Devin Townsend Project + Between the Buried and Me + Leprous
Voxhall, Århus
22. februar 2017
Af Lennart Bach
Foto: Sebastian Danmark
Om 20 år vil man se tilbage på den igangværende bølge af prog-bands og tænke at man ville ønske man havde været en del af den seneste guldalder, i en genre der ikke har været mere populær siden 70’erne.
I sindets mørkeste afkroge
Den nye bølge af nordiske progressive metalbands var, denne stormblæste aften, repræsenteret ved de norske mørkemænd i Leprous. Et band der, sidste år, væltede Forbrændingen i Albertslund med en koncert der viste hvilken retning den moderne prog-metal har vendt sig i på det seneste. I modsætning til den mere klassiske prog metal, er der skruet meget ned for skala-liret og i stedet eksperimenteres der med aparte breaks i skæve taktarter og indadvendte, intense og dystre stemningsbilleder. Leprous præsenterede, denne aften i Smilets By, en mere nedbarberet udgave af deres sceneshow. De åbnede ballet med et kort sæt, hvor hovedvægten var lagt på bandets to seneste albums. Coal og The Congregation. Nordmændene havde nærmest tåspidserne ude over scenekanten, simpelthen fordi der var stillet op til de to andre bands som skulle spille senere. Første nummer, “Third Law,” fik hurtigt publikum ind i salen. Med synkrone og langsomme headbang tog publikum imod bandet, der var badet i blåt og grønt lys. Efterhånden som musikken manifesterede sig i publikum, sugede disse enhver skæv akkord til sig, som i en trance. Der var ikke megen tvivl om at der, blandt de fremmødte, også var en del som netop var på Voxhall denne aften for at høre Leprous. Det ene øjeblik med seje, bølgende bevægelser med hele overkroppen. Til et par battle-west klædte drenge, der laver vindmøllen med det lange hår til det sidste omkvæd i “The Flood.” Einar Solbergs vokal er, som altid, en fornøjelse at opleve. Han veksler mellem langtrukne, klagende skrig og fortvivlede rustne growls. Bandets tekstunivers er en afsøgning af menneskesindets dybeste og mørkeste afkroge. Som i “Slave,” hvor omkvædet gentages: “Make a move, end it all!” Dette var også ordene der afsluttede et alt for kort sæt.
Legesyg guitarlir
Hurtigt blev Leprous’ udstyr fjernet fra scenen og lydprøven til Between the Buried and Me gik igang. Sidst jeg så bandet var på Copenhell i 2013. Jeg havde glædet mig bravt til denne koncert, efter at have skamlyttet The Paralax II: Future Sequence i ugerne op til. Dengang virkede bandet både trætte og uoplagte og jeg måtte slukøret trække mig tilbage til baren og har siden helt mistet lysten til BTBM. Denne aften var det da også med en vis skepsis, jeg lagde armene over kors mens lydprøven stod på. Overrasket måtte jeg dog erkende at bandet virkelig har flyttet siden i de forgangne år. Lydprøven forestod bandet selv, og med lidt jazzet jam, medlemmerne imellem, dukkede forsanger Tommy Rogers op bag sit keyboard og så var koncerten sådan set igang. Verdens korteste lydprøve og BTBM fik mig hurtigt overbevist om at skuffelsen i 2013 heldigvis var en engangsforestilling.
Hvor Leprous er indadvendt og intenst, er BTBM den diametrale modsætning. Guitarist, Paul Waggoner, har nok lyttet, og nørdet, sin del John Petrucci og fyrer den ene hvirvelvind af riffs af efter den anden. En ren opvisning i ekstremt kompleksitet og fingerfærdigheder. Sættet tæller en håndfuld numre fra bandets to seneste albums. Det er numrene fra førnævnte mesterværk der også får den største respons fra publikum, der nok tæller lidt flere fans end ved Leprous’ sæt. Bandets legende tilgang til et mix af genrer, helt fra metalcore til noget der lyder som et orkester fra et cirkus, er udført til perfektion og når Tommy Rogers griber mikrofonen, forlader sit keyboard og kaster sig ud i sine karakteristiske growls, er der også kontant respons fra publikum. Der er ikke megen snak mellem numrene. Det er musikken der er i fokus, og på det niveau, som bandet fremviser, er det såmænd heller ikke nødvendigt. Fra den ene genre til den anden, lander bandet med nummeret “Life in Velvet” fra den seneste plade Coma Eclipse. Der var ikke noget at tage fejl af, BTBM er helt bestemt værd at opleve live.
