MONO + ALCEST + PG.LOST
LILLE VEGA
22.11.17
Af Dahlstrøm
Foto: Jimmi Brandt
Det er sjældent at jeg er tabt for ord, men efter en forunderlig aften med svenske pg.lost, franske Alcest og japanske Mono, har jeg svært ved at sætte ord på oplevelsen. Jeg ville ønske at jeg konkret kune fortælle om den ene sanger der sang bedre end den anden eller om lyden var god, om medlemmerne af bandsene var oplagte og så mange andre ting.
Men denne aften handlede ikke om noget konkret. Denne aften var en aften hvor musikken overtog mit liv i fire timer. Hvor musikken styrede mine følelser og bestemte hvor jeg skulle hen, hvordan jeg skulle derhen og sågar hvorfor jeg havde brug for at ende der. Når hele oplevelsen bliver så internaliseret kan det være svært at forklare oplevelsen, men i får mit forsøg.
pg.lost
Køreturen til Lille Vega var præget af trafik så jeg ankom lidt sent. Op ad trappen til Vega kunne jeg allerede fornemme en fantastisk stemning, kreeret af bandet på scenen, PG.Lost. En let og atmosfærisk stemning styret af synthen fra en laptop, centralt placeret på scenen. Bagved og ved siden af computeren stod fire unge svenskere, to på guitar, en på bas og en på trommer og supplerede den atmosfæriske stemning med fabelagtigt samspil. Efter ca. 2 sekunder var jeg tabt til lyden. Jeg stod med lukkede øjne og kunne umuligt undgå at lade mig føre med på en musisk rejse. De gange jeg vovede at åbne øjnene blev rejsen afbrudt, til gengæld så jeg, at alle gæsterne på det næsten udsolgte koncertsted, stod helt stille. Enkelte bevægede deres hoveder meget langsomt, men stemningen var klar. Alle var på samme rejse, en rejse igennem sig selv, kosmos, eller hvordan fanden man kan definere det. Baren var tom, meget få tog sig tid til at tage en slurk øl, vi var alle enige om at følge konceptet.
Koncerten varede i ca. fra start til slut. Jeg lagde ikke mærke til tiden men konstaterede skuffet at bandet havde stoppet rejsen. Heldigvis vidste jeg at Alcest om lidt ville komme og tage rejsen endnu længere derudaf. Jeg kendte ikke til pg.lost inden, men har siden brugt meget tid med at høre dem. Til jer derude der er til atmosfærisk, instrumentel musik så er det et must at lytte til pg.lost. Til koncerten spillede de ”Monolith”, ”Vultures”, ”Ikaros”, ”Versus” og ”Terrain”. Jeg er ikke i stand til at pinpointe kvaliteten i de enkelte numre eller adskille dem. På aftenen hang numrene sammen, alle sammen smukke som bare fanden. Wow sikke en oplevelse.
Alcest
Første gang jeg stødte på franskmændene var til Graspop Metal Meeting 2014 i et halvtomt telt. Godt bedugget stod jeg sammen med nogle fra lejren og hørte dette fantastiske band. Da koncerten var slut havde de andre forladt mig, uden at jeg lagde mærke til det. Det var første gang jeg blev taget med på en musisk oplevelse som ovenfor beskrevet. Siden har jeg ventet på Alcest og her stod de så. Lige foran mig på Lille Vegas lille scene. Jeg håbede på at Alcest ville spille mange numre fra deres nye album Kodama, som er et vanvittigt lækkert album. Jeg fik hvad jeg ønskede da de spillede fem ud af seks numre fra albummet. Ligesom i 2014 røg jeg straks med på den franske musikrejse. Rejsen var noget hårdere og tungere end pg.lost, men ikke mindre melodiøs og atmosfærisk. Det var en hård rejse som tog mig til et sted mellem livet og livet efter døden. En overjordisk tur præcis som Alcest har formuleret i teksten til deres album: ”I kernen handler det om følelsen af ikke at høre til, at leve imellem to verdener, i byen eller naturen, i den fysiske eller den spirituelle verden”. Bedre kan jeg ikke formulere det. Blot kan jeg konstatere at jeg, imens jeg skriver, bliver følelsesladet alene ved at tænke tilbage på oplevelsen. De spillede hele ti numre. Alle numre blev spillet, som om det var den sidste koncert i menneskehedens historie. Ja jeg ved sgu godt at det bliver for flyvsk men det var sådan jeg oplevede det, heldigvis. ”Kodama” og det afsluttende nummer ”Devilance” var helt exceptionelle, hvor de andre numre bare var ultra fabelagtige. Alle numre blev spillet med et insisterende mørkt udtryk som kendetegner bandet. Alcest havde slået til igen. Sikke en oplevelse.
Sætliste
Onyx
Kodama
Je suis d’ailleurs
Écailles de Lune
Autre temps
Oiseaux de proie
L’eveil des muses
Eclosion
Percées de lumière
Délivrance
Mono
Jeg kom for at høre Alcest. Mono var en bonus. Jeg havde valgt, ikke at læse op på bandet fra Japan. Jeg havde heller ikke hørt et eneste nummer, mest fordi jeg elsker at blive overrrasket og fordi grundig research kan ødelægge den slags. Efter Alcest overvejede jeg at tage hjem, for at bevare Alcest stemningen i mit sind, men jeg blev heldigvis. For Mono overtog hvor Alcest slap. Hvis Alcest tog mig på en rejse imellem de levende og dødes verden, overtog Mono mig i himlen. Første nummer startede med en meget stille Xylofon og en smuk smuk stille guitar. Et par minutter inde i ”Ashes In The Snow” begyndte nummeret for alvor med nok den bedste og smukkeste guitar jeg nogensinde har hørt live. Imens han spillede sit instrument sad han på en skammel og rykkede med hele kroppen. Skuldrene gik op og ned, hovedet gik fra side til side og benene kunne nemt have spillet to stortrommer. Han ænsede ikke publikum men sad bag sit hår fuldstændig opslugt af sin egen musik og sin egen stemning. Igennem hele koncerten sad han der og spillede. Imens sad rytmeguitaristen på samme måde, bassisten som var en meget smuk kvinde, stod med stoisk ro som en statuette og trommeslageren var så langt i baggrunden, gemt væk bag materiel, at man ikke lagde mærke til ham. Med andre ord gjorde Mono alt for ikke at stjæle opmærksomhed fra musikken.
Det var en koncert for feinschmeckere. Som på et museum var der helt ro fra publikum og imellem numrene blev der tysset på dem der vovede at tale med hinanden. Alle stod spændte på den næste lille lyd der startede næste nummer. Alle numre var opbygget med en meget rolig start hvor enkelte instrumenter stod alene. Senere kom der andre instumenter til og numrene sluttede med symfonier som alle rørte mig dybt. Især ”Revoil, Ignite” slog benene væk under mig og præcis det nummer er i sig selv et godt reume af koncerten. Vi fik lidt over en time i himlen med seks himmelske numre. Alle kendetegnet ved at bortføre koncertgængerne til Monos egen verden. De der ikke kunne bortføres og/eller var kommet for en visuel oplevelse gik skuffede hjem. Vi andre fik en oplevelse for livet.
Sætliste
Ashes in the Snow
Death in Rebirth
Dream Odyssey
Pure as Snow
Recoil, Ignite
Requiem for Hell
Da jeg gik tilbage mod bilen var alt arbejdsstress væk. Jeg havde zen og var i ro. Det er utroligt hvad musik kan gøre og denne aftens tre koncerter vil jeg aldrig glemme. Jeg kan ikke takke pg.lost, Alcest og Mono nok for denne sublime aften.
