AVENGED SEVENFOLD + DISTURBED + CHEVELLE
ROYAL ARENA – KØBENHAVN
04.03.17
Af Thomas Dahlstrøm
Foto: john-son
Det var ikke lige meningen, at jeg skulle have været anmelder i Royal Arena. Efter mit interview med A7X i Berlin, var det meningen at jeg skulle have givet den gas uden at skulle vurdere. Men så kom der lige et lille afbud og jeg stod klar med min blok og telefon. Jeg kendte ikke til opvarmningen Chevelle og glædede mig mest til Disturbed, men frem for alt, var jeg spændt på om Avenged Sevenfold kunne overbevise mig om at lytte mere til dem. A7X er et lille mysterium for mig. Deres musik er så varieret, at jeg til tider ikke ved hvilken holdning jeg har til bandet. Sing a long hits blandet med 18 minutter lange numre med teknisk metal og tung lyrik. Gad vide om den blanding kunne gøre sig i den nye arena.
Chevelle
På den enorme scene, med det enorme setup, skulle det tre mand høje Chevelle varme 10.000 tilskuere op. Med en scene der var langt væk fra publikum, viste det sig at være en stor opgave for bandet. Det var nu ikke fordi Chevelle spillede dårligt, for de var overraskende gode og havde til trods for deres lille lineup, en stor og mægtig lyd. Især forsanger og guitarist Pete Loeffler imponerede med solid vokal og frem for alt fremragende guitarspil, som lydmæssigt fyldte flot. Der var overraskende mange som mødte op til Chevelle, således kunne det Chicago baserede alternative metal band, spille for en forholdsvis fyldt Royal Arena. Det var en kort fornøjelse med Chevelle, som kun spillede seks numre. Ofte er jeg mest spændt på, at høre de små bands og jeg bliver sgu så skuffet når de får så lidt spilletid. Start dog for pokker koncerten lidt før og lad os få mere tid med musikken. Jeg stod tilbage med en fornemmelse af, at hvis de havde spillet tre-fire sange mere, ville de for alvor have sat gang i festen. Når alt kommer til alt gav de dog, med den korte tid til rådighed, en fed smagsprøve på deres distortede ’beskidte’ metal lyd og det vil jeg gerne høre mere af.
Disturbed
Somme tider er forventninger så høje, at de umuligt kan blive opfyldt. Jeg frygtede lidt at Disturbeds show skulle blive til en skuffelse, fordi mine forventninger var for høje. Da Disturbed gik på scenen var det til et koloenormt brøl fra publikum. Jeg stod helt oppe ved hegnet og kunne derfor høre brølet meget tydeligt og smukt. Desværre startede Disturbed op med en elendig lyd på trommerne. Det varede igennem introen ”The Eye Of The Storm” og første nummer ”Imortalized”. Sikke en skam. Når nu trommen stod så dårligt i lydbilledet var det en trøst, at frontmand David Draiman gik klart igennem. Den mand, har om nogen, den helt rigtige kraftige og hæse stemme til at bære et band igennem en koncert. Jeg har hørt Disturbed et par gange før og ligesom de andre gange var jeg meget imponeret af hans måde at styre scenen på. Han har en markant tilstedeværelse og fylder godt på scenen. Efter den halvskidte start kom lyden bedre på plads og Disturbed begyndte så småt at komme i gang. Fjerde nummer ”The Vengeful One” var det store vendepunkt. Den blev spillet højt og med oomph og det satte for alvor gang i publikum omkring mig. Der blev skrålet og knytnæver eller horn blev smidt mod scenen. Herefter levede bandet op til hvad jeg havde håbet på. De fede riffs, de store basgange og fremfor alt en vokal der jo bare er helt fabelagtig.
Midt i showet diskede Disturbed, som forventet, op med Simon and Garfunkel coveret ”The Sound Of Silence” som endnu engang sad i skabet. Dog stod jeg tilbage og var måske lidt træt af det overspillede nummer, men det var jeg vist ene om, for folk omkring mig var ellevilde og sang/skrålede med på sangen. ”The Animal” og ”Inside The Fire” blev spillet en smule rutinepræget inden en sand hitparade blev sat ind med numre som ”Stricken”, ”Indestructible”, ”Ten Thousand Fists” og ”Down With The Sickness”. Til den sidste sang blev publikum bedt om at danne en circlepit og det satte for alvor gang i publikum. Der kom så meget fart i pitten at jeg måtte holde fast i hegnet for at blive stående. Helt oppe foran var der i hvert fald gang i sagerne, herligt. Det var ikke den bedste Disturbed performance, men med deres bagkatalog og deres store show med pyroworks, kan det sgu aldrig blive en dårlig oplevelse.
