UALMINDELIG FED METALLEGERET AFTEN

MESHUGGAH + HIGH ON FIRE
AMAGER BIO, KØBENHAVN
10.12.16
Af Søren Willatzen
Foto: Japs

Hvis I ikke allerede vidste det, så fandt der noget af et helvedes brag af i går aftes, da sludge giganterne, High on Fire, og de nordsvenske teknisk dødsmetal/djent guder, Meshuggah, gæstede et totalt udsolgt Amager Bio. Allerede da dørene åbnede var der en god mængde folk og da High on Fire trådte på scenen var salen godt fyldt ud, hvilket naturligvis steg senere hen på aftenen. Ved begge koncerter havde Amager Bio virkelig godt forberedt sig med knivskarp og virkelig tung lyd til begge koncerter. Der var absolut ingen unødig støj at finde hos alle instrumenter. Lyset varierede dog kraftigt mellem koncerterne, hvor High on Fire havde et mere primitivt setup, som egentlig var okay, men totalt usammenlignligt med Meshuggahs visuelle oplevelse fyldt med special effects laser og flere former for lys end jeg muligt kunne tælle med begge hænder.
Som nævnt tidligere gik High on Fire først på scenen kl. 21:00, hvor Matt Pike og hans trofaste musikalske kumpaner gennemtæskede hele salen kollektivt med ultra tung heavy/sludge som kun en legende, der har været medskaber til Sleep ville være i stand til at frembringe. ”The Black Plot” og ”Carcosa” fra deres nye plade ’Luminiferous’ blæste salen igennem som de første numre med totalt smadrende trommespil, vild bas samt sang og guitarspil. Publikum var helt klart med fra starten, som viste, at selvom ”Snakes For The Divine” kom ud for snart 7 år siden, så kan amerikanerne skam stadig endnu. Derefter kom én af fanfavoritterne ”Rumors of War”, som uden fald i god jord, da en moshpit åbnede sig op og fortsatte koncerten igennem fra det punkt af. Lidt længere hen i koncerten kom endnu et nyt nummer, hvilket var den lidt langsommere, men uden tvivl mindeværdige ”The Falconist” spillet igennem i en stil der slog deres optagelser uden tvivl. Efter nogle numre omhandlede tyrkere og hash kom aftenens højdepunkt fra High on Fire – Snakes For The Divine. Ca. Otte et halvt minut fyldt med gigantiske riffs, vilde baslinjer, samdrende trommer og naturligvis det kendte guitartema drev salen til en stor og helt igennem vild moshpit, hvor resten fik headbanget i stor stil, som jeg i hvert fald kan mærke i nakken dagen efter. Med sådan en slutning krævede det meget store ting fra Meshuggah.
Efter salens varme blev nedkølet af nattens regn og milde December’kulde’ og en julebryg gik hovednavnet fra Umeå på. Scenen var prydet med ’The Violent Sleep of Reasons’ makabre og bizarre Geiger inspirerede kunst og virkelig satte en skræmmende og totalt fremmed atmosfære allerede før koncerten gik igang. Med spotlys på alt omkring scenen, trådte fem silhuetter frem foran publikum og en messende, men ultra voldig og nihilistisk betonet sang ved navn ”Clockworks” blev smadret ud af anlægget med en rytmesektion, der lyder som en febrilsk maskine med skizofreni. Dertil var der et lysshow, som uden tvivl slog alt, jeg havde set siden Roger Waters ’The Wall’ for mange år siden. En helt igennem vild oplevelse lige fra starten. Ikke lang tid efter kom ”Born in Dissonance”, som efter undertegnedes holdning er den absolutte fedeste sang fra den nye plade. Publikum syntes at være enig, da en noget så stor mængde folk headbangede dybt og hårdt til. Herefter kom én af de gamle klassikere, nemlig ”Sane” på banen, men spillet med lidt af et nyere Meshuggah twist, hvilket passede helt udemærket. Ovenpå den omgang psykedelisk smadren kom ”Perpetual Black Second” på banen, hvor folk i den grad gik amok. Jeg havde personligt lidt for travlt med at høre musikken og fordybe mig i det vilde lysshow, men det var et nummer der uden tvivl satte rigtig, rigtig godt igang i publikum. Fra ’Nothing’ kom intro nummeret ”Stengah” bagefter og fortsatte den vilde atmosfære sammen med nummeret ”The Hurt that Finds You First” derefter. Herfra kom ”Lethargica” fra det ultimate djentalbum ’ObZen’ på banen. Sangen slam af et midtempo groove fortsatte folks indlevelse i musikken, som fortsatte igennem resten af koncerten. Omtrent slutningen fik hele salen blæst resten af hjernemassen ud med ”Bleed”, hvor det røde lys gik helt amok og hele salen gik amok. Jens Kidman og Co. trådte af scenen i kort tid, hvorefter ekstranumre som ”Demiurge” og ”Future Breed Machine” fuldendte en helt igennem vildt god begyndelse på weekenden.

Da jeg endelig kom hjem fuldstændig gennemblødt, havde jeg en ringen for ørene, som stadig fortsatte til her i dag. Men der hersker ingen tvivl om, at High on Fire og Meshuggah leverede én af de bedste koncerter, jeg har set hele 2016.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *