ROYAL METAL FEST 2017
VOXHALL + ATLAS, AARHUS
7+8.04.17
Af Søren Willatzen
Foto: Mariann Libach Burup
Over weekenden i det midtjyske højsæde i Aarhus befandt sig den årlige sammenkomst af metal bands fra nær og fjern. Som traditionen tro blev det afholdt på de to indendørs haller i Voxhall og i nyere tid også på søskende scenen rundt om hjørnet, Atlas. Én ting var ret generelt for begge dage og det var en (tilnærmelsesvis) garanti for god lyd på både Atlas og Voxhall, men desværre også et lidt haltende lys. Hvor Voxhall klart havde det bedste lys (og mere plads til netop dette), så var Atlas lidt i stil med Pumpehusets mindre scene i København – ikke lige frem imponerende. Men når dette er sagt, så trækkede det egentlig ikke meget fra selve koncert oplevelsen, da bandsne og både deres samt spillestedernes crew håndterede forholdende sublimt. Den Rullende Pølsemand stod klar med varme hotdogs og andre former for dogs igennem hele arrangementet og dertil var der endda en whiskysmagning før anden dagen, for dem der ville starte tidligt, men med ekstraordinær god stil. Men det er dog ikke kun alkoholen og den gode mad, som folk kom for de to dage – det var den ekstremt tunge lineup, som RMF lover hvert år.
Til at åbne festivalen var én af de lokale favoritter Livløs parate til at blæse publikum igang. Der var uden tvivl gang i den og forsangeren havde et flair for at få publikum igang, samt bandets to alkohol skænkere, som tilbød alle frem mødte en tår eller fem, hvis det kunne friste. Livløs fik folk i gang, så de gjorde deres del til at gøre denne festival mindeværdig.
Efter en god 35-40 minutters set var Oxx klar med noget ekstra syret metal til folket. Med en Korg som bas/synth, én vildt dygtig trommeslager og dertil en vildt dygtig guitarist havde de forberedt et ret så specielt set. Langt fra lige så fokuseret på catchy sange, så som Livløs, men de beviste, at deres eksperimentelle metal ikke bare var rent syre nonsens, men faktisk havde substans.
De københavnske blackened mathcore drenge fra Telos havde også et es oppe i ærmet, da de tilbragte deres dyrebare spilletid på at blæse folks øresnegle ud med højkvalitets dansk metal. Lyden var i starten ikke helt så god her, og bassen endte med at fuldstændig forsvinde imod slutningen grundet tekniske problemet. Dette var i den grad en skam, da de på dette tidspunkt havde overbevist mig overfor deres talent.
Med endnu en kort pause havde Voxhall de moderne danske black metal favoritter Solbrud parate. Som man kan forvente, blev det bedste fra Jærtegn og Solbrud spillet med bund solid og rutineret bravur. Uden tvivl var de fleste fotografer ret så irriteret over to koncerter i streg med vildt tung røg, som slørede Telos og Solbrud til silhouetter, men fra mit optik klarede Solbrud det soniske aspekt fremragende.
Med begyndende ømhed i fødderne og mere end et par øl i systemet mødte jeg op til én af de absolutte bedste koncerter til hele festivallen. De danske groove/thrashere i Lipid havde nok den absolutte bedste lyd jeg oplevede til RMF, men ikke bare dette, så var de overraskende gode. De beviste hvad næsten 20 års aktivitet på musik scenen kan lede til og forhåbentlig får de mange flere af dem. En absolut suværent fremtræden, som uden tvivl spillede en stor rolle til folks nakke smerter dagen efter.
Efter den fornøgelse var det videre til den næste, nemlig black metals helt egne multiversielle kult, Inquisition. Som altid var det nok med Dagon og Incubus til at levere showet. Ingen røg eller speciel lysshow skulle der til. Bare to talentfulde musikere og en helvedes masse attitude. Jeg vil dog mene, at på trods af Dagon og Incubus’ kunne, så manglede der måske lead og bas, som kan findes på pladerne. Dog blev sangene fra den modern black metal instant classic, Bloodshed Across The Empyrean Altar Beyond The Celestial Zenith, spillet til sublimitet, som stort set ingen kan hamle op med. Man gjorde sig selv en tjeneste i at møde op til denne koncert, for det var en fryd at se.
