balladisk folk-rock med elektrificerede vindsvøbte melodier, underbygget af en aktiv rytmesektion komplet med vandrende baslinjer og rullende trommer. Som et rigtigt 70’er-rockband tog deres sanges fortællestruktur tid til at dynamisk bygge spænding op til de virkelig hårde sektioner, der fungerede som opvisning for dynamikken mellem de to guitaristers meget forskellige stilarter: Duellerne mellem Olle Hedenströms abstrakte psykedeliske lyd og Hakim Krims neoklassiske virtuositet gav – især i de hurtigste sange – flashbacks til Glenn Tipton og KK Downing på Sin After Sin.
Selvom Dead Lords sangskrivning af og til var en grad mere ambitiøs end de fik til at virke fuldstændigt, og ikke endnu i deres karriere helt på højde med forbillederne, viste Dead Lord sig som et forfriskende pust i den traditionelle heavy fordi de genopliver en del af metalhistorien som meget få indtil for nyligt har gjort meget ud af at fortsætte. Især opmuntrende var, hvor meget hver eneste af gruppens medlemmer bidrog med sin unikke personlighed i deres stil som del af deres instrumentelle samspil – og deres sceneteatrik: Hvornår var det sidste gang, man har set et nutidigt rockband benytte sig af en stor sæbeboblemaskine og deres trommeslager tape stjernekastere til sine ?
Andet navn var The Dogs, et norsk garagerock-band som tidligere har spillet på Gutter Island og ligger sig tættere op af hele det miljø end metalkulturen. Dette kunne ses tydeligt, da de gik på scenen i sorte habitter med hvide butterflys og frisurer undertegnede sidst så enten på John Travolta i Grease eller på folk som arbejder med restauration af veteranbiler. The Dogs’ musik virkede også nærmest som 50’er-rockabilly filtreret gennem moderne skandinavisk garage-punk i tradition med Hellacopters og Turbonegro: Minimale 3-akkord-riffs med beskidt blueset swagger, spillet med nok forvrængning og hastighed til at kunne konkurrere med Hellacopters’ første to albums, akkompagnieret af tambouriner + bongotrommer + farfisa-orgel i stil med de obskure 60’er-garagerock-bands udødeliggjort af Nuggets-antologierne. (moderne garagerockeres bibel)
Hvad virkelig gjorde The Dogs uforglemmelige, var deres frontmand Kristopher Schau. Med sin konstant invasion af publikum og deres intimsfære kommanderede han opmærksomhed som en krydsning mellem en gal sydstats-vækkelsesprædikant og en glemt amerikansk kult-skuespiller, der gennem sine skurkeroller i tidlig-60’er-biker-film blev et mindre sexsymbol et sted bag Østblokken. Prikken over i’et var hans sangtekster, der handlede om polymorf seksuel perversitet af mindst socialt acceptable skuffe samt general rasen mod den nutidige skandinaviske velfærdsstats teknokratiske jantelov. Med andre ord opdaterede The Dogs god gammeldags rockmusik i en form, der både kunne genkendes som den musiktradition og virke så chokerende for os skandinaver i det 21. århundrede som det gjorde for amerikanere i 50’erne. En oplevelse lige så på en gang ekstremt underholdende og ukomfortabelt som at tordne ned af en norsk bjergvej med 160 km i timen.
Aftenens hovednavn, Kvelertak, har efter deres start som kult-band i 2011 gået hen og blevet et af deres generations mest indflydelsesrige navne i både black metal og hardcore punk da de har gjort mere end noget anden gruppe for at genforene de to genrer: Selvom Bathory, Celtic Frost og Venom tilbage i 80’erne nævne lige så mange punk som metal-grupper blandt inspirationerne så er denne arv i lang tid næsten kun blevet vedligeholdt i stor stil af finske Impaled Nazarene indtil de ugle-besatte norske galninge brød frem med deres første album. Siden da har grupper som All Pigs Must Die, Cult Leader, Oathbreaker, Young and in the Way osv fulgt i Kvelertaks men alligevel har ingen aldrig nået at lyde nøjagtigt som dem.
Det var også noget af et spektakel, da Kvelertak gik på scenen foran en væg af Orange-forstærkere – noget som ellers plejer at være space-doom-metal-kendetegn – med dyster violin-folkemusik spillende i baggrund. Bag dem var et enormt banner af covermaleriet på deres nyeste lp Nattesferd, en rumrejsende viking knælende på en fjern klode med en sneugle på sin skulder, et motiv som tjente som den perfekte metafor for den blanding af moderne teknologi og fjern fortids folkemytologi.
Da de gik i gang med at spille, mestrede Kvelertak også alle de forskellige inspirationskilder i deres lyd og skiftede stort set gnidningsløst gear mellem dem: Svingende klassiske rock-riffs som AC/DCs Young-brødre kunne have skrevet i deres storhedstid stod side om side med ikke kun intenst lynhurtige 3-akkords-hardcorepunk-tonsen underbygget af bøllekor og Motörhead-trommer, men også storme af sylespids black metal-melodi. Især i de længere instrumentale sektioner svævede de tre guitaristers overlappende teksturer især ud som tyk elektrificeret tågebanke stormende over en majestætisk bjergkæde – hvilket desværre blev noget skæmmet af at tidligt på koncerten overdøvede trommerne og bassen guitarerne.
Det var nemlig første de tre guitaristers samspil, der virkelig fik de diverse elementer i Kvelertaks lyd til at hænge sammen, da gav et abstrakt melodisk præg til selv de mest rockende riffs og ligedeles fik de mere ekstreme metalliske sektioner til at svinge. Det andet var Erlend Hjelviks optræden som frontmand, fra da han gik på scenen iført en violet og grøn dæmonisk uglemaske kommanderede den behårede tatoverede vokalist publikum som en oldgermansk stamme-shaman-udgave af Charles Manson eller Jim Jones til at få hele salen til at bevæge sig som én samlet bevidsthed besat af dybere overnaturlige kræfter fra universets dyb langt ud på aftenen.
Især i koncertoplevelsen tænkte man dårligt nok over, hvor forskellige musikkulturer Kvelertak rent faktisk har trukket deres signaturstil sammen fra – men medlemmerne behandler dem som del af en og samme musiktradition. Dette kunne sceneshow, der denne gang involverede nøjagtigt koreograferet lysshow der skifter med stemningen i hver enkelt afsnit og masser af pyroteknik – byggede bro mellem Alice Cooper og KISS’ tilbage i 70’erne og black metal-gruppers i dag. Den tætteste spirituelle slægtning til Kvelertak andetsted i musikhistorien har nok været Burning Spirits-bevægelsen indenfor japansk hardcore (Death Side, GISM, Poison Arts, Tetsu Arei etc) der netop lånte alle de ting fra heavy metal som punk-musikere ellers ville finde fremmedgørende: Involverede sangstrukturer, indviklede guitarsoloer, overdreven scene-teatrik…
Hvis det ikke havde været for lydproblemerne tidligt i Kvelertaks setliste, ville koncerten ville have været perfekt – men tirsdag aften var stadig en uforglemmelig opvisning i flere forskellige sider af skandinavisk hård rock i år 2016.
