SOLBRUD + SERPENTS LAIR
STENGADE, KØBENHAVN
10.12.16
Af Trine Sebæk Madsen
Hvis der er nye stjerner på den danske black metal-scene, der virkelig formår at sælge billetter, er det Myrkur og Solbrud. Sidstnævnte spillede lørdag aften en komplet udsolgt koncert for en propfyldt sal på adressen Stengade 18. Stedet og forholdene kræver, at man ikke har afskrevet ungdomshusånden fuldstændig, for det er unægtelig den stemning, der møder en fra man får øje på husets facade. Til gengæld er Stengade også utvivlsomt det koncertsted i byen, der serverer den absolut billigste (og ganske udmærkede 25 kroners øl) samtidig med at den intime musikoplevelse lader til at være i højsædet for de frivillige og ansatte hos stedet. Lydanlægget virkede upåklageligt, taget stedets stand i betragtning.
Ligesom på Ungdomshuset på Dortheavej, er der på Stengade også en enestående mulighed for at komme tæt på de optrædende musikere under koncerten. Det samme var tilfældet, da Serpents Lair gik på klokken 21, og inden da havde fået arrangeret et lille bord med knogler, kranier, sorte levende lys, røgelse og høje bægere af metal, som det dog var svært at holde fingrene fra. Således var scenen sat til en aften i black metallens navn.
Undertegnede har allerede tidligere oplevet Serpents Lair i selskab med Solbrud, da de sidste vinter spillede i Ungdomshusets store sal, dog uden koncerten var udsolgt. Dengang bar alle medlemmerne af bandet sorte hætter og havde sort stof ned foran ansigter, så deres identitet forblev hemmelig både før, under og efter showet. Lørdag aften var imidlertid en anden sag, da kun bandets midterste guitarist så sådan ud, og de andre henholdsvis havde grå maling i ansigtet eller et tørklæde op foran munden. Alligevel har det været komplet umuligt at finde oplysninger om bandets medlemmer på de sociale medier og Google, så deres anonymitet bliver således intakt, også efter denne anmeldelse.
Men der er heldigvis også meget at andet at sige om Serpents Lair og deres fortolkninger over mørke og ondskab. For udover at være visuelt og baggrundsmæssige interessante kan deres uforsødede, kolde musik også noget. Bandets riffs er rå og tempoet ofte så langsomt, at publikum forvirres og ikke kan regne med en fast rytme at headbange til, men måske er headbanging heller ikke det mest oplagte at give sig til, når man lytter til Serpents Lair. Musikken er næsten labyrintisk og gentagende i sin formidling af elendighed, og man føler til tider sig næsten helt fanget i den fortvivlelse, bandet uden videre indespærrer sit publikum i. Det har ikke en reel forsanger, men to, hvoraf de begge growler. Den ene egner sig dog bedre som enmands mandekor og ekko af den anden, hvis growl til tider er så ond og dyb, at man bedre så ham i et dødsmetalband eller bosat et sted i Polen sammen med Behemoth.
Serpents Lair har allerede et par udgivelser bag sig og lur mig om ikke snart COPENHELL ringer og ønsker Pandæmonium besat en sen aften i juni. Efter i lørdags er der i hvert fald ikke nogen blandt publikum, der kan tvivle på, at bandet er en helt igennem god repræsentant for den ondskab, de skriver om.
Stod man lidt over 22 oppe foran scenen og ventede på hovednavnet Solbrud, var det umuligt at hente en øl eller gå på toilettet, da man efter opvarmningsbandet var én ud af mange sild i en meget klaustrofobisk tønde. Det var næsten også lige meget, for man blev straks efter meget optaget af det, der skete på scenen. Solbrud, eller næsten et hvilket som helst andet black metalband, er et band af få ord, og der interageres ikke verbalt med publikum. Den atmosfæriske stemning bandet til gengæld leverer er dog helt uden sammenligning, og kan ikke findes hos andre bands i Danmark. Det er af samme grund nok heller ikke uden grund, at bandet både har optrådt i kirker, på CPH:DOX i 2014 og bidraget til udstillingen STORM på M/S Museet for Søfart i 2015. For bandet kan noget, når det gælder fortolkninger over den ukontrollerbare natur, hvor mening og meningsløshed flyder sammen i samme balje sammen med liv og død. Derfor var det måske heller ikke de mest optimale forhold for Solbruds musik lørdag aften. Under det lange optaktsstykke til hovednummeret ”Klippemennesket”, krævede den komplette oplevelse af nummeret stilhed, men det fik det ikke. I stedet blev øjeblikket overdøvet af en fjerdedel af publikum, der synes det var hysterisk morsomt at lave sssssh-lyde i alt for mange, lange minutter. Dette indtil en blandt publikum endelig fik hævet stemmen og råbt et hold-nu-kæft-det-er-ikke-jer-vi-er-kommet-for-at-høre. Så blev der da også stille. Solbrud lod sig dog ikke mærke med noget, og de stod alle forsat som de plejer med langt uredt hår ned i ansigtet og holdt deres toner.
Da det gik op for publikum, hvad det var for et nummer bandet var ved at spille, blev fuldemandslydene erstattet med glade tilråb, og straks efter blev bandets silhuetter oplyst af gult og orange scenelys, der ledte tankerne hen på skovbrand. Således forsvandt bandet mere og mere ind i deres egne instrumenter, mens vindmaskinerne var sat til medium, og håret flagrede lydløst rundt om hovederne på medlemmerne. Dermed kiggede de ikke på noget tidspunkt op for at skabe kontakt med publikum, men i sjældne tilfælde kun for at se sigende på trommeslageren for at følges ad og afslutte korrekt. Dette vil nogen måske betragte som arrogance, mens andre i stedet vil opleve det som om, at kontakten søges igennem instrumenterne og musikken. Stemningen er man således fælles om.
Efterfølgende spillede bandet deres andet store nummer ”Øde lagt”, der har ligheder med ”Klippemennesket”, men er af ældre dato. Dette nummer var således det sidste nummer, publikum for alvor lod sig rive med af, inden det hele var forbi. Selvom de stod længe og klappede efterfølgende og råbte ”Solbrud, Solbrud, Solbrud!” var der ikke noget at gøre. Det var slut, også selvom der ikke var blevet sagt farvel, og tak for i aften. Således sluttede en god koncert med black metal og med en masse talent i højsædet. For undertegnede slog oplevelsen dog ikke koncerten om natten ude i det fri på COPENHELL 2015, hvor himlen var mørk, det var koldt, men hvor man kunne stirre ind i de altopslugende flammer fra vikinge-bålene ikke langt fra scenen. Under disse rammer var musikken eminent sammenlignet med Stengades sal, hvor naturen ikke udgjorde en del af oplevelsen, og gæsterne bildte sig ind, at de kunne tillade sig lidt mere end vanligt.