TRIVIUM + SIKTH + SHVPES
STORE VEGA, KØBENHAVN
03.03.17
Af Stampe
Foto: Japs
Da amerikanske Trivium første gang gæstede dansk jord, d. 6/5-2005, i forbindelse med Roadrunners Roadrage kampagne (sammen med Still Remains og 3 Inches of Blood), var det med det brandvarme gennembrudsalbum Ascendancy i bagagen. Dengang skrev jeg om Trivium: ”Disse unge up-and-commers fyrede den max af foran 100-150 mennesker, og jeg er sikker på at vi nok skal komme til at høre meget mere til dem. Hold øje med navnet Trivium. Det dukker op igen, uden tvivl.” Det gjorde det jo som bekendt, og jeg har været fast mand blandt publikum hver eneste gang Trivium har gæstet Danmark sidenhen. Men før Trivium, var der lige to, for mig, ukendte bands der skulle spille.
SHVPES:
Mine sidemænd kendte heller ikke Shvpes og der var en mindre debat om bandets navn. Skulle det udtales Schweppes? Var det skjult markedsføring? Efter to minutters intromusik gik de fem gutter på scenen, og den lille frontmand, der lod til at være på speed, løb ind, præsenterede bandet som Shapes, og satte koncerten i gang med første nummer. Store Vega var på dette tidspunkt max en fjerdedel fuld, og det er nok højt sat. Den venstre bar var lukket, og det samme var balkonen., men det påvirkede på ingen måde bandet, der gav den fuld gas med deres Linkin Park agtige rockmusik. “Tag to skridt frem København”, sagde den karismatiske frontmand og salen adlød. Scenen var fyldt op af Triviums grej, og de to supportbands trommesæt, så Shvpes havde ikke meget plads at bevæge sig på. Det forhindrede dem dog ikke i at gøre netop dette. Og sandelig om de ikke fik sat gang i salen også. Der blev moshet og headbanget på livet løs. Frontmand Griffin Dickinson har ikke arvet sine talenter fra postbuddet. Han er søn af Iron Maidens forsanger Bruce Dickinson, noget jeg Googlede mig frem til bagefter, men det var tydeligt at mærke hans karisma i salen. ”Dette er tourens bedste crowd so far” sagde Griffin, og det er jo aldrig til at vide om det er sandt eller fedteri for publikum, men salen tog imod rosen med et jubelbrøl. Griffin gentog det overfor mig nede i merch boden efter koncerten, så der har muligvis været noget om snakken. ”Lad os se en circle pit, rundt og rundt og rundt med jer.” Ah, det er måske lige optimistisk nok for det første opvarmningsband, nåede jeg at tænke, inden salen satte fut på aftens første circle pit. Inden koncertens sidste nummer, beder Dickinson folk om at flytte sig ud til hver side, og gøre sig parate til en wall of death. Da folk er gået til side, hopper han selv ned og stiler sig i midten. Bandet sætter i gang, Griffin tæller til tre, og bliver mast fra begge sider i midten af the wall of death, mens han synger videre. Very metal. Det har jeg godt nok ikke set før. Shvpes afslutter et overraskende fedt sæt, og har helt sikkert fået en masse nye fans, denne aften i Vega.
SIKTH:
Endnu et band jeg ikke havde hørt om før. Og meget ukarakteristisk for mig, havde jeg heller ikke checket dem ud inden koncerten. Men med den overraskelse Shvpes leverede, var jeg klar på at lade mig overraske igen. Bassisten, trommeslageren og guitaristen starter koncerten, og ind kommer to forsangere. Den ene ligner en blanding af Chris Barnes fra Six Feet Under og Myles Kennedy fra Alter Bridge, mens den anden ligner en blanding af Fred Durst fra Limp Bizkit og Jesse Pinkman fra Breaking Bad. Ok, tænkte jeg. Den dreadlockede Barnes/Kennedy skal growle og den kaskettede Durst/Pinkerman skal rappe. Stor var overraskelsen da Durst/Pinkerman, hvis borgerlige navn er Joe Rosser, sætter i gang med skønsag. Barnses/Kennedy, som hedder Mikee W Goodman i virkeligheden, growler godt nok til at starte med, men slår over i noget Rage Against the Machine-agtigt rap/skrig og forsøg på skønsang. Musikken er noget progressivt rock/metal og det står hurtigt klart for mig at Sikth nok ikke er et band for mig. Jeg giver dem et par numre til at ombestemme mig, men de to sangere virker helt energiforladte og ukarismatiske i forhold til første opvarmningsband. Baren kalder. Fra min plads i den proppede bar kan jeg notere mig to ting: 1: Jeg er langt fra den eneste der ikke er begejstret for Sikth, da der kommer en ind lind strøm af mennesker ud i bare, der bliver mere og mere proppet. Og 2: Dem der bliver tilbage i salen lader til at være godt tilfredse. Sikth får til og med gang i et moshpit på et tidspunkt. Men med tanke på hvor opvarmede publikum var af Shvpes, lod det til at Sikth tabte det hele på gulvet.
