GLENN HUGHES
POSTEN, ODENSE
07.02.2017
Af Jakob Schultz
Foto: Jakob Schultz
Integritet og ydmyghed! To ord der passer perfekt på en kort beskrivelse af Glenn Hughes. Den 65-årige bassist og sanger, der i 45 år har været en urokkelig og betydningsfuld del af hard rock scenen og har 400 sange på samvittigheden, ligner måske nok din mormor efter hun har været en tur hos frisøren og fået en bordeaux skyllefarve i håret, men det ranglede ydre med øjnene gemt bag signatursolbrillen, gemmer på langt mere hårfarve og mørke briller. F.eks. et talent så stort, at diverse kolleger fra rockens guldalder, i dag må kigge mere end misundeligt på Glenn Hughes. Især når han åbner munden og synger. For det kan han stadig og han lyder ligeså godt som da han startede for en halv menneskealder siden. Der er ingen knæk i stemmebåndet, når han smører tungen og synger så højt, at selv King Diamond må sætte hak i falsetskemaet. Mon ikke Hughes tidligere band og sangskriver kollega, David Coverdale ville ønske han stadig havde ligeså meget stemme tilbage? Læg dertil et præcist og stramt basspil, stærkt akkompagneret af et klasseband med danske Søren Andersen på guitar, svenske Pontus Engborg på trommer og den danske keyboardspiller Jay Boe.
Glenn Hughes er intet mindre end en levende rocklegende. Han var med i Deep Purple fra 1973 til 1976, men har også spillet med Gary Moore, Black Sabbath og mange andre legendariske musikere. Og han har et særligt forhold til Danmark. Hans første optræden var med Deep Purple i KB Hallen i 1973. Men som han også fortalte mellem numrene, så var Danmark som et andet hjem for ham. Som 15-årige var han alvorlig syg og lå indlagt i Danmark. Og hans 11-årige makkerskab med Søren Andersen har ikke gjort hans Danish connection svagere.
Integriteten kommer fra 45 års arbejde i branchen. Ydmygheden kommer når han taler til publikum fra scenen på Posten i Odense. En takketale om, hvor glad han var for at folk møder op for at høre ham. Hvor meget det betyder for ham. Det virker ægte, og Hughes gør desuden et nummer ud af, at han i dag ikke er en fiktiv person, ligesom han, ifølge sig selv, var tilbage i 80’erne. Det var dengang han kæmpede med et massivt kokainmisbrug.
Det misbrug er lagt på hylden. Rock ‘n’ roll livet har på bemærkelseværdig vis ikke skadet hans stemme. Og det kan han leve højt på i dag. Med et stærkt, aktuelt album i bagagen i form af “Resonate” og et væld af klassikere at vælge imellem til setlisten, kan det næsten ikke gå galt, når Hughes entrerer scenen.
Det gjorde det heller ikke i Odense. Det var en massiv lydkulisse, hvor alle detaljer var med. Lydmanden gjorde sit arbejde til højeste karakter på skalaen og både Andersens sprøde guitarlyd, Hughes bass, keyboardet og trommernes niveau lå perfekt. Med højdepunkter som “Flow”, “Stumble and Go”, “Soul Mover” og “Black Country” kunne Hughes og band ikke gøre noget forkert. Et intenst, gennemarbejdet set, der blev lukket af med ekstranumrene “Heavy” og den altoverskyggende publikumsfavorit “Burn” kunne tilfredstille de omkring 400 Hughesfans der havde fundet vej til Posten denne frostkolde tirsdag aften. Iøvrigt et publikum, hvor gennemsnitsalderen var omkring 50+. Synd for de yngre, at de ikke undede sig denne oplevelse, for integritet og et så bredt musikalsk niveau og spektre kan noget som man i den grad savner i den nye musik, der vælter frem i dag.