Fredag var sandeligt en dag fyldt med black metal, næsten fra start til slut. Danske black metal veteraner Denial of God var så passende lige efter Inquisition til kl. 22, men det var desværre ikke blandt de bedre optrædender. Lyden havde et problem med støj på begge guitare og vokal. Dertil fik trommeslageren intet igennem til moniteren. Der var også nogle fejl her og der rent musikalsk, men de nordalsiske black metal fyrster fik budskabet ud – deres unikke blanding af melodiske, men råt black metal er noget for sig selv og de havde fortjent pladsen så sent på aftenen. Jeg ærgede mig over lyden her, men det var så egentlig også kun denne ene gang, hvor jeg endte med det.
Aftenens højdepunkt var uden tvivl Fleshgod Apocalypse. Spændte fans mødte op i rigtig god tid for at få pladser til et rigtig godt show. Som én af de få til denne festival, benyttede italiænerne sig af stort set hele scenen med et imponerende show i en form for wienerklassisistisk inspireret stil med opera stemmer og klaver stykker. De viste sig, at Francesco Paoli på trommerne havde skadet sin venstre fod, så der måtte lidt tracking hjælp til aftenens show. Dette var dog intet problem for publikum, som egentlig bare var glad for, at de symfoniske døds metal pionere optrådte. Lyden samt scene showet komplimenterede til det teatralske element i musikken ret så godt. Det var uden tvivl det bedste show den aften – måske til hele festivalen.
Det var nu ca. halv et om aftenen og mine fødder var nærmest helt døde, da firser tribute bandet med det passende navn, Fiercer, gik på Atlas’ scene. Med medlemmer fra diverse jyske metal bands kunne man i gå hjem (eller videre) til sange som Be Quick or Be Dead, Come to the Sabbath eller Black Magic. Fiercer er hvad de lover – et tribute band, der spiller alt det fede fra 80’erne.
Dagen efter skulle folk dog ret tideligt op, hvis de ville nå at se Olm på Atlas. De gik nemlig på kl. 14:15, hvorefter der blev afholdt bingo og de første 100 fik en gratis øl. Olm spiller en ret tung midtempo fikseret form for sludge, og naturligvis kommer de fra Aarhus, når deres EP hedder Prø-li-å-hør-hær (ægå). De var helt klart det rette valg til dette tidspunkt, hvor man lige får lidt langsommere nakkegymnastik til opvarmning.
Efter en forholdsvis lang pause kunne man blive på Atlas og høre Sunless Dawn, som kommer fra København. Der bliver budt ind til noget melodisk prog/tech death metal, som de egentlig klarer okay. Desværre, så fangede det ikke så meget publikum eller undertegnet, som jeg havde håbet på.
Heldigvis kom Exmortus på scenen – et band, som jeg også havde set frem til. Dette viste sig, at være med god grund. Exmortus var ultra energisk, melodisk og ret så virtuøst. De fik hele publikum helt op i gear med deres performance, specielt da guitaristerne viste, hvor meget overskud de havde og begyndte at spille på hinandens guitarer i en foroverbøjet stilling. Ret så sublimt! Selv med et klassisk Beethovens stykke som Månelyssonaten, kunne de formå at bringe et thrashy udtryk ind i musikken så let som ingenting. Jeg hørte mange imponerede koncertgåer udenfor Voxhall og jeg tilhørte samme gruppe.
Atlas bød så ind til danske Cabal, som spillede en Meshuggah inspireret djent/deathcore. Hvor dette overhovedet ikke er inkluderet blandt mine favorit genre, så mødte der en del op til koncerten. Der var ikke rigtig meget show over det, mere en masse dybe chuggende breakdowns som kørte om og om igen. Jeg var ærlig talt ikke imponeret.
Herefter kom nok det mest glade brutal technical death metal band på jordkloden, Benighted. Med forsanger Julien Truchan og bassisten Pierre Arnoux som showmen var det ret let at få publikum med på deres vildt tunge riffing og de langt fra sjældne pig squeals. Det var i den grad en underholdende oplevelse og publikum var i sandhed begejstret for Benighted. Deres glæde for at optræde var virkelig smittende. Det er sgu ikke for ofte, at man ser en masse dødsmetal musikere grine og smile så meget på en scene, men det var i den grad forfriskende.
Der var mere brutalt dødsmetal på koncertplanen og de næste var Monument of Misanthropy. Et band, så teknisk begavet som dem er ikke helt nemt at finde. Bassisten tabbede sig igennem de fleste stykker, trommeslageren bankede løs med klinisk precision. Fra et rent teknisk perspektiv var det voldsomt imponerende, men dertil så lød det også godt. De overbeviste mig helt da Death klassikeren Pull The Plug blev spillet med en ret så overbevisende flair. Helt klart én af de bedre koncerter til RMF.
