FRANKLIN ZOO
HIGH VOLTAGE, KØBENHAVN
04.02.2017
Foto og tekst: Thomas Thomsen
Mens Black Sabbath lørdag aften spillede deres sidste show i Birmingham, var Franklin Zoo på plakaten på High Voltage i indre København.
Der er langt mellem København og Birmingham og for den sags skyld også mellem Black Sabbath og Franklin Zoo. For hvor Ozzy og de andre har sat deres gigantiske aftryk på musikkens verdenskort, har Franklin Zoo smidt støttehjulene, med det mål at erobre verden. Eller noget af den. For det skal ikke tages som udtryk for, at Franklin Zoo er det nye Black Sabbath. Men mindre kan så sandelig også gøre det.
Min begejstring for deres album Red Skies er ikke til at tage fejl af. Det er intet mindre end et fantastisk album. Og jeg gentager gerne igen og igen, at det er et album der BØR – nej SKAL – stå på enhver hylde i et hjem med hang til hard rock med et melankolsk udtryk.
Vi fik da også hele albummet i sin fulde længde – sammensat på fantastisk vis. Og som et ekstra twist, havde ”Overflown” og ”Fail Again, Fail Better” sneget sig med på listen.
Franklin Zoo tog bogstaveligt talt ”Louder Than Everything Else” alvorligt. Eller måske var det lydmanden der styrede pulten i Boltens Gård, som fandt det passende – med udsigten til at Metallica lige havde aflyst deres søndagskoncert – at øregangene trængte til, at blive renset godt og grundigt. For det var ikke bare højt. Det var RIGTIG højt. Så højt, at selv en døv man i Rækker Mølle kunne høre det.
Det betød – desværre – at der var få passager undervejs, hvor de lige kom en anelse ud af kurs rent lydmæssigt. Men det kunne nu ikke pille nævneværdigt ved helhedsindtrykket. For levere det kan de.
Energien, spilleglæden og lysten til at give folk en musikalsk oplevelse, kan man ikke diskutere. For, at se – og ikke mindst høre – Franklin Zoo på en scene, er som, at se synet, af en flok heste der slippes løs på en græsmark efter vinterens hvile. Ikke at de styrter forvildede rundt på scene, men man kan mærke, at de mener det her alvorligt. Det uanset hvem af dem rampelyset peges på.
Nå, ja guitarist Daniel Hecht var mærket af sygdom i ugens løb, som var tæt på, at gøre ham ukampdygtig. Men han sled sig igennem og log fingrene tale. Og når han, på skift med sin kollega Søren Dabros, spiller den ene solo efter den anden og ellers stemmer i med vellydende riffs, så kan man kun være begejstret.
Anders Rune Hansen – der styrer bassen med hård hånd og en energisk kontakt til publikum – sikrer et sikkert fundament. Og i ny og næ får han da også lov, at lade de tykke strenge få deres helt egen plads i lydbilledet, så man kun ønsker mere af det.
Lars Bahr der sidder tilbagetrukket på scenen, men i den grad kommer ned på bagerste række med sit spil der er råt, saftigt og kraftigt uden lige. Og hvis man var i tvivl skulle man da bare høre hans pludselige solo der fyldte tomrummet ud inden det allersidste improviserede ekstra ekstra nummer.
Forsanger Rasmus Revsbech har en fortryllende stemme og lever i sin helt egen verden når han indtager scenen, dog uden at svigte fællesskabet. At han så kan sammenlignes med Chris Cornell, er ikke til at tage fejl af når han først åbner kæften.
Numrene ”Face Down” og ”Trangled Pain” er noget særligt i min bog. Sidstnævnte ramte mig som en syngende lussing sidst jeg hørte dem på Loppen for et halvt år siden.
Og sørme om jeg ikke blev udsat for endnu en lussing lørdag aften. Denne gang i form af titelnummeret ”Red Skies”. Hvor fanden kom den lige fra. De var sådan set på vej af scenen. Havde spillet det de havde planlagt. Men efter lidt snik snak, blev de enige om, at de ikke var helt færdige. Og tak for det. Særligt afslutningen på nummeret, hvor forsanger Revsbech forlader scenen og overlader rampelyset til de øvrige bandmedlemmer.
Fantastisk afslutning foran et næsten udsolgt High Voltage.
Det spillede de:
Noone’s Slave
Never Caught
Cold
Overflown
Burning Man
It’s Not Me
Face Down
Tangled Pain
Fail Again, Fail Better
Ekstra ekstra:
Red Skies