Avenged Sevenfold
Jeg har et had/kærligheds forhold til A7X. De ørehængere de har lavet, som f.eks. ”Hail To The King” og ”Nightmare”, er sange jeg fanger mig selv i at synge med på, men som jeg samtidig har en aversion imod. Det var derfor med blandede følelser, at jeg ventede på, at de entrerede scenen. Som tidligere nævnt, stod jeg lige i stormens øje med fremragende udsyn og da bandet endelig gik på scenen stod jeg omgivet af die hard A7X fans og det er jeg taknemmelig for. Publikum omkring mig gav mig lige de sidste 20% glæde og det er ikke ubetydeligt.
Setuppet til koncerten var stort, meget stort. Hele Royal Arenas bredde blev brugt af seks enorme lærreder der blev brugt som skærme til video/billeder. Ovenover midten af scenen var en enorm kube, ligeledes lavet af lærred, der kunne flyve ind over publikum. Scenen var således sat til et show i verdensklasse og overraskende for mig gav bandet lige præcis det, i hvert fald fra hvor jeg stod.
”The Stage” startede festen med Synyster Gates i overdådigt spillehumør. De lynhurtige riffs i starten af nummeret var knivskarpe, og forsanger M. Shadows bød ind med nærvær og smuk vokal. De små ni minutter nummeret varede var i sandhed en fornøjelse, en skam at nummeret ikke varede længere. Bandet fortsatte stilen med ”Afterlife” efterfuldt af min aversion ”Hail To The King”. For fanden hvor er det en irriterende ørehænger. Jeg stod sgu igen og skrålede med M. Shadows og co. Det var på aftenen et fremragende nummer og fællessangen var smuk og høj oppe foran.
Hvis man skal anklage bandet for noget, som ikke helt fungerer, er det de mange stilarter der blander sig ind i deres katalog. ”Paradigm” efterfulgte ”Hail To The King”, og det kan sgu være som at høre to forskellige bands. Et populistisk storhit efterfulgt af et lyrisk eftertænksomt nummer. Men så igen, handler det vist bare om at være omstillingsparat og modtage de musiske gaver som bandet smider efter én. ”Buried Alive” var i hvert fald en gave. Det var for mig aftenens højdepunkt. Synyster Gates smukke intro gik lige i hjertet på undertegnede og da mine die hard A7X venner sang med på omkvædet blev jeg sgu lidt rørstrømsk. Det hele var ikke om Synyster Gates og M. Shadows. I Zacky Vengeance har A7X en fremragende guitarist som supplerer Synyster på bedste vis, og Johnny Christ holder det hele sammen med sin store bas.
Nummer efter nummer spilede A7X med teknisk overlegenhed og med et overskud som de ikke havde sidst de spillede i landet. Jeg skal skåne jer for at gennemgå alle numrene fra setlisten men nøjes med at konstatere at stille ”Acid Rain”, hittet ”Nightmare” og syrede ”A Little Peace Of Heaven” var ekstra bemærkelsesværdige og at resten af A7X showet var suverænt. Om det var epokegørende eller verdensklasse ved jeg ikke, men koncerten fik i hvert fald mig tilbage i folden af folk, der lige skal høre lidt mere til det pudsige amerikanske band. Hvis jeg skal være en flueknepper og gå op i mindre detaljer, så kunne jeg godt undvære en middelmådig trommesolo, der dræbte rytmen og stemningen, men det er sgu en lille detalje. A7X vandt mig tilbage. Nu skal deres nye album ”The Stage” lige gennemhøres igen. Tænk hvis det er en genialitet som jeg ikke har opdaget.
Det spillede de:
Chevelle
Another Know It All
The Clincher
An Island
Hats Off to the Bull
Door to Door Cannibals
Face to the Floor
Disturbed
The Eye of the Storm
Immortalized
The Game
The Vengeful One
Prayer
Liberate
Stupify
The Sound of Silence
The Animal
Inside the Fire
The Light
Stricken
Indestructible
Ten Thousand Fists
Down With the Sickness
Avenged Sevenfold
The Stage
Afterlife
Hail to the King
Paradigm
Buried Alive
Angels
Nightmare
God Damn
Almost Easy
Warmness on the Soul
Planets
Acid Rain
Bat Country
A Little Piece of Heaven
Unholy Confessions
