KATATONIA
PUMPEHUSET
26.10.16
Af Dahlstrøm
Foto: Japs
Så kom dagen, hvor jeg endelig skulle til min første Katatonia koncert. I ugerne op til koncerten havde jeg lyttet til temmelig meget musik fra det svenske band. Især deres seneste album “The Fall Of Hearts” har været på repeat. Albummet er for mig en følelsesmæssig rejse og jeg håbede at koncerten I Pumpehuset, kunne ramme mig på følelserne, at jeg ville blive bevæget af de smukke symfonier, som bandet så mesterligt kreerer.
Desværre blev koncerten ikke som jeg havde håbet. Mange ting gik ikke som de skulle. Setuppet på scenen med en masse røg, gjorde at bandet ikke nåede ud over scenekanten. Istedet stod de tilbage på scenen, indhyllet I røg. Det betød at forsanger Jonas Renkse yderst sjældent var I kontakt med publikum og det er I min verden et must for at ramme publikum. Jeg skal ikke tage hans sangevner fra ham for han synger skide godt, men når han står gemt væk bliver det en skuffende oplevelse. På en mærkelig måde blev sangen generisk og til tider ret ligegyldig. Det bliver så også ekstra svært for en sanger, når lyden ikke er optimal. For mig flød lyrikken ud I en følelsesmæssig tomhed. Skide ærgeligt. Det var ikke kun sangen der skuffede, det føltes som om hele bandet havde en off day. Det hele virkede så koordineret, som en teaterforestilling hvor skuespillerne ikke synes om stykket. Katatonia headbangede smukt og synkront men aldrig spontant.
Det skal ikke forstås som om koncerten var en katastrofe, jeg var formentlig bare så opsat på en hamrende god oplevelse, at de havde store chancer for at skuffe. Og det var da heller ikke alt der skuffede. I momenter viste bandet den klasse som alle ved de besidder. En god version af Teargas blev spillet midt I settet, her kunne den ellers fesne sang høres og de fire herrer med instrumenter brændte igennem. De bedste øjeblikke var når instrumenterne tog over og gav den gas. Det kunne ses på publikum, der startede med at headbange eller på at rocke frem og tilbage. Det var så også det maksimale som publikum foretog sig, ellers stod de fleste, meget sigende, stille igennem store dele af koncerten. Nu er det jo heller ikke lige Katatonia man forbinder med “gang I den” så det lå ligesom I kortene.
På et tidspunkt sent I settet gik jeg væk fra min plads oppe foran og stillede mig bagerst. Jeg ville lige se om koncerten kunne nydes mere fra afstand men det var reelt ligegyldigt. Også helt dernede stod bandet gemt I røgen og lyden var ikke meget bedre. Bagerst var der lidt café stemning med livlig snak om andre ting end koncerten, hvilket jo I sidste ende fortæller noget om at bandet ikke formåede at få fuld fokus fra koncertgæsterne. Da bandet forlod scenen efter det normale set, var der rigtig mange koncertgæster der forlod Pumpehuset, til trods for at Katatonia kom tilbage og gav ekstra numre. Efter koncerten fik jeg en snak med nogle koncert gæster. De fortalte at de var meget skuffede, de havde sammen med mig, en fornemmelse af at bandet ikke rigtig var klar på dagen. Og ja, måske var det det der var I vejen. Vi kan jo for helvede alle sammen have offdays og det havde Katatonia I København. Desværre.
Jeg har besluttet mig for at se dem igen, de må sgu med alle deres smukke sange, være I stand til at røre mig, håber jeg.
Konklussionen må være, at det var en middelmådig koncert med dygtige musikere, som på dagen, ikke gav alt hvad de havde for de danske fans.
