AVATAR + THE LAST BAND
PUMPEHUSET, KØBENHAVN
13.12.2016
Foto og tekst: Thomas Thomsen
Rock ’n’ Roll består og kommunale budgetter forgår. Sådan skrev Pumpehusets direktør – Kristoffer Buck Bramsen – i kølvandet på Borgerrepræsentationens budgetforlig tidligere på året. Et forlig der medførte, at Pumpehuset blev sendt til tælling, med udsigt til at skulle forlade lokalerne i Studiestræde med udgangen af 2017.
Trist som en vinterdepression og konsekvensen af benhårde kommunale prioriteringer i en tid, hvor alle mener de har førsteret på velfærd, som alene passer til deres egen bukselomme.
Hvis man ikke havde vidst bedre skulle man næsten tro, at Borgerrepræsentationen – som en del af budgetforliget – havde hyret The Last Band som support for Avatar for ligesom at gnide salt i såret.
Glædeligt var det – set med kulturelle briller – da selvsamme direktør tirsdag eftermiddag kunne bekræfte udsigten til, at Pumpehusets eksistens bliver reddet af de selvsamme politikere, som tidligere på året satte musikken på gaden.
The Last Band var ikke det sidste band der spillede i Pumpehuset, men det første. For the last band var sådan set Avatar. Altså på plakaten onsdag aften. Giver det mening. Nej? Så glem det.
THE LAST BAND
Göteborg bandet The Last Band blev altså ikke et af de sidste band som skulle optræde i Pumpehuset.
Netop udgivet deres andet studiealbum The Fall var de draget på togt rundt i Europa som support for landsmændenes og bysbørnene fra Avatar.
Musikken på The Fall er tempofyldt, hidsigt, voldsomt og fanden-i-voldsk, og høstede anerkendende roser hos undertegnede i det seneste nummer af Metalized. En samling af numre som generelt leveres på et højt niveau hele vejen igennem.
Spørgsmålet var om de kunne leve op til forventningerne og levere et show der kunne måle sig med studiematerialet.
Lad mig slå det fast med det samme. Resultatet var skuffende. Det var ikke den samme omgang punkede hardcorerock jeg havde haft i ørerne tidligere og i timerne op til.
En massiv lydmur væltede dig omkuld og var flere gange på grænsen til at sætte centralnervesystemet ud af spil. Med det resultat at du var tæt på at blive efterladt med krampende fornemmelser i kroppen og åndedrætsbesvær. Kort sagt – en mere støjende affære end fornøjelig affære.
Et lydbillede der flød sammen i en stor pærevælling og aldrig blev den smagsoplevelse, hvor du fornemmede de forskellige nuancer i spillet og vokalen. Kort sagt – en lyd der mindede om en legetøjsmusikafspiller fra fætter BR, hvor volumenknappen havde sat sig fast på det maksimale niveau, til enhver forældres skræk.
To løsninger. Giv dem et lydanlæg der kan bære den massive lydmur som de har. Eller skru venligst ca. 40 dB ned for styrken i håb om, at morfar her kan være med.
Konklusionen i mine ører var skuffende, når man ellers hører de kvaliteter de besidder.
AVATAR
De krampende fornemmelser i kroppen havde aftaget og vejrtrækningen var ved at være stabiliseret, da klokken slog 22 og cirkus Avatar åbnede forestillingen.
Forsanger Johannes Eckerström indtog scenen på majestætisk vis og havde en magnetisk tiltrækningskraft på publikums opmærksomhed. Fantastisk nærværende med et djævelsk uhyggeligt og samtidig drilsk blik i øjnene. En tunge der ofte blev luftet og som snildt kunne have opsnappet svedperlerne på panderne selv nede på sjette række.
Og svedperler var der nok af. For salen kogte fra start til slut. Et begejstret publikum der virkelig kvitterede Avatar på behørig vis, for den høje kvalitet de svenske naboer leverede. Djævelske håndtegn blev luftet i samme mængder som de kolde fadøl blev langet over disken. Og korsang i stride strømme.
“For The Swarm” og “House Of Eternal Hunt” fra det seneste album Feathers & Flesh sparkede 7 kvarters spilletid i gang. Og så havde man lige som en fornemmelse af, hvor det bar hen ad, hvis de vel og mærke kunne forsætte i samme stil.
Og det kunne de. Uden svinkeærinde. Der var kun en vej og det var i overhalingsbanen fra start til slut.
Salen blev revet fra hinanden med ”Torn Apart”. ”Hail The Apocalypse” blev serveret som en af aftenens absolutte højdepunkter, med sin fræsende og skærebrændende guitarlyd.
Speederen blev trådt i bund da ”One More Hill” skulle passeres på smukkeste vis og da vi nåede toppen kunne vi se at ”The Eagle Has Landed”, som det næste højdepunkt fra en eminent sætliste.
“When The Snow Lies Red” var bare endnu et bevis på det høje kvalitetsniveau som deres seneste albumudspil har og at det virker live.
“Murderer”, “Let It Burn”, “Smells Like A Freakshow” cementerede ligesom aftenens magtpræstation.
Avatar gav publikum hvad de kom efter og lidt mere til. Et eksplosivt show uden sidestykke.
Det var flot, voldsomt og sparkede røv hele vejen igennem.
Det spillede de:
The Last Band:
Move
Pulled A Lot Of Shit
White Powder
Pretty Boys
A Place Beyond
Give Me The Sky
6 Out Of 7
The Fall
The Hunt
Avatar:
For The Swarm
House Of Eternal Hunt
Torn Apart
Hail The Apocalypse
One More Hill
Bloody Angel
The Eagle Has Landed
When The Snow Lies Red
Paint Me Red
Black Waltz
Black Waters
Vultures Fly
Murderer
Fiddler’s Farewell
Let It Burn
Smells Like A Freakshow
Night Never Ending
Tower
