THE DILLINGER ESCAPE PLAN + TVIVLER
POSTEN, ODENSE
31.01.2017
Anmeldelse: NMAAR
Foto: Schultz
Det er med store, store forventninger jeg begiver mig ud i kulden og hen på Posten i Odense en tirsdag aften. Mathcore legenderne The Dillinger Escape Plan gæster byen for første, og sidste gang da bandet er i gang med deres farvel tour og derefter går hvert til sit. Sørgeligt nyt da vi snakker om en af giganterne inden for en ret aparte genre. Og The Dillinger Escape Plan er et af de få bands der har formået at sprede mathcore til et bredere publikum. Så igen, forventningerne kunne vist ikke komme højere op den tirsdag aften.
Pinligt, kære anmelder.. vær punktlig.
Aftenen startede lidt dumt ud for undertegnede da jeg havde set forkert på tidspunkter og derfor desværre gik glip af opvarmningen i form af danske Tvivler der, hvis man skulle tro folk og den generelle stemning i salen, havde været ekstremt gode. Bittert var det at gå glip af, jeg havde glædet mig rigtigt meget til at se Tvivler der bland andet tæller medlemmer af hedengangne Lack. Mega ærgerligt men så må man jo lære at læse event beskrivelsen ordentligt. Øv!
Levende Legender.
Men så trådte kongerne ind på den store scene på posten og hverdag, regninger, dårligt vejr, forsentkomninger og alt andet var glemt. The Dillinger Escape Plan eksploderede ud af højtalerne og ud over scenekanten. Med deres psykopatiske, næsten skizofrene sangstrukture krydret med episke pop stykker og et sammensurium af samples og andet halløj er de næsten fortryllende at lytte til og man bliver suget helt, helt ind i musikken sammen med bandet. Udadtil er The Dillinger Escape Plans scene optræden lige så vanvittig og skræmmende som deres musik. Bandet stjerner rundt på scenen og det er mig til stadighed et under, på trods af at jeg nu har set dem en 3-4 gange, at de formår at spille rigtigt mens de tæsker deres instrumenter rundt i luften, springer fra den ene forstærker til den anden, lige synger lidt kor og river en solo. Imponerende. Forsanger Greg Puciatos stemme var fantastisk på denne aften, han formår at gå fra storladen skønsang til den mest ondskabsfulde hvæsen i en strofe. Alt ved det her band er simpelthen så skide imponerende. Koncerten var et af de aller bedste jeg har set på Posten længe, fantastisk lyd, fantastisk band. Og The Dillinger Escape Plan skuffede heller ikke med udvalget af sange og havde gang i en lille hitparade. Jeg overhørte en fyr sige at han syntes der havde været lidt lovligt mange sange med skønsang men at de andre sange havde været så vilde at det veje mere end op for det. Personligt stod jeg bare og ventede på Sunshine The Werewolf fra Miss Machine albummet og Dillinger skuffer sgu aldrig så jeg blev belønnet med nummeret og de spillede det fandme til et 13tal (eller 12 eller hvordan det er nu)
Alt i alt var den en kanon aften, ja en næsten episk succes kan man kalde det. En oplevelse jeg sent skal glemme hvor alt bare var i top. Så er der jo bare tilbage at sige tak for det, tak til The Dillinger Escape Plan for en uforglemmelig koncert, tak til Posten for at sætte koncerten op og så håber jeg, jeg snart for chancen for at give en kvajebajer til Tvivler og set dem spille.