DIZZY MIZZ LIZZY + D-A-D
ROYAL ARENA, KØBENHAVN
17.02.2017
Af Thomas Thomsen
Foto: john-son
Jeg ved sgu’ ikke rigtig, hvem jeg skal være sur på. Mig selv eller arrangørerne af fredag aftens rockbrag i Royal Arena. Men i en verden, hvor folk har mere travlt med, at pege fingeren i alle mulige andre retninger end på ens egen person, så vælger jeg, at følge strømmen og gøre det samme.
Hvorfor så dette sure opstød. Jo, af den simple grund, at da D-A-D skød koncerten i gang kl. 20.00, stod der stadig flere hundrede mennesker uden for Royal Arena – inklusiv undertegnede – og dannede lange køer til indgangene til det forjættede rockland.
Det resulterede i det kedelige faktum, at jeg – og hundredvis af andre – missede den første halve time af D-A-D.
Hvorfor ind i helvede ulejligede arrangørerne sig ikke med, at udsætte starten, så den småfrysende menneskemængde kunne nå inden for dørene og få det hele med.
Nogle vil sikkert – måske med rette – sige, at jeg og alle de andre, da bare kunne få fingeren ud af vores dovne røv og tage af sted i bedre tid. Det kan der selvfølgelig være noget om.
Men når Dizzy Mizz Lizzy entrerede scenen en lille halv time senere end annonceret, så tænker jeg, at der godt kunne skabes plads til, at D-A-D kunne have udsat starten til alle var på plads i salen.
At der så også herskede kaotiske tilstande ved indgangene bagerst i salen, så folk stod som sild i en tønde, fik mig til, at tænke på om det bare ville ende som omgang ”Day Of Wrong Moves”.
At, flere ytrede sig om det samme kaos – foruden den manglende garderobeplads – viser, at der er nogle børnesygdomme der skal ryddes af vejen. Da Metallica åbnede Arenaen for fjorten dage siden, var der åbnet op for flere indgange (ja, jeg ved godt, at scenen var i midten af salen) og man kunne uden problemer gå direkte ind klokken sent i spilletid uden kaos (bortset fra garderobepladsen).
Nå, nu skal kø og andre sure opstød fra min person, ikke være det der er i centrum. Det skal musikken naturligvis og særligt det bedste af dansk rock.
Grundlovsdag 2015. Foruden, at være 30 årsdagen for nedsablingen af den russiske bjørn i Idrætsparken, var det også en dag, hvor solen bragede ned over Østerbro Stadion. Mastodonterne på den danske rockscene – hvis vi lige ser bort fra Volbeat – i form af D-A-D og Dizzy Mizz Lizzy spillede op til dans.
En aften jeg sent glemmer. D-A-D satte ild til Dizzy Mizz Lizzy og sidstnævnte løftede taget på Østerbro Stadion. At det så i folkemunde har udspillet sig til, hvem der er lille- og storebror i det forhold er nok vanskelig, at undgå.
Men et eller andet sted er det vel fuldstændig lige meget, hvem der er hvad i det forhold. Fakta er, at de hører til eliten af den danske rockscene, men på hver deres måde.
D-A-D har i mine øjne – med deres 35 år i rampelyset – banet vejen for andre danske rockbands, herunder Dizzy Mizz Lizzy.
Dizzy Mizz Lizzy er efter 20 års pause, det band som har givet et nyt forfriskende pust til den danske rockscene. At de så spiller sammen, så man glemmer alt om, at de faktisk har været adskilt i så mange år, gør det bestemt ikke dårligere.
Derfor rider det mig da også som en mare, at jeg ikke fik det hele med.
Men hvor mit humør var som en ”Ewil Twin”, der havde lyst til at råbe ”Jihad” og sprænge et eller andet i stykker, så blev der hurtigt rodet bod på det. Og det takket være de musikalske genialiteter som jeg blev præsenteret for.
”Reconstrucdead” blev det første nummer som jeg hørte D-A-D spille. Et fantastisk nummer fra det hårdeste album de har udgivet. At det så blev krydret med et thrashet mellemspil kunne kun kalde min begejstring frem i håndfladerne. Det klædte nummeret, at der blev sat ekstra fart på, og kendetegner nogle af de små ekstra detaljer D-A-D altid har været mestre for.
“Never Never (Indian Love)” blev det overraskende moment på en sætliste der måske kunne virke en anelse på autopilot.
