SKUNK ANANSIE + THE PEARL HARTS
STORE VEGA, KØBENHAVN
27.02.17
Af Caroline Calov
Foto: Jimmi Brandt
På trods af, at det er en kold og våd søndag aften og at bandet har over tyve år på bagen og en lyd, som umiskendeligt minder om 90’erne, har Skunk Anansie formået at få udsolgt aftenens koncert i Vega. Når man tænker tilbage på de andre koncerter, bandet har leveret i Danmark over de seneste år, er det nu heller ikke så mærkeligt. De kan noget live, som ingen andre kan. For det meste i hvert fald.
The Pearl Harts
Inden Skunk Anasie indtog scenen var det dog først den britiske duo The Pearl Harts tur. En duo bestående af to unge kvinder spillende henholdsvis trommer og guitar. Stilen var energisk og rocket – som en blanding af The White Stripes og Hole. Bandet virkede veltilpas og velspillende, men alligevel gjorde det ikke meget væsen af sig. De kunne ganske enkelt ikke fylde scenen op, selv om denne endda var halveret af et scenetæppe. Deres seneste single ”Hit the Bottle” formåede at sætte gang i noget, men resten kom ikke rigtig ud over scenekanten. Ret skal dog være ret, og opvarmet salen fik de gjort. Både i overført og bogstavelig forstand i den tæt pakkede sal.
Skunk Anansie
Endelig tog Skin og Skunk Anansie over på scenen – men det var i en noget mere afdæmpet version end normalt. Der var langt hen til den læder- og fjerklædte Skin, som man husker fra koncerterne for nogle år siden, og som Metalizeds egen fotograf Caddy forevigede så godt, at bandet brugte hans billeder i deres PR efterfølgende. Denne gang var det en Skin iklædt hættebluse og kasket, som hoppede ind på scenen. Bandet startede med den mindre kendte ”And Here I Stand” tilbage fra deres debutalbum Paranoid & Sunburnt fra 1995, og selv om det på mange måder er fedt og ikke mindst modigt at tage sådan et skridt baglæns, så var det en skæv start. Det fungerede ikke rigtig. Samme gjaldt den efterfølgende ”Intellectualise My Blackness” fra samme album. Man kan kun have respekt for, at Skunk Anansie har lagt pleasersyndromet til side og ikke lægger ud med crowdfavoritter, men det er stadig en lidt tam start på en koncert, når publikum udover de første fem rækker kun reagerer, når der bliver lavet gimmicks som crowdsurfing.
Det var nu ikke kun publikum, som var langsomme til at komme i omdrejninger. Det samme gjaldt Skunk Anansie, som udstrålede mindre energi end normalt. Aftenens koncert var en af de sidste på deres turne, og måske var det det, der kunne mærkes. Det ramte i hvert fald ikke der, hvor det plejer. Og det var synd. For Skin er og bliver en gudsbenådet sangerinde med en fremtoning som en Pippi Langstrømpe uden hår. Det var bare som om, at det skulle trækkes lidt for meget ud af hende denne aften.
Men det var heldigvis kun i starten. For på et tidspunkt vendte det. Under ”Twisted (Everyday Hurts)” kom der gang i både band og publikum, om end Skins mimik gav indtrykket af, at folk midt for på balkonen stadig sad ned. Kort efter nåede Skunk Anansie til en ren hitparade i form af først ”Weak” og så ”Hedonism (Just Because You Feel Good)”, hvilket for alvor fik mobiltelefonerne op og i gang med at filme. Desværre blev vi denne gang snydt for Skins karakteristiske crowdwalk, men under den senere ”That Sinking Feeling” fremførte hun hele omkvæd, mens hun blev transporteret liggende rundt på publikum. Det er og bliver imponerende. Ikke en tone var ved siden af.
Inden bandet gav sig i kast med ”God Loves Only You” fremførte Skin en større politisk brandtale, og hvor det ofte kan være malplaceret til en koncert, var det en stærk oplevelse. Som en homoseksuel, sort frontkvinde har hun om nogen noget at have det i, når hun taler imod misogyni, sexisme og homofobi. Skunk Anansie har altid været politiske, og det ville alt andet lige være et mærkeligt tidspunkt at lægge det på hylden. Efterfølgende tog bandet turen igennem fantastiske numre som ”Yes It’s Fucking Political”, ”The Skanks Heads (Get Off Me)” og ”Little Baby Swastikkka”, og så eksploderede salen. Det var en sublim afslutning på et sæt, som ellers var lidt tid om at komme i omdrejninger.
Efter en kort pause kom bandet på scenen igen, og under ekstranumre som ”Charlie Big Potato” kom legen rigtig i spil på scenen. Og sådan sluttede Skunk Anansie milevidt fra hvor de begyndte, hvilket blev yderligere cementeret med den anden omgang af ekstranumre, nemlig den fine, akustiske ”You’ll Follow Me Down”. Yes, we will, Skunk. Yes, we will.
Det spillede Skunk Anansie:
And Here I Stand
Intellectualise my Blackness
Because of You
I Will Break You
My Love Will Fall
Death to the Lovers
Twisted (Everyday Hurts)
My Ugly Boy
Weak
Hedonism (Just Because You Feel Good)
Victim
Love Someone Else
I Believed in You
That Sinking Feeling
God Loves Only You
Without You
We Don’t Need Who You Think You Are
Yes It’s Fucking Political
The Skank Heads (Get Off Me)
Little Baby Swastikkka
All In the Name of Pity
Cheap Honesty
Tracy’s Flaw
Charlie Big Potato
You’ll Follow Me Down
