VOLBEAT + AIRBOURNE
FORUM, KØBENHAVN
27.10.2016
Af Thomas Thomsen
Foto: john-son
For godt en uge siden skød Volbeat deres Europaturne i gang i Jyske Bank Boxen i Herning.
Efter en tur rundt i de skandinaviske lande den sidste uges tid, var turen kommet til hjemmebanen i København.
Konklusionen efter sidste uges premierekoncert var en blandet fornøjelse.
For normalt spiller Volbeat med et ganske højt niveau og leverer varen til UG. Men i Herning blev det aldrig den magtdemonstration, som jeg – for det meste – har for vane, at se og høre Danmarks største band levere.
Det virkede for sikkert og uden gnist. Noget som jeg sjældent synes jeg har oplevet, når de først fyrer den af.
Jeg håbede på ændringer, men tvivlede på de kom. Gjorde de så det eller måtte jeg igen kører hjem med en skuffende smag i munden.
Michael Poulsen havde i torsdagens udgave af Metroxpress proklameret, at der ikke ville blive tale om en gentagelse. Så der var håb forude.
Amerikanske Crobot og australske Airbourne var endnu engang med på scenen som support.
Crobot og jeg skal åbenbart ikke møde hinanden. For som tilfældet var i Herning fik jeg heller ikke oplevelsen af deres musikalske evner.
AIRBOURNE
Hvis du vil have fest og ballade så er det australske Airbourne du skal opsøge.
Og hvis du ikke bliver i godt humør af, at se disse fire australske gutter indtage scenen. Ja, så er det fandme din egen skyld.
Numre der er ganske vellydende og som leveres med et energiniveau, der slår en pakke Duracell batterier med flere længder.
En forsanger i form af Joel O’Keeffe, der tordner rundt på scenen, som havde han fået sparket et krydsermissil derop hvor solen ikke skinner. Godt suppleret af guitarrist David Roads og bassist Justin Street.
Og her bliver jeg så lige nød til at fremhæve trommeslager Ryan O’Keeffe, der formåede at spille med stor sikkerhed og bare pløjede derudaf.
”I’m gonna hit the highway and never look back” er de indledende ord på nummeret ”Breakin’ Outta Hell”. Disse ord beskriver meget præcist den energi og musik som Airbourne leverer. For de så sig ikke tilbage efter de først var gået i gang.
Festlige og vanvittige som bare fanden. Som da Joel O’Keefe bevægede sig gennem folkemængden på skuldrene af en fra crewet, mens han spillede guitar.
Og som om det ikke var nok, hev han en dåseøl frem og knaldede den mod panden til der gik hul på den og det hele sprøjtede ud over publikum midt i salen. Fantastisk. Morsomt. Og i den grad Rock ’N’ Roll.
I Herning var jeg kritisk over det lave niveau som Joel O’Keeffes vokal havde, da den mere eller mindre forsvandt i mængden af bas, trommer og guitarriffs. Men det var der i den grad lavet om på i Forum.
Vokalen SKAL være den man kan høre og det KUNNE man i den grad. Hidsig og skrigende som en prostitueret, der lige har modtaget falske penge fra en af dagens kunder.
Generelt var volumenknappen skruet godt og grundigt i bund og så lige en tand til. Det var fandme så højt, at de velhavende boligejere langs Strandvejen kunne høre det og sikkert har klaget deres nød til de lokale myndigheder.
”It’s Never Too Loud For Me” spillede de godt nok ikke, men et lille udpluk af teksten… “My ears are ringing, but I keep singing”… siger alt – sådan var det!
”Do you believe in rock ’n’ roll?” Ja, fandme om vi ikke gør Joel.
Se dem, hør dem. Du vil ikke fortryde det.
Du får chancen (igen) når Airbourne byder op til dans på Copenhell 2017.
VOLBEAT
Løst krudt. Det var det som Volbeat havde i bøssen i Herning. Det kunne vel kun gå en vej og det var fremad.
Men med en – grundet halsbetændelse – sygdomsramt Michael Poulsen kunne man – samlet set – godt frygte en gentagelse af den svingede oplevelse i Herning.
Blev det en gentagelse af sætlisten fra Herning, som i mine øjne var det lidt for sikre valg uden den store risiko. Dette set i forhold til, at jeg gerne vil overraskes lidt af numre som jeg ikke hører så tit når de spiller live.