Derefter kom den anden headliner til festivalen, nemlig legendariske New York Death Metal pionere Immolation. Et band med så mange medlemmer, men stadig så mange fantastiske album er svært at finde. Jeg var spændt på at se, hvordan de leverede live. Det var absolut en fantastisk oplevelse. Voxhalls lydmænd og bandets crew skal have stor ros for så skarp og god lyd, fordi det drev virkelig oplevelsen til at være endnu bedre en plade versionerne. Immolation er et band, som kun består af veteraner i metal verdenen, og det var så tydeligt live. Atonements sange som When the Jackals Come og Fostering The Divide blev spillet så overbevisende, så som klassikeren Father, You’re Not A Father. Det var nok den mest overlegen præstation til RMF rent musikalsk.
Aftenens dødsmetal program var slet ikke færdig endnu, fordi Havok, Warbringer og Exmortus’ turnepartnere Gorod skulle på scenen. Én af Frankrigs største dødsmetal bands skulle bevise, hvad de var værd. Jeg havde lidt kendskab til musikken, men ikke voldsomt meget. Hvor de helt klart var teknisk dygtige, så savnede jeg lidt mere variation i musikken. Til tider var der for meget fokus på breakdowns og grooves til at faktisk lave de fede melodier eller riffs, som skaber et unikt træk til sangene. De var bestemt ikke dårlige, men en smule skuffende.
Havok er og bliver den nye bølge af thrash metals største band og dette blev bevist igen i Danmark et år efter deres optræden i Copenhell. Klassikerne som D.O.A., Give Me Liberty… Or Give Me Death og Fatal Intervention blev naturligvis spillet, samt titelsangen til deres nye album Conformicide. Der var i den grad gang i pitten, som undertegnet og den ene konferencier, Leifur, kunne findes i og det er netop denne energi, som der gør Havok til én af de bedste live bands i metal musikken i dag. Dog skal det siges, at gentage The Blender of Death(Life?) til Fatal Intervention, samt det samme politiske snak ord for ord, som vi hørte sidste år virkede en lille smule billigt. Det var dog en rigtig fed koncert, det kan man ikke tage væk fra dem.
Det var ved at blive sent på aftenen og de næste moderne thrash profeter trådte på scenen. Warbringer er kendt for deres rå og krigsfikseret thrash metal, som går omtrent ligeså stærkt og målrettet, som en Tomahawk missil mod en syrisk flybase. Forsanger og den ene grundlægger John Kevill leverede en rigtig god performence, som minder lidt om en moderne Paul Baloff. Med en aggressiv attitude og Lars Ulrich jokes indledte han hver eneste ultra voldsomme thrash nummer, som de har lavet. Det var ikke ligefrem en lang koncert, men de minutter som de havde på scenen var brugt helt rigtigt. Folk var i den grad forberedte til kulminationen af hele denne aften: mestrene af death/thrash Vader.
Jeg skyndte mig over til Vader bagefter, hvor jeg – til min store overraskelse – ikke så så mange mennesker, som jeg havde forventet. Da Vader gik på, var salen kun halvt fyldt og det trætte publikum kunne dårligt finde stemmen, da Piotr bad om at høre publikum. Desværre var lyden heller ikke for god, bassen skar igennem, men guitaren havde en måske lidt for trebly lyd, som skar mere i ørene end den skar igennem mikset. Heldigvis kunne man stadig genkende de fede riffs i Chaos, Triumph of Death, Tempest og Wings. Omtrent halvvejs igennem setlisten kom der dog flere folk til og de lidt yngre metalheads havde heldigvis nok energi til en seriøs omgang headbanging og en smule moshing, som dog ikke virkede helt overbevisende. Som et ekstra nummer blev der spillet Raining Blood af Slayer, som man kun kan forvente vil få folk til at gå smilende hjem. Alt i alt, så var det en god oplevelse, men nok kun for dem, som havde kendskab til Vaders sange før koncerten.
Ligeså hurtigt som festivalen startede, ligeså hurtigt sluttede den. RMF 2017 var i sandhed en fed oplevelse rent musikalsk – ikke for meget sideshow eller unødigt underholdning, kun seriøst ekstrem metal to aftener i streg. Jeg kan dog stadig mærke, at min pung er blevet lidt lettere efter de lidt krydrede fadølspriser, men på trods af dette, så var RMF planlagt godt og eksekveret lige så godt.
