METALLICA + HATESPHERE
ROYAL ARENA, KØBENHAVN
03.02.2017
Af Thomas Thomsen
Foto: Ulrik Riber
I min vildeste fantasi havde jeg ikke forestillet mig, at jeg skulle opleve verdens største heavy band som jammerligt. Men det er nok det ord, der i mine øjne vil være mest kendetegnende for den præstation, som de fire bandmedlemmer, samlet set, præsterede fredag aften.
Måske jeg får på puklen for den beskrivelse. Men jeg tager det, som det kommer. Guderne skal vide, hvor højt jeg elsker det band og hvad de har betydet for mig gennem årene. Hvordan de har båret mig igennem de gode tide, men så sandelig også gennem personlige kriser. Så er det sagt.
Fredag aften skulle have været en festlig en af slagsen. Vel at mærke en af de helt store af slagsen. Åbningen af Royal Arena i København var en kendsgerning. Nedtællingen havde stået på i flere måneder, efter det i efteråret 2016 blev offentliggjort, at Metallica skulle åben Royal Arena – ikke bare med en enkelt koncert, men med hele fire af slagsen.
Men det der skulle have været den helt store fest, endte med en fuser.
Hatesphere
Nu, var det jo sådan set ikke Metallica, som i bogstaveligste forstand åbnede ballet. Det var jo et eller sted danske Hatesphere, som havde fået æren af det. De kom, kæmpede og gjorde det, omstændighederne taget i betragtning, hæderligt.
Men en taknemmelig tjans, kan hurtig vise sig fra den utaknemmelige side.
Sidst jeg hørte Hatesphere, var i nogle meget intime lokaliteter i Kongens Lyngby. Min begejstring var på et niveau med en vis præsidents evne til at skabe uro blandt sine modstandere. Dengang væltede de alt og alle.
Men i aften væltede de knapt en tom dåseøl. Okay. Det var måske en lussing af de store, som man må og skal undskylde. Men væltet blev jeg bestemt ikke.
Men der er fandme også forskel på, at have sin egen headliner aften og så være support for mægtige Metallica. Det forestiller jeg mig i hvert fald. Selv om det må være en drøm der går i opfyldelse.
For selv om de blev stemt i finalen på ægte X-Factor vis og skulle spille i bedste sendetid fredag aften, så levede det bare ikke op til det, som de vitterligt kan præstere.
Du kan altid tale om nerver og benovelse over, at skulle supportere verdens største heavy band. Men det var nu ikke der, hunden lå begravet, hvis du spørger mig. Mere i et lydanlæg der til anledningen, ikke supporterede dem som fortjent.
For deres udstråling på scenen bar bestemt ikke præg af nervøsitet. Tværtimod virkede det som om, den multikulturelle sammensætning fra det danske kongerige befandt sig godt på scenen.
Og frontmand Esse prøvede da også at – og fik da også – pustet liv i publikum.
Men Hatesphere er bedst i intime lokaler. Der hvor sveden hagler ned af væggene. Der hvor fyldte dåseøl vælter som dominobrikker, som følge af den enorme energi og eksplosivitet, som de ER mestre for, når de er bedst.
Jeg skal bestemt ikke forklejne deres generelle kvaliteter, men i aften kom de bare ikke til udtryk, på den måde de fortjener.
Metallica
Puhaa. Den var ikke god. Man fornemmede det mere eller mindre kort inde i åbningsnumret ”Hardwired”. Og det blev ikke bedre af ”Atlas, Rise!” eller for den sags skyld klassikeren ”For Whom The Bell Tolls”. Der var et eller andet, som ikke var, som det burde være.
Forsanger og guitarist James Hetfield virkede helt ved siden af sig selv. Uoplagt. Uden energi og nerve. Men forklaringen på alt dette kom efter ca. 45 minutters spilletid.
Det der bare virkede som en lille small talk mellem Hetfield og Lars Ulrich, foran trommesættet, udviklede sig. Man fornemmede, at det ikke bare var smalltalk, de havde gang i. Et eller andet var grueligt galt.
Begge gik de målrettet, mod en af de mange mikrofoner på scenen i midten af salen. Hetfield førte an, med Ulrich i hælene.
”Jeg er syg, jeg har det virkelig dårligt. Vi lyder ikke godt og jeg hader det. Jeg hader, at jeg ikke kan synge godt. Kender I det, at I har lavet noget hele jeres liv, og pludselig kan I ikke gøre det. Det er fucked. Jeg vil ikke lade jer i stikken. Jeg har det dårligt og jeg vil stoppe for i aften. Det er ikke fair. I har betalt mange penge for at høre jeres favoritband. Og vi lyder ikke godt. Jeg vil overlade det til jer. Vi kan komme tilbage på et andet tidspunkt, hvor vi lyder bedre, og gøre det godt igen. Jeg vil stoppe. Hvad tænker I? Jeg elsker også jer. Okay, jeg vil gøre mit bedste” lød det fra Hetfield.
”Og det er stadig bedre, end at høre mig synge” lød det spydigt fra Ulrich.
Derefter gik de tilbage til deres instrumenter og fortsatte 75 minutter.
Det sker bare ikke det der. Den tanke ramte mig som det første. Surrealistisk.
Nå, ja. Alle kan blive syge og med rette underpræstere. Det er der jo sådan set ikke noget, at sige til. Men spørgsmålet var, om det havde klædt dem bedre, at afbryde showet mens legen var god.
Hetfields stemme er unik og en stor del af Metallica. Lige så vel, som beatet på Ulrichs stortromme og de saftige slag med stikkerne. Men Ulrich kunne ikke gøre det alene.
Gad vide, hvordan det ville have været, hvis de havde spillet resten af showet instrumentalt. Måske det ville have gjort det hele til en oplevelse, ud over det sædvanlige og samtidig skånet Hetfields stemme til de kommende shows.
Men omvendt kalder det jo et eller andet sted også på respekt, at manden var ærlig og trods alt kæmpede sig igennem selv om det ikke var godt.
Man kan håbe det bedste og frygte det værste for de kommende shows.
Metallica – I har sat jeres aftryk på min krop i bogstaveligste forstand. Jeg skal lige fordøje fredag aften. Men jeg sikker på, at I vender stærkt tilbage. Jeg gør i hvert fald, men med forventninger sat derefter. Ikke fordi jeg ikke tror på jer – for det gør jeg sgu. Men…
Passende vil det måske være at smide “Broken, Beat, Scarred” på sætlisten, de kommende aftener.
“You rise, you fall, you’re down then you rise again. What don’t kill ya make ya more strong. Rise, fall, down, rise again” etc…
Jeg X alt hvad jeg kan for, at det blive bedre de kommende aftener.
