HARAKIRI FOR THE SKY + SHORES OF NULL + MORILD
SPILLESTEDET STENGADE, NØRREBRO
28.10.2017
Af Stampe
Foto: Jimmi Brandt Pedersen
Det er desværre ret sjældent at denne skribent kommer til koncert på Stengade. Stedet er hyggeligt og intimt, og der er god lyd. Desværre er der sjældent noget på plakaten som jeg gider at se. Derfor var det en glædelig overraskelse at koncerten med østrigske Harakiri for the Sky blev annonceret for nogle måneder siden. Med sig denne aften havde de Shores of Null fra Italien og danske Morild.
MORILD:
Københavnske Morild er et nyt bekendtskab for mig. Da jeg inden koncerten lyttede til gruppens eneste udspil, ep’en VI, blev jeg glædeligt overrasket over deres atmosfæriske black metal. Ligeledes glædeligt var det at der var godt fyldt på Stengade allerede til første opvarmningsband. De fire gutter i Morild gik på scenen til klapsalver fra de fremmødte. De var klædt helt i sort, bortset fra trommeslager Simon Frenning Sørensen der havde bar mave bag tønderne. Bandet havde fået sat en UV-lampe op, som lyste på dem når de var tæt på mikrofonerne. Denne lampe afslørede at de havde malet nogle hvide pletter i ansigtet. Det skulle nok se anderledes og spændende ud, men effekten var at de lignede nogle der havde været med i den afsluttende scene i en pornofilm. De tre(!) guitarister havde i fremtoning mere til fælles med Deafheaven end Immortal, og musikalsk bød Morild da også på en form for moderne black metal, der henrykkede denne anmelder og de fleste af publikummerne. Morild har som sagt kun udgivet en enkelt ep, og denne indeholder tre numre. Det var disse tre numre vi blev præsenteret for, denne lørdag aften på Stengade, og de blev spillet i samme rækkefølge som på EP’en. Jeg fik flere gange fornemmelsen af at Morild har lyttet til Alcest, når Jakob Georg Nielsens guitar kommer med de meget drømmende og svævende toner, han slog over i engang i mellem. Bandet lod til at nyde at stå på scenen, og publikum kunne da også lide hvad de hørte, men vi fik knapt nok en chance til at klappe af bandet, da Morild lod det ene nummer fortsætte over i det andet nummer uden pause. Giv os nu en chance for at klappe af jer drenge. Eneste publikumsinteraktion der var fra bandets side, var da frontmand Tue Krebs Roijker efter andet nummer (tror jeg det var) sagde: ”Vi hedder Morild. Vi er fra København. Tak fordi i kom.” Nu havde lydmanden så også opdaget hvad vi i publikum vidste. Nemlig at bassist Kristoffer Alms mikrofon var skruet næsten helt ned. Efter lydmanden skruede op, så kom der mere tyngde i vokalen fra den langhårede bassist og det løftede lydbilledet. En skam at der ikke var lyd på fra start af.Det er en fornøjelse at opleve den røre der er i dansk black metal og Morild er for mig seneste skud på stammen i hvad man kan kalde The New Wave of Danish Black Metal. Bands som Solbrud, Orm, Myrkur, Sunken og Redwood Hill, der tager black metallen og sætter deres eget præg på den og ikke bare kopierer hvad man gjorde i Norge i 90’erne. Morild tog mig med storm, denne aften på Stengade, men koncerten med kvintetten varede al for kort tid. De var jo også kun første opvarmningsband, og har ikke skrevet så meget musik endnu, men jeg kunne sagtens have snuppet en time mere Morild. Efter koncerten var der langvarige klapsalver fra det fremmødte publikum som tak for en fed indsats.
