ALTAR OF OBLIVION + A SUN TRAVERSE
BETA2300, AMAGER
13.01.2017
Anmeldelse: Simon Hesselager
Foto: Morten Birlund
Fredag d. 13. januar kunne Beta 2300 åbne dørene for første gang i det nye år for at præsentere en koncert, der også fungerede som forening mellem nogle af den danske doommetal-scenes veteraner. Først på programmet var A Sun Traverse, en ny gruppe dannet af tidligere medlemmer fra dødsdoom-pionererne Saturnus optrædende live for første gang. På trods af, de involverede musikere havde sidst havde spillet koncert i Saturnus for 8 år siden, virkede se fuldstændigt sikre i deres præsentation fra start af da de kolossale guitar-riffs tordnede ud gennem efter kolde minimalistiske synthesizer-melodier fra organist Anders Ro Nielsen.
Herfra var det åbenlyst, at A Sun Traverse repræsenterede noget meget mere råt og brutalt end Saturnus nogensinde sigtede efter – med lige så mange nådesløst tunge death metal-riffs, der sagtens kunne konkurrere med de bedste fra Autopsy og Paradise Losts tidlige plader, som elegante Fields of the Nephilim-agtige gotiske melodier og hjemsøgende synthesizer-passager. I liveformat kom alle de forskellige lag i lydbilledet meget mere klart, hvor der var givet en perfekt balance mellem instrumenterne med de to guitarister Tais Pedersen og Peter Erecius Poulsen givet klart forskellige toner så man nøje kunne høre interaktionen mellem deres melodier og hvordan de forskellige lydteksturer flettede sig sammen i de længere instrumentale passager. Liveformatet gav også rytmesektionen bestående af bassist Lennart Jacobsen og trommeslager Nikolaj Borg mere rum til at ånde end A Sun Traverses studieoptagelser, hvilket fik mange af nuancerne i sangstrukturerne til at stå klarere fremt især hvordan det instrumentale samspil anvendtes til at bygge op til overgangene mellem hver sektion i kompositionerne.
Noget bemærkelsesværdigt ved, var at størstedelen af alle A Sun Traverses familiemedlemmer var troppet op blandt publikum – hvilket må have gjort dette til den første dødsmetal-koncert, undertegnede har været til, hvor frontrækken var fyldt med børn helt ned i 5-6 års alderen. For ikke at nævne, det meste af frontrækken holdt deres lightere højt under de stille melankolske sektioner. Alt dette til trods holdt A Sun Traverse en mere eller mindre seriøs profil gennem hele koncerten, godt assisteret af lysshow i kølige blå og blodige røde nuancer: Deres musik føltes kold og nådesløs men majestætisk og sublimt i sin storslåethed og multifaceterede udtryk – som mangefarvet nordlys rullende henover et udstrakt arktisk landskab. En sådan blanding har man vel nærmest sidst hørt på Cathedrals Forest of Equilibrium.
Aftenens næste navn Altar of Oblivion har været kulthele i den internationale metalundergrund siden deres debut-lp Sinews of Anguish udkom i 2009, men har underligt nok endnu ikke gået hen og blivet et populært navn endnu – noget der måske kan endelig ændre sig når den nye lp, de spillede en håndful numre fra i aftes, udkommer senere på det nye år. Altar of Oblivions lyd stod i skarp kontrast til A Sun Traverses barokke dødsdoom, da de snarere har taget deres basis i traditionel heavy metal med minimalistisk instrumentation. Med sanger Mik Mentors dramatiske rene vokal og spraglende episke sangstrukturer med masser af velgennemtænkte temposkift mindede Altar of Oblivions lyd nærmest om en mere somber og indadvendt udgave af tidlig power metal i stil med Fates Warning og Virgin Steele, hvis de oftere satte tempoet ned og deres sangtekster handlede mere om eksistentiel angst og civilisationers ruiner end grandiøs heroisk mytologi.
Et andet kendetegn fra kom fra guitarist Martin Mendelssohns signaturstil, kendetegnet af en vandrende og bugtende men retningssikker melodisk sans som jeg havde svært ved at placere noget sted – tænkte at den umiddelbart kom fra østeuropæisk eller centralasiatisk folkemusik, men min konversation med Altar of Oblivions medlemmer bagefter afslørede at han intet kendskab til nogle af delene havde. Uanset hvorfra, var hans guitarstil med til at give en masse uventede drejninger og usædvanlige melodiske fraseringer til gruppens musik, der tilføjede deres episke tag på heavy/doom metal på en uhyggelig overjordisk glød ligesom de sygelige gule og blege blå farver som lysshowet ovenfor badede gruppen i. På samme måde havde sanger Mik Mentor en unik tilstedeværelse som frontmand: Med sin grå beklædning og store skæg mindede han mest af alt om en af de skæbnefordømte og filosofisk udfordrede græsk-ortodokse præster, der dukkede op som hovedpersoner i den ukrainske forfatter Nikolai Gogols gysernovelle Viy.
Altar of Oblivion markerede sig altså som del af en bølge, der kombinerer doom metal med episk heavy/power metal på en måde, der forholder sig men går ud fra en mere somber stilmæssig orientering og mere involveret sangskrivning – et selskab der også inkluderer navne som tyske Atlantean Kodex, svenske Grand Magus og britiske Solstice. Glemsletsaltret har i lang tid stået som en af denne form for metals få danske udøvere, og demonstrerede gennem at deres tid måske er kommet til at blive et så anerkendt navn i nutidig doommetal som de tre grupper.
I alt repræsenterede gårsdagens koncert en fremragende åbning på det nye år både for Beta 2300 og for dansk doom metal – hvor både et nyt kapitel begyndtes for dødsdoom og vi fik et glimt for, hvordan et veteran-kultband indenfor episk traditionel heavy kunne få sit store gennembrud.
(mange tak til Morten Birlund for at fotografere i mangel på nogle af tidsskriftets fotografer)
