MAX & IGOR CAVALERA + JUSTIN HATE
PUMPEHUSET, KØBENHAVN
05.12.16
Af Bell Bruun
Foto: Japs
Det er blevet ret populært for bands at opføre jubilæumskoncerter for nogle af deres største albums, og denne tendens er derfor naturligvis heller ikke gået de to brasilianske brødre Cavalera forbi. Deres album Roots fylder tyve år i år, og det markerer de med en turné, der bragte dem forbi et udsolgt Pumpehuset i aftes. Der var store forventninger fra publikum, men nostalgi og circle pits alene kan desværre ikke bære en hel koncert.
JUSTIN HATE
Før brødrene plus band indtrådte på scenen, var der opvarmning fra danske Justin Hate. På sin vis var det et ret fint valg af opvarmningsband, da der kunne høres beslægtede musikalske tendenser med aftenens hovednavn, blandt andet i den groovy, tunge guitar og på trommeslagerens kantslag, som kan minde lidt om den lyd, Igor Cavalera netop fremmaner på Roots. Vokalmæssigt var vi dog mere ovre i noget hard core, og de konstante skrig varierede ikke meget fra hinanden. Justin Hate har udgivet et enkelt album i 2014 med titlen Though hope is frail, og forsangeren fortalte, at de snart havde nyt materiale på vej. Genremæssigt spiller Justin Hate en blanding af dødsmetal, thrashmetal og, som nævnt, hard core, og selve dette miks fungerer egentlig fint nok på den instrumentale side. Bandet virkede dedikerede og spillede habilt, hvilket da også fik salen lidt med, men det mindre kendskab til numrene gjorde udtrykket meget ensformigt, og vokalens indsnævrede spektrum hjalp ikke på dette indtryk.
MAX & IGOR CAVALERA
1990’erne har smidt mange store og mindeværdige metaludgivelser af sig, og heriblandt finder man blandt andre Sepulturas Roots. Albummet lyder ikke rigtig som noget andet fra samtiden, og egentlig heller ikke som noget, der er udkommet i de efterfølgende år. For de ikkeindviede kan der oplyses, at bandet, der har Brasilien som hjemland, gjorde det, ret unikke, at have stammefolk med som en del af albummet, nærmere betegnet stammen Xavantes tribe, og dette giver albummet en helt speciel lyd af urstemning og jungletrommer, så at sige. Men hvordan ville Max Cavalera og hans bror få denne stemning frem live? De kunne vel næppe have et større kor fra stammen med? Nej, desværre ikke, og det påvirkede faktisk nogle af numrene mere end hvad nødvendigt var. Det startede dog ret godt: Bandet havde besluttet sig for at spille sangene i kronologisk rækkefølge, ikke at det var noget, der blev oplyst, i det hele taget, var det ikke mange ord, Max ytrede mellem numrene, men det opdagede man jo som koncerten skred frem. Derfor var det titelnummeret, ”Roots Bloody Roots”, der åbnede koncerten, og det er et virkelig fedt og energifyldt nummer, men det var også lidt som et antiklimaks, da det samtidigt er et af Sepulturas store hits, og det helt sikkert havde klædt koncerten, at netop dét nummer lå lidt længere nede af setlisten. Og ja, faktisk er det lidt uheldigt, at nogle af de mest gennemførte, og ikke mindst mindeværdige, sange, i hvert fald når man så på publikums reaktion, ligger som den første tredjedel af albummets i alt femten numre. Hele bandet fremførte ”Roots Bloody Roots” ret overbevisende, men det blev hurtigt meget, til tider pinligt meget, tydeligt at Max ikke længere mestrer de vanvittige, vilde urskrig, der er så utroligt kendetegnende for Roots, og for manden selv, ej at forglemme. På de efterfølgende sange, den fremragende ”Attitude”, som Max indledte ved at spille på det mærkelige, men til sangen passende, instrument berimbau, og den tunge ”Cut-Throat”, skulle han bruge store mængder hjælp fra publikum til at råbe med, og versene blev fremført nærmest talende, som en sær form for spoken word