IRON FIRE + PECTORA + DOWNFALL
LOKE’S KÆLDER, GIMLE, ROSKILDE
24.02.2017
Af Thomas Thomsen
Fredag aften i provinsen.
Trist som en vinterdepression, hvor det eneste der – måske – giver livet mening er, at tænde op for TV-apperatet kl. 20.00 og lade sine ører overdøve af Thomas Blachmans lavineagtige talestrøm, der til tider kræver en fremmedordbog for, at finde mening i.
Eller er det overhovedet så trist i provinsen. Oprindeligt stammer jeg selv fra provisen – så, nej. Og hvis du var i Roskilde – mere præcist i Loke’s Kælder under spillestedet Gimle – så var det, det langt fra trist. Tværtimod.
Hvorfor så det?
Jo, ene og alene af den grund, at der var rockende metal på programmet. At det så samlet set resulterede i en uppercut med sådan en kraft, at du kun, kunne overgive dig til djævlen for en stund, og glemme de depressive tendenser, gjorde det bestemt ikke ringere.
Iron Fire – supporteret af DownFall og Pectora – smed brænde på kakkelovnen og hvis der ellers var sne på taget af Loke’s Kælder, så var den under alle omstændigheder smeltet, efter en hed aften i mørket.
Ja, jeg får jo nærmest lyst til, at citere Jesper Binzer fra D-A-D og skrige for fulde lungers kraft – ”For fanden i helvede Roskilde” – for det var en af de rigtig gode aftener.
Og når jeg på det seneste har været vidne til to aftener i selskab med Kreator og Dizzy Mizz Lizzy, hvor lydkvaliteten i mine ører hørte hjemme på en anden planet, ja, så var jeg faktisk yderst tilfreds med, hvad de tre bands og ikke mindst lydmanden præsterede fredag aften. For, hvor jeg måske havde medbragt en smule bange anelser hvad lyden angik, så blev de i den grad gjort til skamme.
DOWNFALL
Københavnske DownFall indtog scenen kl. 21.00 og sparkede sættet i gang med ”Mutual Demise”. Melodisk powemetal, som kun, kunne gøre humøret højt.
Forsanger Oliver Svensson med sin – i mine ører – særprægede stemme var virkelig en fornøjelse. Måske nærmest for pæn en vokal. Men omvendt var den powerfyldt på en hypnotiserende måde.
Trommeslager Emil Frøsig var af gode grunde mere eller mindre usynlig i mørket. Men høres kunne han. Og det gled derud, som en bil på glatbane, men hvor slagene blev styret sikkert igennem hele vejen.
Guitaristerne Kim Nielsen og Magnus Koudahl supplerede hinanden godt, med fræsende guitarriffs og vellydende soloer som blev spillet på koncentreret vis. Smukt var det sgu.
Den barfodsspillede bassist Kristoffer Koudahl var et kapitel for sig. Energisk fløj han rundt på scenen med en energi der kun kunne sprede sig til resten af salen.
Og hvis publikum skulle vækkes i mørket, var han – sammen med Kim Nielsen og Magnus Koudahl – ikke bleg for, på skift, at begive sig rundt blandt publikum og spille løs.
“A Place In Exsistence” var virkelig en fornøjelse at stille ører til rådighed for. Særligt med den guitarfyldte afslutning, som blev udført på smukkeste vis.
“Beginning Of The End” blev bogstaveligt talt, det sidste nummer de fyrede af, og som sluttede en glimrende præstation.
Downfall. Det kan godt være det var første gang jeg stiftede bekendtskab med jer. Men det er bestemt ikke sidste gang.
PECTORA
Hvad skete der lige der. Hvor kom alle de mennesker fra. Hvis det ikke var for, at høre DownFall, så var det for at høre Pectora med rødder i Roskilde. Om det var hjemmebanefordelen der hev folk af huse kan jeg ikke afgøre, men der kunne være noget om snakken.
“Democrazy In Disguise” skød en sætliste, der emmede af kvalitet, i gang.
Forsanger Kenneth Steen Jacobsens stemme mindede mest af alt om rutineret herre i slutningen af 50’erne, der havde forkælet livet med pæne mængder alkoholiske drikke og rigeligt med smøger. Jeg får det måske til, at lyde negativt, men sådan skal det bestemt ikke opfattes. For den var sprød og klædte musikken som ind i helvede.
Guitarist Morten S. Nielsen hørte måske til de højeste på scenen, men hans guitarspil blev leveret på et rigtig højt niveau med hidsige riffs og kælende fingertouch. Og hans kollega Søren Weiss Kristiansen på modsatte fløj, lod ham ikke være alene om de guitarmæssige kvaliteter.
Om det så var på det første nummer “Democrazy In Disguise” eller ”Son Of The Four”, for bare at plukke lidt, så rev det bukserne ned om haserne på dig. Et velfungerende makkerpar.
Laurids Münier spillede en sprød bas der gav det hele en solid bund. At han så også var utrolig nærværende i sin publikumskontakt, med overskud til at kaste intense blikke, suppleret med et skævt smil, rundt i salen, var bare med til at gøre ham til meget mere end betonstatue på scenen.
Trommeslager Nicolas Kraunsøe Frandsen synede ikke af meget. Gemt væk i mørket bag de fire holdkammerater, så man ikke meget til ham, men spillemæssigt stod han ikke tilbage, og var en sikker skikkelse i leveringen af den ene træffer efter den anden.