Men hvor jeg for fjorten dage siden stillede nærmest umenneskelige krav til Metallica, har jeg det nok lidt på samme måde med D-A-D og særligt deres sætliste.
Deres tidligere bedrifter med, at spille enten ”No Fuel Left For The Pilgrims” eller ”Riskin’ It All” i sin helhed, krydret med et udpluk fra hvad de ellers har, at byde på, har sat sine aftryk på mig.
Hvorfor så det? Jo, såmænd af den simple grund, at det er to af de bedste albums der nogensinde er udgivet i dansk rockhistorie. Og dem kan man nærmest ikke få nok af.
At de så gerne må udsætte albummet ”Helpyourselfish”, som er deres klart tungeste album, ville for mig, at se være det næste på listen. Det kunne såmænd også godt være ”DIC.NII.LAN.DAFT.ERD.ARK”, som er det bedste album, de har udgivet siden førnævnte ”Helpyourselfish”.
Måske det hele bare handler om, at jeg gik glip af “Ewil Twin”, “Jihad”, “The Road Below Me”, “A New Age Moving In”, “Soft Dogs” og “Everything Glows”.
En stor trøst i alt ulykken var dog den måde som D-A-D serverede “Sleeping My Day Away” på. Den var alt andet end søvndyssende. Nok en af de bedst spillede udgaver af det nummer, som jeg hørte første gang live tilbage i 1989. Måske det hører med til historien, at 16.000 mennesker var i ekstase og nærmeste overdøvede Jesper Binzers skrigende signaturvokal.
Hvis ikke D-A-D rent lydmæssigt havde sprængt Royal Arena i stumper og stykker så sørgede Dizzy Mizz Lizzy, da for at resten blev jævnet med jorden. For lydmæssigt var det helt i top, skal jeg hilse og sige.
Nogle vil måske sige, at jeg har været som en igle, der prøver, at suge alt blod ud af Dizzy Mizz Lizzy, siden deres genopstandelse. Men indtil videre har de ikke skuffet det mindste de 9 gange jeg har hørt dem siden Forum i 2015.
Deres ydmyghed når de tager imod folkets hyldest er et kapitel for sig. Måske derfor at alle mere eller mindre har kastet deres kærlighed over dem igen. Og måske i større omfang end nogensinde før.
Når de serverer det ellers udskældte instrumentalnummer ”Mindgasm” som første ret, ja, så kan man kun synes godt om det nummer. For live er det genialt og den helt rigtige måde, at åbne ballet på.
Resten var bare det bedste af det bedste. Hverken mere eller mindre.
Jeg har sagt det før, men gentager det gerne for hundrede og syttende gang for Prins Knud. Det er vanvittigt, hvor høj kvalitet deres sætliste har, når man tænker på, at de ”kun” har tre albums at gøre godt med.
Og så var der ikke engang plads til et af deres smukkeste numre – ”Say It To Me Anyway”. Det skulle da også være den eneste kritik jeg kan hælde ned om dem.
At de så ikke kun levere flot musik, men også et flot lysshow er bare med til, at gøre det hele til en fantastisk helhedsoplevelse.
Jeg bøjer mig i støvet for Dizzy Mizz Lizzy, som måske spillede det bedste jeg har hørt dem.
Og hvis den lydmæssige oplevelse – som det vitterligt var – bliver standarden for Royal Arena, så er jeg en glad mand. For det var, i mine ører, på et niveau jeg sjældent hører.
Længe leve D-A-D og Dizzy Mizz Lizzy. Det er dansk rock når det er bedst.
Det spillede de:
D-A-D
Ewil Twin
Jihad
The Road Below Me
A New Age Moving In
Soft Dogs
Everything Glows
Reconstrucdead
Never Never (Indian Love)
Hate To Say I Told You So
Scare Yourself
Monster Philosophy
I Want What She’s Got
Sleeping My Day Away
Ekstra:
Laugh ’n’ A ½
It’s After Dark
DIZZY MIZZ LIZZY
Mindgasm
Waterline
Barbedwired Baby’s Dream
Forward In Reverse
Terrified In Paradise
Brainless
Rotator
11:07 PM
Love At Second Sight
Made To Believe
67 Seas In Your Eyes
Glory
Love Is A Loser’s Game
I Would If I Could But I Can’t
Ekstra:
Mother Nature’s Recipe
Silverflame
