OBITUARY + EXODUS + PRONG + KING PARROT
Pumpehuset
Søndag d. 6. nov. 2016
Af: Nolder
Foto: john-son
Ah, dejligt at være tilbage i Pumpehusets store sal efter at være pakket væk på etagen under til Destruction og Artillery sidste år. Der er albuerum, selvom salen faktisk var godt pakket for en søndag, og så er lyden bare meget bedre. Faktisk var lyden sgu så god denne aften, at vi skal flere år tilbage, før jeg kan huske så fin audio for alle fire bands. Lyset var til gengæld ikke altid optimalt, men det var nok mere et problem for vores kære fotograf Johnson, end det var for undertegnede.
Første band på scenen var de australske galninge fra King Parrot, som jeg her oplevede live for første gang. Skiverne er cool, og jeg synes sgu også, det holdt fint live, hvor det var ganske befriende at se ølmaver på størrelse med éns egen på scenen – både fra forsangeren og bassisten. King Parrot tager ikke sig selv så seriøst, men musikken er sgu alvorlig nok, og jeg synes især numrene fra det seneste album Dead Set fungerede fint i al sin braldrende grind/hardcore vælde.
Efter en hurtig tur i pølsevogn kom vi stormende tilbage til Prongs andet nummer ”Unconditional”, og f**k hvor har det nummer bare et fedt groove. Jeg køber stadig alle Prongs cd’er, som de udkommer, men må indrømme, at jeg lytter meget lidt til dem. Til gengæld finder jeg stadig de gamle klassikere Beg to Differ, Prove You Wrong og Cleansing frem i ny og næ og mindes den ene gang, jeg tidligere har set Prong live tilbage i maj 1994. Jeg vil ikke påstå, at Tommy Victor og hans nye sidekicks var lige så fede denne gang, men de har sgu stadig deres ukuelige groove og en fin showmand i forsangeren, og jeg var ganske solgt, da vi fik klassikerne fra Cleansing (”Another Worldly Device”, ”Whose Fist is This Anyway?” og ”Snap Your Fingers, Snap Your Neck”) lige på stribe. Fedt nok at lade Prong komme med på en ellers så brutal bill som Battle of the Bays, og de faldt på ingen måde igennem, selvom det tydeligvis ikke var dem, de fleste var kommet for at se.
Exodus har besøgt Danmark adskillige gange de sidste par år, men dem kan man aldrig få nok af, og de gamle Frisco-legender leverer altid varen. Jeg havde håbet at se navnkundige Gary Holt på scenen denne gang, da hans tour med Slayer netop er slut, men desværre var det endnu engang substitutten Kragen Lum, som Lee Altus har hevet med fra Heathen, som håndterede den anden guitar. Ikke at han ikke gøre det fint, men for mig ER Gary Holt Exodus, så det havde været rart at se den gamle skægabe igen. Sætlisten var stort set den samme, som da Exodus gæstede Lille Vega i foråret (minus et par numre), og det betød endnu engang, at vi kunne stornyde evige thrash-classix som ”Bonded By Blood”, ”And Then There Were None”, ”Piranha”, ”Strike of the Beast” og ”The Toxic Waltz”, der som altid sendte mig direkte i pitten. Men også at vi kunne mæske os i det absolut bedste af det nye i form af ”Blood In, Blood Out” og ”Body Harvest”, og ligesom sidst kan jeg kun finde på at brokke mig over, at bandet bruger tid på numre som ”Blacklist” og ”Deranged”, når de samtidig overser nogle af de bedste tracks i thrash metallens historie såsom ”Fabulous Disaster” og ”A Lesson in Violence”. Oh well, man kan ikke få alt, som man vil have det, og i det store hele var Exodus sgu på toppen og faktisk endnu bedre end i marts, hvor Steve Souza havde en lidt træt aften. Den slags var der ikke noget af denne gang, hvor alle slammede igennem, og hvor især skindbanker Tom Hunting lod til at nyde aftenen og benyttede enhver lejlighed til at rejse sig majestætisk bag sit trommesæt.
Obituary lukkede og slukkede, og hvis Prong og Exodus havde leveret sæt som i dén grad var old school, så var det vand i forhold til de garvede Tampa-folk, som fraset tre nyere numre kun spillede sange fra de to første skiver! Hvor Obituary helt sjoflede min personlige favorit Cause of Death, da jeg så dem på Wacken sidste år, så fik vi både ”Chopped in Half”, ”Turned Inside Out”, ”Find the Arise”, Celtic Frost kopien ”Circle of The Tyrants” (med lidt ”Dethroned Emperor” ind over) og den overjordisk fede ”Dying” denne gang, men det helt store fokus lå på debuten Slowly We Rot, hvorfra vi fik over halvdelen af numrene – inkl. udødelige vindere som ”Internal Bleeding”, ”’Til Death” og naturligvis den obligatoriske closer ”Slowly We Rot”. Og ikke nok med at sætlisten var eminent, bandet var også tændt som en flammekaster, og det var superfedt at headbange til de mange tyktflydende, groovy riffs, som strømmede ud af højttalerne, mens man betragtede John Tardys stadig imponerende manke flyve konstant rundt på scenen og nød hans helt unikke vokal, som stadig holder 100%. Jo, de gamle drenge kan alle sammen endnu, og dette var en af de aftener, hvor det hele bare gik op i en højere enhed, og hvor det hele var så fedt, som det kun kan blive, når der er metal på programmet. Horns up, motherf**kers!