Når alt hænger sammen
“It’s a foggy night in Arhoos!” proklamerer den canadiske prog-stjerne, inden Devin Townsend Project angriber publikum med “Rejoice.” Det blev dog hurtigt stoppet igen. Devin ville lige høre om alle var okay. Det var alle. Teknikken var dog ikke okay. Devin tager det dog i stiv arm og fortsætter med en af sine fjollede monologer, der her handler om at hvis man gør noget forkert så handler det jo i virkeligheden om at lade som om det var meningen, eller slet ikke var meningen. “Who knows?” griner Devin. Bandet starter forfra og nu lyder det hele lidt bedre. Har man tidligere set Devin Townsend Project kan bandets koncerter godt virke en anelse for koreograferet, da alt, fra visuals på skærmene, til Devins tekster og musik, er fuldstændig synkront. Siden jeg sidst har set den canadiske gøgler, er bandet blevet udvidet med en keyboardspiller der også styrer de komplicerede samples. Han lignede da også en der var kommet på arbejde. Når bandets andre medlemmer leger rundt på scenen, danser lidt med hinanden, poserer for publikum mv. Står keyboardspilleren med konstant, koncentreret mine. I aften har Devin også udeladt storskærmene, så der er kun musik og bandet til stede. Og det lykkedes i dén grad!
Devin er, som altid, i rigtig godt humør og har måske verdens bedste interaktion med publikum. Til aftenens sætliste har Devin rodet godt i gemmerne og efter “Rejoice” trakteres publikum med “Night,” som er helt tilbage fra Ocean Machine. Devins første soloalbum fra 1997. Det knaser stadig lidt med teknikken, hvilket nok ville have irriteret de fleste. Men ikke Devin. Han joker med det og fortsætter med “Stormbending,” fra sidste års ganske udmærkede Transcendence. En plade der handler om at få alting til at hænge sammen på et langt højere plan. Hvilket Metalized fik en snak med selvsamme om i forbindelse med udgivelsen af pladen tilbage i september. Og netop det med at få tingene til at hænge sammen, får Devin til at ligne en leg. Med jokes som “I’ve got a sack full of cum” og anekdoter om at han endelig, efter 10 år, har fået ryddet op i sin garage formår Devin konstant at balancere mellem det latterligt platte og det hårdtslående og seriøse. “Stormbending” glider over i et af højdepunkterne fra sidste års plade, “Failure,” der også viser hvor dygtig en guitar ekvilibrist han også kan være.
“I say have it your way,” konstaterer Devin. “And a guitar that points,” og han kan fremvise måske galaksens største Flying-V til stor morskab for ham selv og publikum. Rødderne og fortiden i Strapping Young Lad er muligvis begravet, men findes stadig i Devins tungere del af repertoiret. “Hyperdrive” er metalliske lussinger til hele salen, og Devin viser gang på gang at han er en formidabel guitarist. Faktisk så meget at der står røg ud af guitaren. En sjov lille gimmick, som igen får smilene frem hos publikum. Devin og bandet er i topform, og på trods af små, tekniske, planlagte eller ikke planlagte, fejl. Så opfordrer han til “kind and polite Canadian circle-pits.” Det får et par stykker til at lave små hoppende cirkler omkring sig selv, som den store canadier grinende bifalder. Før “Suicide” spørger den skaldede frontmand til wall of deaths, og endnu en gang joker han med metalklichéerne og wall of death udvikler sig til både wall of regret og wall of denial. Sidstnævnte udvikler sig til spontan fælleskram blandt alle der står på gulvet og helt op på balkonen. Den førnævnte joke med “a sack full of cum,” der fik bandet til at knække sammen af grin på scenen, blev nævnt igen og indleder “March of the Poozers,” og publikum brøler med på omkvædet. Efterfulgt af “Kingdom” der slutter hovedsættet. Men ikke uden at Devin joker lidt med at gå ud til ekstranumre og forlader scenen, for straks at komme tilbage igen. Han fortæller at han tidligere havde været frustreret over at publikum, i Jack-A-Lot-Ville ikke kunne synge med på “Ih-Ah,” hvilket ikke var tilfældet i aften. Med lightere i vejret udviklede Devins prog-metal og stand-up komik sig til ren fællessang og lejrbålsstemning. Sidste nummer, “Higher,” binder alle ender sammen i Devins, på én gang episke, tunge og grinagtige univers – ren transcendence!
Leprous: 8
Between the Buried and Me: 7
Devin Townsend Project: 9
I øvrigt kan det nævnes at Einar Solberg, fra Leprous, ved en lille meet ‘n greet efter koncerterne, kunne fortælle at de har en ny plade på vej og som planlægges at udkomme i september. Efterfulgt af en tour der også gerne skulle bringe dem til Danmark igen.
