OBITUARY, EXODUS, PRONG OG KING PARROT
VOXHALL AARHUS
05-11-2016
Af Anders Nygaard
Foto: Sebastian Danmark – I Do Concerts
King Parrot
Australske King Parrot hævede sidste år deres eget bundniveau med flere mils længde, da de udgav deres fremragende andet album, Dead Set. Et album der bestod af lige dele humor og velkomponeret musikalsk vildskab. Det er en skæv blanding af thrash og grindcore, og på plade fungerer det fremragende. Det gør det som udgangspunkt også live, og numre som ”Need No Savior” og ”Hell Comes Your Way” trækker sikre stik hjem, men King Parrot ligner desværre også et band, som har kørt dem selv alt for hårdt. Selvom forsanger Matt Young angiveligt har gjort op med stofferne og alkoholen, så ligner både han og resten af bandet vitterligt nogen, som har været på druk i et år. Han ser træt ud, øjnene og dunken hænger, og selvom han fyrer den af på scenen, så fornemmer man en påtaget vildskab. Han gør lige præcis, hvad der forventes af ham, og i længden bliver det trættende at se på. ”Fisse, Fisse, Fisse”, råber folk på første række, og det symboliserer ganske fint den stemning som King Parrot koncerten igennem forsøger at skabe. Alt for ofte forfalder de til dum semi-jackass humor, og da Matt Young for tredje gang viser os hans slappe røv og endnu en gang hælde vand ud over publikum, er det næsten patetisk. King Parrot tager de nemme tricks i brug denne aften, og det hæmmer en optræden, som ellers nemt kunne bæres frem af bandets trods alt sollide bagkatalog. For musikalsk er der ikke en finger at sætte på King Parrots præstation. Matt Young skriger live, som han gør på plade, og Todd Hansen grinder afsted på trommerne. Det er fedt, og alt i alt fungerer det fint som opvarmning, men samtidig er det også trist at se et band have så svært ved at forvalte deres eget koncept.
Prong
Efter en ganske kort lydprøve gik aftenens andet levende billede på scenen. Selvom forsanger og guitarist Tommy Victor er det eneste oprindelige medlem i den nuværende trio, og selvom de for længst har forladt deres musikalske rødder, så anses Prong af mange som et af de vigtige bands fra de tidlige crossover dage. Denne skribent har, indrømmet, ikke noget nært forhold til Prong, men det er alligevel tydeligt fra begyndelsen, at vi her har med et band at gøre, som ved, hvordan man håndterer både publikum og scene. Der er ikke mange mennesker i salen, da de går på, men de trækkes hurtigt til, da Prong begynder at spille.
Der lægges ud med et stærkt thrash groove, og forreste række headbanger fra begyndelsen. Trommerne buldrer afsted, og lyden er god. Trommerne stod måske en anelse for langt fremme i lydbilledet, og det gjorde desværre at vokalen til tider forsvandt.
Folk delvist headbanger og danser i nærmest psykedelisk takt, og når Tommy Victor beder om noget, så får han det. ”This is the part where you bang your fucking heads”. Som sagt så gjort.
I længden blev det en smule ensformigt, primært fordi Victor var stort set ene om at trække læsset som publikumsmagnet. Alt taget i betragtning var det dog en ganske erfaren og stilsikker performance, og Prong høstede da også pæne bifald imellem numrene.
Exodus
Når vi taler om stilsikkerhed og erfaring, så er det ganske givet, at vi også bliver nødt til at nævne aftenens næstsidste navn. Exodus er en sand thrash metal institution, og derfor også aftenens ubetingede højdepunkt for mange fremmødte. Exodus og Obituary er to giganter inden for hver deres ekstremmetalliske niche, og det var derfor svært at vurdere, hvem det egentlige hovednavn var. Exodus satte dog hurtigt en meget høj standart.
Exodus tog sig god tid til lydprøverne, og en stor skare af fans nåede derfor at troppe op foran scenen. Forventningerne var store, og da Tom Hunting triumferende rejste sig fra mørket bag trommesættet, brød Voxhall ud i høj jubel. Publikum var med fra begyndelsen, og da Steve Souza med en arrogant fingerbevægelse, allerede inden første nummer, bad om mosh pit, fik han det med øjeblikkelig virkning.
Souza proklamerede tidligt i sættet, at der denne aften skulle være fokus på old school Exodus materiale. Det var der i det store hele også, men heldigvis havde de rystet posen godt, og blandt andet titelnummeret fra 2014-udgivelsen Blood in Blood Out skabte tidligt i sættet stor begejstring. Også ”Body Harvest” fra samme album ruskede godt op i den, i forvejen, tændte forsamling.
Her er virkelig tale om et band, som har styr på både performance og bagkatalog. Det er essensen af thrash. Knivskarpt, tonsende hurtigt og uden nogen form for unødvendige pauser. ”Black List”, ”War is my Shepherd”, ”Toxic Waltz” og afslutteren ”Strike of the Beast” udgjorde blot et par af aftenens mange højdepunkter.
Exodus er et band i sin bedste alder.
Obituary
Salen var pakket, da Obituary endelig gik på scenen. Selvom det er forventeligt på en lørdag, så er det alligevel en fornøjelse at bevidne hvordan scenens gamle garde, stadig trækker folk til i stor stil.
Obituary er et af dødsmetallens vigtigste koryfæer. Et band som aldrig er gået på kompromis med den lyd, som har gjort dem til netop koryfæer. Det er en på mange måder afgrænset og ensporet lyd, men det er også en tidsdefinerende lyd, som har gjort Obituary til nøglespillere på dødsmetalscenen. Obituary lyder som Obituary skal lyde, og det gjorde de også lørdag aften i Aarhus. Både når de spillede klassikere, og når vi fik et sjældent nummer fra en af de seneste plader.
Efter en kort og dyster intro trampede John Tardy og co. resolut over scenen, og da Internal Bleeding fra bandets første album ramte højtalerne, brød hele salen ud i spontan og spastisk headbanging. Et ganske smukt syn og et perfekt akkompagnement til Tardys hæse vokal som for øvrigt stadig fremstår præcis lige så grotesk, som den altid har gjort. Han er i sandhed et unikum, og selvom han ikke taler meget imellem numrene, så styrer han, gemt bag sit lange hår, alligevel publikum med sikker hånd.
En stærk lilla scenebelysning skaber en intens og dyster stemning i salen, og musikken afbrydes kun, når de fem musikere momentant bukker under for varmen. Det er en helt anderledes og langt mere introvert oplevelse end Exodus, som netop har stået på scenen, men ikke hverken bedre eller dårligere. Det er det bedste fra to verdener, på den samme scene, på den samme aften. Det er stærk kost.
Obituary kører den sikkert i hus med ”Turned Inside Out”, ”Intoxicated”, ”Dying”, ”Don’t Care” og ”Slowly We Rot” for bare at nævne et par af højdepunkterne.