“The Gates Of Babylon”, “Cape Of Our Hero” og – til min store overraskelse – “Fallen” var sat på bænken og ind var kommet friske ben i form af “Boa” og “Evelyn” suppleret af gæsteoptræden af Jakob Øelund fra Grumpynators, Barnye fra Napalm Death og Johan Olsen fra Magtens Korridorer.
Var det så nok til, at skabe det overraskelsesmoment som jeg så gerne ser de præsenterer mig for.
Ikke helt, men det var en start. For de nye numre på sætlisten indeholdte nogle af de tunge momenter som jeg så godt kan lide ved Volbeat og gerne ser de udfolder live.
Det virkede som om der var skruet en anelse ned for lyden i forhold til Herning. Men hvor lyden i Herning så til gengæld var lidt broget og støjende på den ufede måde med en tendens til at blive kastet rundt i lokalet, var dette ikke tilfældet i Forum.
Forum som ellers – i mine ører – er garanter for lydmæssige udfordringer og mangler, når der først bliver skruet op for lyden, viste sig fra sin pæne side.
Eller mon ikke der sidder en lydmand eller to, som bør klappe sig selv på skulderen. For lyden var virkelig god og sad mere eller mindre i skabet.
Hvad lydmændene ikke var herrer over, var en Johan Olsen – hjemme igen efter at have været på druk i Grækenland – der på ”Gardens Tail” kom lidt ud takt. Eller en indledning på ”Doc Holliday” der virkede lidt rodet i sammenspillet.
Men det var små momenter der absolut ikke skal fjerne det positiv indtryk som aftenen rent faktisk gav.
For rent faktisk leverede Volbeat en mere energisk optræden end tilfældet var i Herning og publikum virkede også mere tændt.
Og her må jeg rose den nyligt ankomne bassist Kasper Boye Larsen, som virker mere frigjort i sin optræden end første gang jeg så ham. En bevægelighed på scenen og publikumskontakt der gør hans spil mere levende.
Da han stod der og lod sin bas fylde lydbilledet som intro til ”Heaven Nor Hell” må jeg indrømme at jeg gerne så mere solo fra den kant.
Og så bør en mand der sidder og gemmer sig bag de andre også fremhæves. Trommeslager Jon Larsen der bare brager derudaf. Bidrager med en koncentration og præcision i spillet som timeslagene der høres fra Rådhusklokkerne.
Det kan godt ske Johan Olsen var lidt ude af takt på ”Gardens Tail”, men det var han bestemt ikke på ”For Evigt”. Måske den bedste liveversion jeg har hørt til dato, hvor publikums røst virkelig kom til sin ret – uden hjælp fra scenen. Wow.
Af andre særlige momenter skal ”Let It Burn”, ” Hallelujah Goat” og ”Slaytan/Dead But Rising” fremhæves. Tungt og i den grad vellydende.
Michael Poulsen var udfordret af sin halsbetændelse og det kunne høres når han mellem numrene gav publikum et par ord med på vejen. Men når han sang gjorde det faktisk ikke noget. Lidt mere rusten og kantet, men faktisk med et vellydende resultat.
Men Volbeat. Hvis I stadig skal holde fast i min – for det meste – positive tilgang til det i præsterer live skal der ske noget med sætlisten. Og ja, jeg har måske hørt jer for meget og forlanger lidt for meget. Men jeg vil gerne rives rundt. Overfaldes af gammelt materiale i skøn forening med det nye og naturligvis nogle af de ”nødvendige numre”. Posen skal rystes og nye numre hives op af posen.
Men disse små opfordringer skal ikke fjerne indtrykket fra, at det rent faktisk var en – sagt på jysk – rigtig god aften i selskab med Volbeat.
Det spillede de:
Airbourne:
Intro – Main Titel Theme (Terminator 2)
Ready To Rock
Too Much, Too Young, Too Fast
Rivalry
Girls In Black
Diamond In The Rough
Breakin’ Outta Hell
Stand Up For Rock ‘N’ Roll
Live It Up
Runnin’ Wild
Volbeat:
Intro – Born To Raise Hell (Motorhead)
The Devil’s Bleeding Crown
Heaven Nor Hell / A Warrior’s Call / I Only Wanna Be With You
Lola Montez
Let It Burn
Sad Man’s Tongue
Hallelujah Goat
Maybellene I Hofteholder
Slaytan / Dead But Rising
16 Dollars
For Evigt
Guitar Gangsters & Cadillac Blood
Evelyn
Boa
The Garden’s Tale
Goodbye Forever
Ekstra:
Black Rose
Doc Holliday
Seal The Deal
Still Counting