henover den vrede underlængningsthrash. Det var ærlig talt ikke den optimale måde at opleve den slags klassikere på. Og hvad så med albummets muligvis mest ikoniske nummer, ”Ratamahatta”? Der kunne Max ikke følge med. For at være retfærdig, så deler han oprindeligt på albummet også vokalpræstationen med Carlinhos Brown, så nu skulle han fremføre det hele selv, og det er nærmest umuligt i det tempo. Man manglede selvfølgelig også alle de omkringliggende desperate og impulsive skrig og råb, det nummer byder på, og det gjorde desværre en af de mest charmerende og unikke sange fra Roots, til en noget flad og forglemmelig oplevelse. Det gik lidt bedre med ”Breed Apart”, hvor Max alligevel kunne formå at komme med lidt aggressive skrig, men det var, som om disse udbrud var sparret sammen til udvalgte steder, fordi han simpelthen ikke kan bruge sin stemme på den måde længere, i hvert fald ikke uden at smadre den helt, må man formode. Værre var det dog i ”Straighthate”, hvor spoken word-tendens virkelig ikke klædte det ellers fede nummer. Cavalerabrødrene er heldige, at have så taknemmeligt et publikum, der for mange af de fremmødtes vedkommende bare var glade for at opleve at album, der har betydet meget for dem. Derfor behøvede Max også kun opfordre til circle pit én enkelt gang, og derefter var den så i gang under næsten hvert nummer. Dog ikke under ”Lookaway”. Det var det nummer, der fungerede dårligst live. Det er et i versene ret stille og underspillet nummer, og endnu en gang var der den hæmsko, at Max på Roots deler vokaldelen med to herrer i form Korns Jonathan Davis og Mike Patton fra Faith No More (og en masse andre bands). Davis og Patton bidrager interessant på albummet med noget arrig, ildevarslende hvisken og noget vild growl, to ting, som max ikke selv er mester i, men i Pumpehuset manglede disse dele og det lød slet ikke som det samme nummer. Naturligvis var det meningen, at bandet skulle fremføre Roots i sin helhed, men man kunne måske have overvejet om lige netop dette nummer kunne udelades. Og måske er det egentlig samme tilfælde med seancen med Igor alene på trommer. Hvis manden havde spillet noget helt vildt og interessant havde det virket relevant, men han så faktisk ud til at kede sig lidt. Da max til gengæld gjorde ham selskab med en tromme og det kun var de to brødre, der spillede trommer på scenen, der var der noget hyggeligt ved stemningen, især når man ved, at de tidligere var uvenner, men at de jo nu igen godt kan arbejde sammen. Dog varede selve trommenummeret måske en anelse for længe, men til gengæld spillede bandet ”Dictatorshit” ganske overbevisende. Efter dette sidste nummer på albummet var det tid til de obligatoriske ekstranumre. Her havde oventegnede, samt flere andre til stede til koncerten, regnet med nogle numre fra Chaos A.D., et album, som mange mener er deres bedste, men i stedet blev det covernumre i form af ”Procreation (of the Wicked)” af Celtic Frost og Motörheads ”Ace of Spades”, begge udført virkelig godt, men når et band har en del fede numre fra eget bagkatalog, hvorfor så ikke spille dem? Det gjorde de så ved at afslutte med at spille ”Roots bloody Roots” en gang til! Virkelig et mærkværdigt valg af ekstranumre, og egentlig havde det været fint hvis bandet bare havde stoppet efter gennemgangen af Roots. Man kan godt mærke, der er gået tyve år siden albummet udkom og når man lytter til den indspillede version, er det stadig et godt album. Live falder en del af det dog til jorden, især fordi årene har sat sig i Max Cavaleras kæmpe dreadlock og ikke mindst i hans stemme. Men på det nostalgiske plan var det dog ret stort at få lov til at komme med tilbage til rødderne, sådan cirka.