TRIVIUM:
Genren metalcore og jeg er gået fra hinanden. Vi er stadig venner men jeg ser ikke det samme i den som jeg gjorde for 10-15 år siden, hvor jeg var ret opslugt af genren. De gamle favoritter som Killswitch Engage, Caliban og aftenens hovednavn, kan dog stadig få mig op af sofaen og til koncert. Jeg faldt dengang totalt på halen over Triviums gennembrudsskive, Ascendency, der er gruppens anden skive, men har været mindre imponeret af resten af deres udgivelser. Bevares, der er gode sange på de fleste af skiverne, men ingen er så gennemført gode som Ascendancy. Derfor var det en stor glæde at erfare at aftenens sætliste var domineret af netop denne plade. Men først skulle vi lige gennem en stor fællessang, da Iron Maidens ”Run to the Hills” blev spillet over anlægget, som tegn på at Trivium var på vej. Det instrumentale ”The End of Everything” fra Ascendancy, ledte, som det gør på skiven, dirkete over i ”Rain” og så var koncerten ellers sat i gang. Der var moshpit fra første strofe og cirlce pits. Frontmand Matt Heafy fortalte at han i går i Malmö ikke kunne synge så godt, men at det her til aften gik fint. ”You guys are the cure”. Bandet virkede som sædvanligt tændte og glade for at være på scenen, og Matt Heafy har en smittende glæde. Salen var langt fra fyldt, så der var plads til et kæmpe moshpit på gulvet. Efter et par numre af nyere dato, forsøgte Heafy sig med at sige en sætning på dansk. Hvad det præcist var han forsøgte at sige, fangede jeg og størstedelen af crowden aldrig, men det forhindrede ikke ham i at gentage det flere gange i løbet af koncerten. Point for forsøget i det mindste. Efter ”Entrance to the Conflagration” fra The Crusade, kom der igen to numre fra Ascendancy. ”The Decieved” blev efterfulgt af det geniale nummer ”Dying in Your Arms” og jeg fandt mig selv midt i den stillestående pit i en kæmpe fællessang. Men så satte Trivium i gang med ”Strife” fra næstnyeste skive, Vengenace Falls og så kan det ellers være at der kom knald på pitten igen. Anmelderblokken blev pakket væk og resten af koncerten blev moshet og circle-pittet væk. Jeg fik derfor ikke taget så mange noter, men jeg husker at Trivium sendte et shout ud til et af deres favoritbands, nemlig danske Vola. Usædvanligt nok spillede Trivium blot et enkelt nummer fra deres seneste album Silence in the Snow, der udkom i 2015. Herfra fik vi titelnummeret. Usædvanligt, men du hører ikke mig klage. Koncerten blev rundet af med nogle publikumsfavoritter, nemlig ”A Gunshot to the Head of Trepidation” og ”Pull Harder on the Strings of Your Martyr” fra Ascendency og ”In Waves” fra albummet af samme navn, og ingen stod stille eller forblev tavs. Det var en sand fornøjelse at være til koncert med Trivium endnu engang. Bare synd at der ikke var fyldt i Vega. Men der var jo andre metalkoncerter at battle med i København samme aften.
Det spillede de:
SHVPES:
False Teeth
State of Mine
Skin & Bones
2 Minutes of Hate
Pain.Joy.Ecstasy.Despair
God Warrior
Shapes
SIKTH:
Philistine Philosophies
Part of the Friction
Flogging the Horse
Hold My Finger
When will the Forest Speak?
Pussyfoot
Skies of Millennium Night
Sanguine Seas of Bigotry
Bland Street Bloom
TRIVIUM:
The End of Everything (instrumental)
Rain
Forsake Not the Dream
Down from the Sky
Entrance of the Conflagration
The Deceived
Dying in Your Arms
Strife
Dusk Dismantled
Throes of Perdition
Silence in the Snow
A Gunshot to the Head of Trepidation
Pull Harder on the Strings of Your Martyr
Capsizing the Sea (instrumental)
In Waves