“Valley Of Dreams” hørte til et af højdepunkterne. Med sin stille indledning kunne det virke søvndyssende. Men som nummeret skred frem, havde det sine eksplosive momenter, og blev afsluttet på tungeste vis.
“Going Through Hell” var sidste nummer på listen. Hvis Pectoras optræden var en tur gennem helvede, så tager jeg gerne en daglig tur ned af den vej, for de leverede i den grad varen.
Selv et pludselig lydsvigt kunne ikke få dem ud af kurs. For en stund var det eneste salen kunne høre, lyden fra monitorerne på scenen. Men i stedet for at blive grebet af panik fortsatte de ufortrødent og lagde deres videre skæbne i hænderne på lydmanden mens de spillede videre. Han var hurtig på fingerspidserne og fik hurtigt styr på kablerne, så lyden igen kunne brage ud af højtalerne.
Det var tid til sceneskift ifølge programmet, men publikum var ikke færdige. De ville have mere og det fik de. Der blev gravet dybt i gemmerne og ud flød ”Temper Like The Devil”, som den endelige afslutning.
En ting er, at høre de musikalske evner, Pectora besidder, i finpudset udgave. Men at høre dem live er et must. For musikken får lige den ekstra tand af saft og kraft, som kun kan give dig lyst til, at gå hjem og sætte det på afspilleren og lytte til det med ekstra stor nydelse.
IRON FIRE
20 års jubilæum i det herrens år 2017. Det er et faktum der ikke kan rykkes så meget som et komma ved, når det kommer til Iron Fire.
Forsanger og bassist Martin Steene proklamerede da også tidligt i sættet, at det ville blive en rejse frem og tilbage i deres bagkatalog.
Og hvilken sætliste de havde skruet sammen. Vellydende, energisk, blødt, tungt og flydende hele vejen igennem.
Eller det vil sige, hvis jeg skal hælde bare en anelse malurt i bægret var det, at pauserne mellem numrene var for lange. En mere flydende overgang mellem de fleste af numrene, med mindre smalltalk mellem alle numrene, ville have gjort det hele til en mere helstøbt oplevelse.
Men, nu skal dette ene lille sure opstød ikke fjerne fokusset fra, at det virkelig var rigtig godt det som Iron Fire præsterede.
Alle spillede de eminent. Lige fra trommeslager Gunnar Olsen, over guitarist Kirk Backarach, livesession guitarist Rune Stiassny (Saturnus), til Martin Steene.
Gunnar Olsen spillede tempofyldt, hårdt og sikkert hele vejen igennem.
Kirk Backarach leverede den ene vellydende solo efter den anden og fik sammen med Rune Stiassnys vellydende riffs, det hele til at gå op i en højere enhed.
Martin Steene sørgede for stramt spil på bassen og sang fantastisk vellydende hele vejen igennem.
At der ikke var plads til numre som blandt andet ”March Of The Immortals” og ”Hail To Odin” bevidnede bare, hvor stærke numre der var på listen.
Showet kørte som planlagt. Lige indtil det fjerde nummer på listen. Martin Steene præsenterede ”Jackals Eye”, og hvis man ikke bemærkede Kirk Backarachs reaktion på dette, blev man bekendt det bagefter.
”Vi har åbenbart en yngre lysmand bag pulten i dag, som ikke ved, at ældre mænd som os, har brug for lys på scenen for, at kunne se noget”, lød det fra Martin Steene (eller noget i den stil).
For hvad hvad salen ikke vidste, var at det var den forkerte sang de havde spillet. Det skulle have været ”Kill For Metal” og ikke ”Jackals Eye”.
At der blev byttet rundt på de to numres rækkefølge gjorde nu ikke så meget, for de blev leveret med ganske høj og sikker kvalitet.
”Among The Dead” og ”Leviathan” hørte til to aftenens højdepunkter. Fantastiske som bare ind i helvede og numre du ikke kan få nok af.
Som ekstra og afsluttende nummer blev en coverversion ”For Whom The Bell Tolls” (behøves jeg nævne originalkunstneren). På scenen havde de inviteret forsanger Ivan Grosmeyer fra Metallica Jam.
At den instrumentale del var i topklasse er en ting. Noget andet var Ivan Grosmeyers fantastiske vokal. Jeg vil gå så vidt, som at sige, at han langt hen af vejen kunne have indtaget scenen i Royal Arena i stedet for en syg James Hetfield og gjort det langt mere vellydende end tilfældet var.
Tak for dansen Iron Fire – den tager vi igen en anden gang.
At der som Iron Fire spillede, blev færre og færre mennesker i salen, skal ikke tages som udtryk for deres musikalske kvaliteter, men mere som et udtryk for, at Pectora havde trukket de lokale af huse.
Jeg kan kun sige, at de der gik, gik glip af en bragende god musik fra Iron Fire.
Kill For Metal – det gjorde de…
Det spillede de:
DOWNFALL
Mutual Demise
Lights Out
I Still Remain
My Path
The Final Surge
Memories
A Place In Exsistence
Beginning Of The End
PECTORA
Democrazy In Disguise
The Fare
Chased
Son Of The Four
Valley Of Dreams
No Regrets
Going Through Hell
Temper Like The Devil
IRON FIRE
Wings Of Rage
To The Grave
Wanted Man
Jackals Eye
Kill For Metal
Prince Of Agony
Savage Prophecy
Among The Dead
Tornado Of Sickness
Leviathan
Warriors Of Steel
Thunderstorm
For Whom The Bell Tolls