EIGENGRAU + OXX
RADAR, AARHUS
17-11-2016
Af Anders Nygaard
Foto: Kim Song Sternkopf HeartMatter Artworks
Radar er altid garant for interessante koncertinitiativer, og det var ingen undtagelse, da to af byens mest eksperimenterende orkestre torsdag aften lagde vejen forbi det lille spillested. Oxx har i en årrække huseret i den århusianske undergrund men er først for nyligt kommet rigtigt op til overfladen. Her er i sandhed tale om et band, som skiller vandende. Det er avantgarde i ordets mest indlysende forstand, og Oxx blander skødesløst mathcore, noise rock, drone og impro-jazz. På plade er det en sindssygt forvirrende oplevelse, og det er faktisk også tilfældet live. Det kræver et åbent sind at forstå, hvad de her 3 gutter har gang i, men har man det, så venter der til gengæld store musikalske oplevelser.
Koncerten indledes af høj atmosfærisk støj, inden guitaren smukt bryder lydbilledet. Trommerne sætter ind og leder frem imod en eksplosion af larm. Det er enormt teknisk og ofte svært at følge, men Oxx formår alligevel at inkorporere underlæggende melodier, som midt i al virvaret gør det lidt nemmere at håndtere som lytter. Skiftet imellem tungt groove og kaotisk støj fungerer oftest godt, og de to vokaler komplimenterer hinanden fint. Saxofonen skaber en spændende afveksling i lydbilledet, og trommerne er en hel historie for sig selv. I det hele taget er der ikke en finger at sætte på det rent tekniske. Når musik er så teknisk og afvekslende, bliver det desværre også forholdsvist introvert og stillestående, men Oxx varmes langsomt op og bliver mere levende at se på, og som lytter og tilskuer fanges jeg også i stigende grad.
I længden er det svært at holde koncentrationen, men konstante musikalske afvigelser gør, at man alligevel tvinges til at holde fokus.
Ligesom Oxx arbejder Eigengrau med spillet imellem det afdæmpede og det støjende, men i Eigengraus tilfælde er udfaldet ganske anderledes. Genren er således instrumental post-rock/metal med afstikkere til flere alternative genrer, og kort fortalt er det en noget mere tilgængelig størrelse, end hvad vi lige har været vidne til. Der trækkes derfor også noget flere mennesker til scenekanten, da de fem musikere går på. Det ser ganske voldsomt ud med 3 guitarister og en bassist i front, men det fungerer, og alle bandmedlemmer lever sig ind i musikken. Ligesom under Oxx bliver både band og publikum langsomt varme, men forskellen er, at det for de fleste er noget nemmere at forholde sig til Eigengrau, og der bliver danset godt igennem til de tranceagtige sangstrukturer. Sangene er flot bygget op, og selvom der arbejdes med meget forskellige musikalske udtryk, så er overgangene imellem disse naturlige og nærmest organiske. Eigengrau tager sig tid til at opbygge et passende klimaks, og derfor er det også så meget mere tilfredsstillende, når det indtræffer. En mindre teknisk fejl skabte et kort antiklimaks, og flere blandt publikum forlod desværre salen imod slutningen af koncerten. Det ændrer dog ikke på, at Eigengrau spillede en både flot, introvert og rasende høj koncert.