SHORES OF NULL:
Næste band på scenen var italienske Shores of Null. Bemærkelsesværdigt nok var Stengade nu halvtomt, og det lod til at størstedelen af publikum valgte at springe Shores of Null over. De stikker også lidt ud fra plakaten med deres death/doom, hvor de to andre spiller hver deres form for black metal. Anmelderkollega Mikkel Hein skrev i Metalized #112 at den italienske metalscene er kriminelt undervurderet. Jeg kunne ikke være mere uenig. Jeg synes det er påfaldende at et land med 60 millioner indbyggere ikke kan mønstre mere end en håndfuld bands der er til at holde ud at lytte til. Shores of Null viste sig at være ret for mig ret kedeligt bekendtskab og jeg fandt mig hurtigt til rette i baren. At dømme efter den småsludren der var mellem numrene og de forholdsvis korte og få bifald der var, faldt bandet heller ikke i de fleste andres smag.
HARAKIRI FOR THE SKY:
Kender i det når et band har et navn man synes er åndssvagt? We Butter the Bread with Butter, Job for a Cowboy, By the Patient osv. Det kan nogle gange forhindre at man checker et band ud, og dette har været tilfældet for mig med Harakiri for the Sky, som jeg troede var et eller andet emo-band fra Østrig. Stor var min overraskelse da Spotify pludseligt spillede et nummer med dem for mig. ”Hov, det her lyder sgu fedt, hvem er det?” Harakiri for the Sky? Måske skulle man checke dem ud. Nu står jeg så her et år senere og skal opleve dem live for første gang. Østrigerne, der stod på forreste række til Morilds show, gik på scenen og den tårnhøje frontmand, der bare kalder sig J.J. slog næven i loftet og satte koncerten i gang med det ultrasmukke nummer ”Calling the Rain” fra gruppens tredje fuldlængder III: Trauma. Begge mine arme fik gåsehud da det smukke post-black nummer skyllede henover mig. ”Funeral Dreams”, ”This Life as a Dagger” og ”Thanatos”, alle fra samme skive efterfulgte og min lykke var stor. Der var ikke rigtigt nogen interaktion mellem band og publikum. De sagde ikke rigtigt noget til os, men leverede til gængæld en smuk smuk koncert. Salen var nu næsten lige så fuld som da Morild gik på, og sympatisk nok gengældte det københavnske band gestussen fra Harakiri for the Sky og stillede sig på forreste række. Harakiri for the Sky’s lange numre gjorde at der ikke var tid til at spille særligt mange numre, og da slet ikke fra de gamle skiver. Sætlisten bestod hovedsageligt af numre fra III: Trauma, mens de to første, Harakiri for the Sky og Aokigahara kun var repræsenteret med et enkelt nummer hver. Det gjorde ikke mig noget da jeg synes at seneste udspil er gruppens bedste. ”Lungs Filled With Water”, ”Viaticum” og ”Jhator” afsluttede en fremragende koncert med Harakiri for the Sky og jeg kan ikke anbefale nok at checke bandet ud og så i øvrigt krydse fingre for at de snart vender tilbage til Danmark igen.
SÆTLISTER:
Morild:
I (VI)
II (VI)
III (VI)
Shores of Null:
Tributary Waters (intro) (Black Drapes for Tomorrow)
Donau (Black Drapes for Tomorrow)
Ruins Alive (Quiescence)
Quiescent (Quiescence)
House of Cries (Black Drapes for Tomorrow)
Black Drapes for Tomorrow (Black Drapes for Tomorrow)
Carry on, My Tiny Hope (Black Drapes for Tomorrow)
We Ain’t Ashes (Black Drapes for Tomorrow)
Kings of Null (Quiescence)
Souls of the Abyss (Quiescence)
Eudaemonia (Quiescence)
Harakiri for the Sky:
Calling the Rain (III:Trauma)
Funeral Dreams (III:Trauma)
This Life as a Dagger (III:Trauma)
Thanatos (III:Trauma)
Lungs Filled with Water (Harakiri for the Sky)
Viaticum (III:Trauma)
Jhator (Aokigahara)
