H.E.R.O.
LYGTEN STATION
25.02.2017
Foto og tekst: Thomas Thomsen
I efteråret 2016 havde jeg fornøjelsen af, at anmelde H.E.R.O.’s selvbetitlede debut-EP. Min dom var klar og tydelig. Hold godt øje med dem.
Jeg var melodibegejstret over deres musikalske evner, og så frem til, at jeg kunne fange dem live og konstatere, om de virkelig kunne spille højere end de andre, som de selv påstod, var tilfældet.
Det vil under ingen omstændigheder være en fornærmelse, hvis jeg postulerer, at H.E.R.O. ikke hører til kategorien af den mest hårdtslående musik. Men hør lige her, og hør godt efter.
Hvis H.E.R.O. kan – og det kan de – komme ud over rampen, når du sætter deres yderst vellydende fortolkning af rockmusikken på afspilleren. Ja, så tager de det sidste – og rigtig lange – spring ud over rampen, når de går på scenen.
Deres livepræstation, som jeg hørte den lørdag aften på Lygten Station, slog hårdt. Rigtig hårdt. For deres melodiske rockmusik hævede sig et niveau eller flere, efter at de havde trykket den af på scenen. Om det så var ”Superpowers”, ”All In White” (med sit fantastiske trommebreak), “Break You Down” eller ”Dangerous” – bare for, at nævne nogle få – var det en sand nydelse for øret.
At Anders Kirkegaards trommesæt ikke blev splintret i atomer, er et mirakel. For han gjorde i sandheden mere end et ihærdigt forsøg på det, med sine kraftfulde slag. Slag der kunne sende enhver bokser til tælling.
Forsanger og guitarist Christoffer Stjerne leverede en vokal der var – og er – i en liga for sig. Blød og kælen på en måde der kunne blødgøre ethvert pigehjerte, men alligevel så kraftfuld og sprød, at det ikke blev for sukkersødt.
At han så sammen med bandets anden guitarist – Søren Bøttiger Itenov – hele vejen igennem leverede fandenivoldske og tunge riffs, suppleret af livesessionbassist Anders Borre – der rent faktisk kunne høres – gjorde det bare til et helstøbt arrangement ud over det sædvanlige.
Den tungstonge levering af numrene forsvandt af gode grunde med ”Fall and Fade”. I forvejen det mest bløde nummer blandt deres materiale, men den blev yderligere blødgjort af en semiakustisk udgave. På den ene side vellydende. På den anden side savnede jeg de normale trommer, da de faktisk supplerer nummeret rigtig godt. Måske den skulle have været leveret alene med vokal og akustisk guitar.
Nogen siger rocken er død, men mon ikke det er ”Discodeath” der menes. Det blev i hvert fald sidste nummer der afsluttede en aften, der gerne måtte have varet lidt længere.
Det tog dem seks år for H.E.R.O., at færdiggøre deres EP. Årsagen var, at alt skulle være perfekt i mindste detalje.
Det må jeg sige, at det også er langt hen af vejen – også live. Men kære H.E.R.O. Undgå venligst, at bruge yderligere seks år, før vi hører det næste fra jer.
Det gør vi så nok heller ikke. For der er allerede nyt materiale i støbeskeen og nogle af numrene fik vi også en smagsprøve på lørdag aften. Og det nye materiale holder og passer godt sammen med det de allerede har sendt på gaden.
Måske H.E.R.O. er det næste Dizzy Mizz Lizzy på det danske musiklandkort. Ikke nok med, at de har supporteret dem tidligere. De har rigtig mange musikalske lighedspunkter og potentialet til det.
Det spillede H.E.R.O.:
Chasing A Shadow
Superpowers
All In White
H.O.P.E.
Break You Down
Desire
Dangerous
Fall And Fade
Discodeath
