THE DILLINGER ESCAPE PLAN + TOWN PORTAL
PUMPEHUSET, KØBENHAVN
09.02.17
Af Allan Tvedebrink
Foto: Jimmi Brandt
Deres udsendte havde i stor stil set frem til aftenens koncert. En koncert som skulle sætte det endelige punktum for The Dillinger Escape Plans eventyr i Danmark, da de efter sigende har i sinde at effektuere den flugtplan, de har brygget på i tyve år og indstille aktiviteterne i denne konstellation efter igangværende turne. En noget bitter melding for mig som fan af deres knivskarpe, banebrydende og genreangivende math core, som i virkeligheden ikke er et særligt dækkende prædikat på deres materiale, som spænder helt fra acid jazz over progressiv eksperimentalrock til frådende hardcore punk med et islæt af elektroniske finesser – eller som man måske overordnet bedre kan betegne som en velorganiseret og systematisk rodebutik med udsalg på alle hylder.
Det var med stor glæde, at jeg endelig skulle opleve opvarmningsband Town Portal, hvis instrumentale post-rock nok vil falde i god jord hos de fleste fans af genren. Men da jeg trådte ind i Pumpehusets gård, blev jeg mødt af en kø, der strakte sig hele vejen op til porten ud mod Studiestræde. En rookie mistake af dimensioner, men det er så også menneskealdre siden, jeg har været til en udsolgt koncert på nærværende sted. Så aftenens første musikalske oplevelse begrænsede sig til et næsten fuldt sæt hørt gennem de solide mure i bidende vinterkulde. Jeg nåede op til scenen tids nok til at høre i omegnen af 12 takter, inden bandet takkede af. Det lød forrygende.
Efter et forholdsvis hurtigt sceneskift blev der kræset om publikum med intet mindre end 20 minutters suspence, hvor dronemusik flød fra højttalerne og varslede den ultimative energiudladnings komme. Og endelig kom forløsningen i form af Limerent Death fra seneste udspil Dissosiation. En plade som på ingen måde efterlader en med udtrykket af et udbrændt orkester, men tvært imod manifesterer TDEP, som konstant udfordrende og nytænkende bannerførere inden for genren. En plade som sætter et smukt punktum for karrieren og som skulle vise sig at være yderst velrepræsenteret i aftenens sæt med ca. en tredjedel.
Alle mand på scenen var super oplagte og man kunne se sulten i øjnene under de akrobatiske øvelser, der fra bandets spæde begyndelse har kendetegnet især grundlægger, mastermind og eneste originale medlem Ben Weinman. Der gik ikke mere end et par minutter, før guitaristen og sanger Greg Puciato havde været en tur ude at runde publikum og da åbningsnummeret blev afløst af Panasonic Youth fra hvad man – i hvert fald i undertegnedes øjne – kan betragte som bandets gennembrudsskive Miss Machine, var der ikke et øje tørt. Det skulle da lige være hos de fire midaldrende høns foran, der af en eller anden grund havde fået sig forvildet indenfor og op på femte række, hvor de nu havde ekstremt travlt med at forevige aftenens begivenhed på mobilen. Jeg er sikker på, de i skrivende stund sidder og nyder de knivskarpe optagelser, som høj heavy og stroboskoplys jo altid er garant for, hjemme i sofaen. Men nok om det…
Da det største krudtoverskud og hele arsenalet af moves var blevet brændt af i løbet af de første tre numre, fandt bandet et naturligt niveau for energiudladningen og viste fem ekstremt velsammenspillede musikere, som med kirurgisk præcision håndterer deres instrumenter i en grad, som de fleste af os udøvende amatørmusikere end ikke ville kunne mestre i halv tempo siddende på en skammel. Virkelig imponerende og vel egentlig det, der fra første gang, jeg så dem på Loppen i 2004 har fascineret mig og i højere grad trukket mig ind i deres univers. Scenen er deres legeplads og ikke en monitor, højttaler eller en tromme kan føle sig i sikkerhed for at blive trampet på eller sprunget ud fra og heller ikke publikum kan føle sig sikre på ikke at få et bandmedlem i hovedet fra tid til anden. Mens bassist og syrehoved Liam Wilson holdt sig til (sit eget) tranceligenende univers i vanlig stil, fandt selv seneste skud på rytmeguitarstammen Kevin Antreassian Puciatos, Weimans og et par håndfulde publikummers crowd surfen indbydende nok til også at kaste sig ud i folkemængden.
Nu skal det jo (for de fleste bands med en hvis musikalsk tyngde) ikke være det visuelle, der skal bære en koncert og det var bestemt heller ikke lyssætningen, der har udgjort den største post på budgettet. Det hele var brændt af på stroboskoplys, der kæmpede en brav kamp for at følge med i de hæsblæsende staccato-riffs med stor effekt. Men da bandet er meget andet en dette, ville jeg gerne have set lidt mere afvekslende lysshow. Bevares, man kommer langt med fire lamper, men når nu stroboskopmuren er så massiv og alle kanaler ind til hjernen er okkuperet, når det hele buldrer derudaf, skal der noget til at kompensere i de mere afdæmpede passager.
Til gengæld var lyden meget tilfredsstillende og der var plads til mange detaljer og et råderum, som hver af instrumentalisterne udfyldte flot. Puciato var dog lidt lav i mikset, hvilket måske skulle dække over, at han kom lidt til kort især i de rene passager. Måske fordi der, trods de imponerende overarme, må være en grænse for kapaciteten i en krop, der vælter rundt og samtidig skal have luft nok til at kaste lungerne op ud over scenekanten og de første tre rækker af eksalterede tilskuere.
Musikalsk var aftenens højdepunkter udover de to åbningsnumre, Black Bubblegum, Milk Lizard, One of Us is the Killer, When I Lost My Bet og Wanting Not so Much to as To. Efter en lille times tid var det tid til den obligatoriske pause inden ekstranumrene, som bød på en imponerende og stemningsfuld udgave af Mouth of Ghosts med Weinman på klaver (som egentlig havde fortjent en større del af lydbilledet) efterfulgt af Sunshine the Warewolf og vist nok 43% Burnt fra Calgulating Infinity. Jeg er aldrig rigtig blevet fanget af den plade. Det handler nok om, hvor man står på toget, men for mit eget vedkommende, måtte den gerne have veget pladsen for Setting Fire to Sleeping Giants, som jeg manglede på en ellers fuldendt sidste aften i selskab med The Dillinger Escape Plan.
Det bliver spændende at følge bandets medlemmer i andre konstellationer og om de på et tidspunkt vil vende tilbage under samme navn. Uanset hvad, vil de blive savnet!
